Tale ved Kirkestafet 2014 af Henrik Klindt-Jensen

Velkommen til kirkestafet i Vejlby 2014! Vi har set frem til at det blev vores tur til at få 
 
lampen som et tegn på, at det nu er os, der skal åbne dørene for alle interesserede. Nu er det godt 
 
nok sådan, at vi kun har én dør tilbage til vores gamle kirkerum, men vi har da flere døre i vores 
 
sognegård. Vi er meget stolte af vores kirkebygning, fordi den er så gammel, og vores sognegård, 
 
fordi den ikke alene er ny, men er renoveret sidste år. Specielt er vi stolte over møblerne, som er 
 
ganske lette og på hjul, møbler som elegant kan klappes sammen, så rummenes funktion hurtigt og 
 
enkelte kan ændres fuldkomment. Vi er glade for at åbne dørene for her i dag. Ikke, fordi alle disse 
 
døre normalt er lukkede, man er velkommen til at se nærmere på vores kirkebygning i den daglige 
 
åbningstid, og selvsagt til gudstjenesterne. I sognegården er der ganske mange aktiviteter – vi har 
 
vores højskoleforening med møder og foredrag, der er film- og litteratur-klubber, ja sognegården er 
 
også arvtager af det game forsamlingshus.
 
Selve navnet ”Vejlby” stammer fra vikingetiden, og der kan sagtens have ligget en stavkirke. 
 
Den vil have været noget i retning af rekonstruktionen på Moesgård. Men der er aldrig foretaget 
 
arkæologiske udgravninger i eller omkring Vejlby Kirke. I middelalderen kom den under 
 
Domkirken som anneks og var det langt ind i protestantisk tid. I katolsk tid havde kantoren 
 
præstegerning her i kirken. Under biskop Niels Claussen blev der i 1492 ”slået hvælv”. Det skal jeg 
 
komme tilbage til. Sidste år fik vi en gennemgang af kirkerummet. Lad mig blot føje til: Altertavlen 
 
her er en sammensætning af de to sidefløje fra det gamle alter fra senmiddelalderen. Midterpartiet 
 
rummede oprindeligt et sengotisk motiv med helgener; i pietistisk tid blev det erstattet af allegoriske 
 
figurer for dyder. I midten sås et stort hjerte, som både karakteriserede sengotikken og pietismen. 
 
Men i 1869 blev det sat på loftet, et nyt blev sat ind, ind til man endeligt blot samlede de to sidealtre 
 
til det alter, vi ser i dag – hvor der er figurer af apostlene fra sengotisk og pietistisk tid. Det 
 
midterste alterparti kunne så i mange år ses i ”Den gamle By” i Ålborghuset. Men museet har valgt 
 
Tale til Kirkestafet 2014 
 
at droppe udstillingen af kirkeinventar, så i dag er vores gamle altertavle bag lås og slå på et 
 
magasin et helt andet sted. Med andre ord: Altertavlens midterparti er stadig på ”Den gamle By”-s 
 
museum, men er altså ikke i ”Den gamle By” som samling af gamle huse. Dette være bare sagt, så 
 
ingen går forgæves. Overalt henvises nemlig til, at den gamle altertavle er overtaget af ”Den gamle 
 
By”.
 
Vi har så en altertavle alene med de 12 apostle. Men siden har vi fået Forsom Heimdals fine 
 
krucifiks på alterbordet.
 
Og så lige lidt om den Hellige Erasmus, hvis martyrium er at få tarmene vredet op, som vi ser 
 
på kalkmaleriet. Vi har traditionelt her i kirken sagt, at det er Erasmus af Anthiochia i Tyrkiet. Det 
 
er imidlertid en anden Erasmus, som oprindeligt blev knyttet til tarm-martyriet, nemlig Erasmus fra 
 
Formia i Italien, men man kom også til at tilskrive Erasmus af Antiochia dette martyrium. Begge 
 
helgener er helgener for skibsfart, og det passer fint med Vejlby, som man omtrent kunne sejle til – 
 
jævnfør navnet. 
 
