Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag 7. april 2019 ved indsættelse i embedet i Vejlby Kirke

 


”Det er ikke sådan, jeg havde tænkt mig. Min struktur og mit koncept bliver ikke, som jeg havde tænkt mig”. – Sådan sagde en både dygtig og velforberedt kvindelig radiojournalist, da hun for nogle uger var på besøg hos skuespillerinden Ghita Nørby. Med sig havde journalisten en stor mikrofon og en kurv med både ost og pølse. Meningen var, at hun skulle interviewe Ghita Nørby i 7 timer uden pause. Journalisten bar hovedtelefoner, og imellem hende og Ghita Nørby blev en pelsbeklædt mikrofon anbragt, så ethvert hjertevarmt og ærligt ord, der måtte udgå fra Ghitas mund, kunne indfanges i journalistens struktur og koncept. Radiojournalisten var exceptionelt godt forberedt, researchen var på plads, udstyret i orden, alt var parat til at indfange Ghitas liv. Emnerne var planlagt, skemaet lagt, og et tomt bånd begyndte sultent at snurre. Hele Danmarks Ghita skulle nu portrætteres og indrammes i et koncept. Men nogen gange går alting ikke som planlagt. – ”Det er ikke sådan, jeg havde tænkt mig. Min struktur og mit koncept bliver ikke, som jeg havde tænkt mig”, siger den rådvilde men beherskede radiojournalist, da Ghita Nørby aldeles ubehersket og bramfrit skælder hende ud. Skuespillerinden bringer bogstavelig talt radiojournalisten fra koncepterne og kalder udstyret, spørgsmålene ja hele konceptet for livløst og dødt. ”Du aner ikke, hvor livet er. Du har ikke fattet det. Du er optaget af strukturer, planer og spørgsmål”, vrisser Ghita, som vil tale med et menneske og ikke en kunstig mikrofon. Og i løbet af interviewet tager blodrusen til; Ghita er ond i sulet, og den anæmiske journalist holder ud.

”Det er ikke sådan, jeg havde tænkt mig. Min struktur og mit koncept bliver ikke, som jeg havde tænkt mig”. Omtrent sådan har den unge Maria måske svaret, da en engel aldeles uventet bryder ind til hende. Maria bliver taget på sengen, som var det en grænseoverskridende adonis, der pludselig vælter ind på hendes sovekammer. Enhver privatsfære bliver overtrådt, og enhver intimsfære går fløjten, da denne uventede gæst, en engel, begynder en obstetrisk samtale om graviditet og fødsel. ”Hvordan skal det gå til?”, svarer hun lidt enfoldigt men også ærligt. Ja, hvordan skal det gå til, når koncepterne knækker og strukturen skrider? Den unge Maria har givetvis som enhver anden teenagepige siddet på sit værelse og gjort sig mange tanker og forestillinger om fremtiden, men så kommer der pludselig en engel i vejen, der som en hjemmerøver tager både hendes dyd og hendes struktur for det liv, hun havde tænkt sig.

Det evangelium, vi lige har hørt, er ikke ufarligt. Vi er vidner til et privat møde, hvortil Maria nok ikke har givet samtykke på forhånd. Og i en tid, hvor selv information om glutenallergi er underlagt en persondataforordning, er det ikke givet, at englen har fået lov, endsige at vi har fået lov til at være med. Men nu er vi med, og i dagens evangelium er råbåndet offentliggjort, og både Maria og englen går fra koncepterne. Englen bryder konceptet om biologisk forplantning, og Maria må forfærdet bryde sit koncept med alle de håbefulde teenagerdrømme, som hører sig til i den alder. Nu er hun kommet i ulykkelige omstændigheder. Et grænseoverskridende møde, som efter vore koncepter berettiger en me too-historie. Men Maria er en stille pige, som grunder over tingene. Og det på alle måder skæbnesvangre møde slutter med Marias eftertænksomme svar: ”Lad det ske mig efter dit ord”. Og sådan skete det, og det, der kunne ligne en banal voldtægt, viser sig at være noget mere. Konceptet holder ikke.

