Vi begraver vore døde, og vi giver de efterladte de bedst mulige rammer for at de kan mindes deres kære på vore kirkegårde.

 

Derfor er der 2 sproglige misforståelser, som vi skal ophøre med at bruge.

Den ene sproglige misforståelse er talen om, at ”kirken skal bruge sine penge på de levende og ikke på de døde”. Når vi passer kirkegårdene som vi gør, er det for de levendes skyld – ellers skal vi lukke kirkegårdene øjeblikkeligt og lovgive om at alle skal askespredes.

 

Den anden sproglige misforståelse er udtrykket ”kirkegårdenes underskud”. I 2014 bidrog folkekirkemedlemmerne over kirkeskatten med 978 mio. kr. til kirkegårdsdriften, dette beløb kaldes fejlagtigt for kirkegårdenes underskud. Vi taler om underskud, hvis en given kirkegård bruger flere midler end indtægterne fra brugerbetaling + de bevilgede ligningsmidler. I al stilfærdighed må vi bemærke, at de fleste af kirkens aktiviteter, bortset fra kirkegårdene og præsteboligerne, betales 100 % via kirkeskatten – men vi taler jo ikke om, at konfirmandundervisning og kirkelige handlinger har et ”underskud” på 100 %.

 

Vi tillader os at påstå, at kirkegårdene er af stor betydning for folkekirkens medlemmer. Så lad os holde op med at nedgøre kirkegårdenes image med disse sproglige misforståelser. Lad os i stedet glæde os over, at vi har en kirkegårdskultur, der er til støtte og glæde for mange mennesker, samt at vi har øget egendækningsgraden for kirkegårdsdriften markant de senere år.