Efter disse spredte indledende bemærkninger kan vi så besinde os på, at så kom kirkestafetten 
 
hjem, hjem til Vejlby Kirke, hjem til det oprindelige kirkerum, hvor den nu er kommet i havn efter 
 
at have været på en længere rejse gennem Skelager, Ellevang og Risskov kirker. Disse kirker er 
 
udgået fra Vejlby, så hvor kan stafetten komme bedre i hus end her, i dette moderskød. Denne 
 
livmoder, dette vidunderlige oprindelige kirkerum med senmiddelalderlige hvælv og kalkmalerier. 
 
Her er stafetten nu kommet i sikker havn. Stop lige – den lygte, vi kalder ”stafetten” tilhører slet 
 
ikke Vejlby Kirke, men Domsognet. Stafetten er udgået fra Domkirken – men det er Vejlby Kirke 
 
altså også. Ikke helt oprindeligt, men snart blev kirken anneks til Domkirken, og i hele den katolske 
 
tid var det kantoren, som skulle forestå messen herude og hente sig lidt tiende herfra. Kantoren 
 
ledede sangen i Domkirken, havde et kor af drenge, som samtidigt gik på latinskolen. Mon han på 
 
sin vej igennem Vejlby Krat har samlet purke op til at synge i koret og gå på ”katedralens” skole 
 
ved siden af. Når man som jeg både har gået på Katedralskolen og bor i Kantorens Vænge her i 
 
Vejlby, så forpligtiger det i særdeleshed. Lad os nu bringe lygten tilbage til Domkirken i forvisning 
 
om, at vi er os selv, at vi står på egne ben, at vi har vores eget lys, at vi ikke længere er anneks, en at 
 
vi tværtimod selv har det kirkerum, som har født fire andre kirkerum. Ja, for der er jo ikke bare 
 
kirkerum i Risskov, Ellevang og Skelager, men også på Psykiatrisk Hospital. Det første kirkerum, 
 
der er udgået fra Vejlby, er faktisk dette, som blev indviet helt tilbage i 1858. Da Risskov blev 
 
selvstændigt sogn, fik dette nye sogn så tilordnet Asylets gamle kirkerum. Desværre er dets dage 
 
talte, men vi har det endnu nogle år. Måske dette rum også burde have stafetten en gang, mens tid 
 
er. I hvert tilfælde har vi for tiden hele fem folkekirkelige kirkerum i det gamle Vejlby Sogns regi, 
 
og det er fem kirkerum, som er bemærkelsesværdigt forskellige. Risskov har et kirkerum, som 
 
endeligt slap af med villapræget, de mørke paneler blev fjernet, og rummet totalt renoveret i 
 
moderne stil. Det karakteristiske ved Risskov er, at det er så moderne, så nyrenoveret. Faktisk er 
 
kirkerummet i Risskov vores nyeste, og det har en meget fin atmosfære. Men den klassiske villa 
 
giver alligevel en ramme som gør, at Risskov Kirke netop ikke er modernistisk. Vores 
 
modernistiske kirkerum er derimod Ellevang Kirkes. Arkitekterne Friis og Moltke fik at vide, at de i 
 
grunden bare skulle bygge to mure, to fede mure. Resten er stort set tag. At taget ikke skal være 
 
vandret kan tages som udtryk for en særlig grad af modernisme – men også som arven fra, at et 
 
kirkeloft har hvælv, at der skal flader til for at reflektere lyden, at kirkerummet er favnet oppefra. 
 