Dagens evangelium er ikke en vidneforklaring. Dagens evangelium er ikke en oprulning af forne tiders lemfældige laden-stå-til, mens respektable folk som f.eks. Gabriel har overtrådt grænser. Dagens evangelium er faktisk et samtykke, for i evangeliet bliver Marias ja til Gud, til englen som bringer godt budskab, dét ja bliver sammenfaldende med Guds ja til hende, som menneske. Som et menneske, der er udvalgt til at føde et ekstraordinært liv. Og så sker der noget. Så sker der noget med os og med Maria. ”Lad det ske”, som Maria afmægtigt men også håbefuldt siger. Koncepterne falder, en ungpigeplan går i vasken, og livet går svanger med et håb. Et håb som rækker længere end nogen tænkelig masterplan; et håb som også berører os, når vi går fra koncepterne, fra tid til anden. Og et håb som nu også i dåben er blevet givet til lille Solvej. Håbet er måske ikke så tydeligt som sundhedsplejerskens vækstskema, men det er der, underneden. Som et ja fra Gud. Dét ja har Solvejs forældre gentaget, spejlet i døbefondens vand, og under dét ja gemmer sig Marias forbilledlige ja. Det betyder, at vi skal se godt efter, kigge dybt ned i dåbsfadet, og det betyder også, at vi ikke er alene om at sige et spagt ja. Nej, faktisk er det ja, som altid lyder ved dåben, også et ekko af alle de forældre, som i tidernes løb har båret deres børn til dåben, og tillige et ekko af det ja, som lød i tidernes morgen.

Fiat, sagde Gud. Og nej, det er ikke en italiensk bil, omend den prisbevidste Pave Frans vistnok har hang til netop dét bilmærke, men det er latinsk og betyder ”lad det ske”. Det sagde Gud, og så blev der lys, og det sagde Maria, da hun blev overrumplet af en engel, og det siger vi, fordi Jesus også siger det. I det fadervor, som blev Solvejs første, siger vi ”ske din vilje”. Mere behøver vi faktisk ikke at sige. Fiat. Eller fiat voluntas tuas, hvis vi vil være lidt ekstra fromme. Og netop dét ord var, hvad radiojournalisten undlod at sige. Og hvad vi allesammen ofte glemmer at sige, når livet buldrer frem som en livskraftig Ghita Nørby. Der er ikke noget i vejen hverken med Ghita eller livet. Hun er ikke dement, som nogen radiolyttere bestyrtet har undskyldt hende med, ligesom livet heller ikke lader sig konceptualisere. Det kan da godt være, at Ghita var både perfid og ubehøvlet, og det kan da helt sikkert være, at livet ofte er uretfærdigt og ubarmhjertigt. Men det, der grundlæggende er noget galt med, er vores struktur og koncepter, ”thi intet er umuligt for Gud”. Hverken at en engel kommer på visit, eller at Guds søn lyslevende kommer til verden. Når vores indsnævrede planer begrænser livet og dæmmer op for Helligånden, så bliver der ikke megen plads til, at nye børn kan komme til verden. Det gælder et barn som Solvej, og det gælder også Gudsbarnet. Alternativet er, som Ghita sagde til den stakkels journalist – som lige så godt kunne have været dig og mig, indsnævret i et travlt ugeskema – alternativet er livløst og dødt. Men en jomfru føder liv, og i en grav opstår liv. Det er kristendommens umulige budskab.

”Jeg kan ikke; jeg giver op”, sagde Ghita, inden mikrofonen blev afbrudt allersidst i programmet. Noget lignende siger Jesus på korset, men dét er ikke de sidste ord i kristendommen, for ud af graven opstår liv. Ud af et firkantet koncept træder et lyslevende håb. Et håb som aldrig må overskygges af båtnakket biologi og stivsindede skemaer. Et håb som skal give plads til livet i al dets vælde. Det håb skal overskygge livet, kun sådan at livet kan leves i tro, håb og kærlighed. Og kun sådan, at vi engang med venner i lys kan tale. Indtil da er vores ord, først som sidst, et fyndigt fiat.

Niels Sander Pedersen