Skelager Kirke har samme arkitekter, men en generations tid var gået, så de fik stillet en helt 
 
anden opgave. I den postmoderne tidsånd skulle de skabe et kirkerum i arkaisering, i mindelse om 
 
de gamle stenkirker, men det skulle netop ikke være i eklektisk. Her er Frederiks Kirke i Højbjerg 
 
ellers et godt eksempel, det skal ligne en gammel kirke, men er i mursten og er hverken fugl eller 
 
fisk. Friis og Moltke valgte så denne gang et rum med buer, sågar apsis, men kirken er bygget helt 
 
asymmetrisk, – så den står som et klart nutidigt udtryk. Igen skulle taget være alt andet end vandret, 
 
og igen har dette akustisk betydning og minder om kirkehvælvet. Såvel kirkerummet i Risskov 
 
Kirke som kirkesalen på Psykiatrisk Hospital har vandret tag. Anderledes kan det ikke være, når et 
 
kirkerum placeres ind i en bygning, som ikke i sin helhed er tænkt som en kirke.
 
Men ingen, som kommer fra de fire andre kirkerum og sætter sig her, kan være i tvivl om, at 
 
det er Vejlby, som er moderen, det oprindelige, som er det kirkerum, den livmoder, der har født de 
 
andre. Hvælvet overtrumfer alle andre kirkerum, se hvor vi kan her i Vejlby, og de gamle 
 
kalkmalerier lader fortiden krybe ind under huden. Akustikken er god i de andre rum, men Vejlby 
 
kirke har så fin en akustik og er heller ikke større, end at vi ikke bruger mikrofoner. Vi er glade for 
 
vores kirkerum, skønt her hurtigt bliver rigeligt fuldt, når der er dåb. 
 
Vejlby Kirkes rum er som alle andre kirkerum Kirkens rum til sorg og glæde, og rummet er på 
 
en måde forskelligt alt efter, om det er begravelse eller bryllup, almindelig højmesse, langfredag 
 
eller påskemorgen osv. Og rummet er på en måde også forskelligt alene alt efter, hvor mange der nu 
 
er i kirken, det giver en helt forskellig akustik. Et kirkerums akustik er ikke bare noget, der sådan 
 
hører med til rummet. Akustikken er en del af rummet. I en vis forstand ER akustikken rummet. 
 
Alle kirkerum har forskellig akustik, og det vigtige er her altid at respektere den enkeltes kirkes 
 
akustik. Rummet er ikke bare det samme hele tiden. Og akustikken ændres alt efter, om der er 
 
propfyldt juleaften, eller om der er en begravelse med lille følge. 
 
Vores glæde over vores kirkerum her i Vejlby fik et løft, da vi her i foråret havde 
 
radiotransmission. På forhånd havde programmedarbejderne talt med manende alvorsord til 
 
personalet. De fik i den grad læst og påskrevet om, at de nu skulle forholde sig til mikrofoner og 
 
ikke menighed og i det hele taget gøre alting helt anderledes. Vi gjorde imidlertid som vi plejer. Nu 
 
kunne man vente, at teknikerne så ville være sure. Men ugen efter dukkede de op om eftermiddagen 
 
i Ellevang kirke til optagelse af en gudstjeneste, så man havde noget at sende, hvis en transmission 
 
skulle mislykkes en gang. Teknikernes lovprisning af Vejlby kirke ville ingen ende tage. Her kunne 
 
Tale til Kirkestafet 2014 
 
de for en gangs skyld få lov til at bygge lyde op fra grunden, ingen forvrængende højtalere og 
 
lydforskydninger havde influeret, rummet havde været perfekt. Samme formiddag havde de været i 
 
Frue Kirke, og det havde været et mareridt af efterklange og elendige højtalere, som på kryds og 
 
tværs havde omtrent umuliggjort en ordentlig transmission. Eftermiddagens optagelse i Ellevang 
 
Kirke havde nu så været, som den nu kunne blive. 
 
Det kan ikke skjules, at rummet dog er rigelgigt snært. Og i grunden har vi knapt nok plads til 
 
vores nye, dejlige orgel. I 1700-talet havde vi orglet placeret oppe på et pulpitur, og vi har stadig de 
 
gamle pulpitur-piller på loftet. De er så tunge, at de ikke kom til ”Den gamle By”, som ellers nu har 
 
stuvet vores gamle kirkeinventar bort i magasiner, så vi ikke kan se det længere. Men pulpituret 
 
blev opgivet igen – kirkerummet blev for mørkt. Så organisten sidder helt nede ved menigheden nu, 
 
ofte endda så at sige midt i menigheden. Det er godt, hvis menigheden er rolig, men dåbsgæsterne 
 
opfatter af og til de bageste rækker som galleriet, hvor man er på god afstand af der, hvor det sker – 
 
og så opfatter de det, der sker, alene som det, der sker oppe ved altret. Det gør det til en hel særlig 
 
udfordring at være organist i Vejlby Kirke. I Risskov har vi det særlige pulpitur, hvor organist og 
 
kor er helt uforstyrret af konfirmanderne. Vi har så ikke så mange konfirmander i hold til at 
 
forstyrre os i her i Vejlby. Det er dog altid noget. I Ellevang og Skelager står orglet, så organisten 
 
og kirkesanger har en vis kontakt med menigheden uden at have den kravlende rundt om benene. I 
 
Skelager er orglet så hævet op over menighedens plan. Det skal nok ses som led i arkaiseringen – 
 
det skal være lidt gammeldagsagtigt, at orglet er hævet som vi kender det fra pulpituret, men det 
 
skal nu alligevel være i øjenvidde henne ved menigheden.
 
Men det er ikke kun sådan, at placeringen af vores orgel er en udfordring for organisten – det 
 
minder os alle om, at orglet ikke spiller for menigheden, men med menigheden. 
 
Når man kommer fra de andre kirkerum i vores stafet, vil vi alle føle, at stafetten er kommet 
 
hjem, hjem tid moderen her, hvor vi ikke bruger mikrofoner, men lever og ånder i det oprindelige 
 
kirkerum. Imidlertid – så let er det ikke. For der er et aber dabei, der er en anstødssten – og den 
 
hedder 1492. I de første flere hundrede år var der slet ikke slået hvælv i denne kirke. Det ER slet 
 
ikke det oprindelige kirkerum! Det var først i 1492, at der blev ”slået hvælv”, som vi siger – det 
 
betyder altså, at man opmurede hvælvinger i stedet for det flade træloft. Se, nu kunne det være 
 
ligegyldigt, hvis ikke det var fordi det faktisk er muligt at opleve middelalderlige kirkerum, hvor 
 
der ikke er slået hvælv. Hvert år er jeg selv således en måned på Bornholm, og sidder i 
 
middelalderkirker, hvor der ikke er slået hvælv. Hverken i Peders Kirke på sydlandet eller i Å kirke, 
 
som begribeligvis ligger i Åkirkeby, Å kirke er ellers en betydelig stor kirke. Så hvert år i ud på 
 
august måned støder jeg panden lige ind i året 1492, når jeg kommer hjem til Vejlby. For mig er det 
 
ikke bare et år for mange, mange år siden, hvor der blev slået hvælv. Årstallet har realitet – der var 
 
et kirkerum før. Så kunne man spørge, hvordan er det at sidde i et rigtigt gammelt rum uden 
 
hvælvinger? Er det ikke en oplevelse, en erfaring af et rigtigt arkaisk gammelt kirkerum fra helt helt 
 
gamle dage? Svaret er, at det er det faktisk slet ikke! Et gammelt kirkerum uden hvælvinger opleves 
 
som et tidløst rum, hverken nyt eller gammelt Godt nok står der alter og døbefond fra gammel tid 
 
og prædikestol fra reformationen, men de virker bare som gammelt kirkeinventar i et neutralt rum. 
 
Man har slet ikke en oplevelse af oprindelighed, men man har en erfaring af tidløshed, når man 
 
sidder i et middelalderligt kirkerum, hvor der ikke er slået hvælv. Det svarer ganske til at sidde i 
 
Risskov kirkes rum – selv om alt er moderne, er rummet tidløst under det flade tag. Akustikken er 
 
nogenlunde den samme, ret neutral – slet ikke, som vi kender det fra de hvælvede kirkerum. I 
 
Peders Kirke er der orgel på pulpitur men i Å Kirke er orglet allerede for mange år siden placeret i 
 
siden som vi her kender det fra Ellevang kirke. Og nu vil de tilmed erstatte de gamle kirkebænke i 
 
Å Kirke med stole. Det vil forstærke det tidløse indtryk af kirkerummet. Når man kommer fra de 
 
ældgamle flade kirkelofter til hvælvingerne i Vejlby, opleves hvælvingerne så på en anden måde. 
 
De er stadigvæk gamle, javist, men ikke sådan oprindelige. De er udtryk for en bestemt tid, ligesom 
  
det flade kirkeloft i Risskov og de skæve kirkelofter i Ellevang og Skelager. Hermed mener jeg 
 
ikke, at vi skal være mindre glade for vores kirkerum i Vejlby. Men det er indskrevet i en historie, 
 
hvor hver generation har givet rummet videre til næste generation – ligesom kirken i det hele taget 
 
er givet videre til forvaring fra generation til generation.
 
Vi kan således ikke kalde dette kirkerum, vi er i, for ”det oprindelige”. Alligevel vil vi her i 
 
Vejlby opfatte det således, at kirkestafetten trods alt er kommen hjem.
 
Her, hvor kirkestafetten så ender i Vejlby, minder det os om, at Kirken på en måde selv er en 
 
stafet. En stafet, som er overdraget os tilbage fra apostlenes tid, en stafet, hvor ordet er blevet 
 
forkyndt, hvor gamle præster er trådt fra og har overladt forkyndelsens stafet til unge præster, hvor 
 
der er sunget, og liturgi er kommet til og er blevet overdraget senere generationer, så stafetten også 
 
her går videre. Hvor bygningerne bygges med udgangspunkt i tidligere kirker, hvor stafetten gik fra 
 
Vejlby og til kirkerummet i på Psykiatrisk Hospital, til Risskov, Ellevang og Skelager – og stafetten 
 
går også videre, når den gamle kirkebygning i Vejlby skal have nye tagsten, så vi kan give stafetten 
 
videre til kommende menighedsråd.
 
Ja, Kirken er i det hele taget en stafet med en lygte, som vi hele tiden har med og lader gå 
 
videre. Denne lygte er Kristus. Det lys der tændes igen og igen. Første gang slukkedes det den 
 
første langfredag og tændtes igen påskemorgen – lysene tændes påskemorgen, ja alterlysene tændes 
 
hver søndag, så stafetten går videre fra uge til uge og lyser ind over mørke, synd, depression, død, 
 
så lygten lyser op som fortsat livsfornyelse. Men også ved andre gudstjenester tændes lyset ind over 
 
mørket – ikke mindst da i kirkesalen på Psykiatrisk Hospital.
 
Dette kirkerum her i Vejlby kan så ikke kaldes oprindeligt, men det udtrykker, hvordan 
 
stafetten i mange, mange, mange år er blevet givet videre fra generation ti generation. Der er mange 
 
årstal her i kirkerummet, årstal som viser overdragelsen fra generation til generation af stafetten. 
 
Men rummet skal ikke bare være historie, vi har salmer fra alle årene. Rummet har altid været et 
 
rum med forkyndelsen med lovprisning, med salmer. Vi vil holde kirkerummet levende ved at 
 
synge salmer fra de forskellig år Men her vil jeg så lade stafetten gå videre til Sognepræst Lena 
 
Kjems og vores organist, Claus Borch.