Mariæ Bebudelses dag 29. marts 2020

En sang om frihed

Og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.

Landet er lukket ned, og friheden er sat på hold. Voldsomme lovindgreb har bragt landet i en undtagelsestilstand, både økonomisk og åndeligt. Erhvervslivets pengestrømme svinder ind, alt imens statskassen åbner for sluser til depoter, vi dårligt anede fandtes. Landet er i krise; en stærk stat har taget affære; natvægteren er trukket i kampuniform, og folket retter ind. Vi bøjer os under statens jernnæve, hvis ikke af autoritetstro så under indtryk af de italienske skræktilstande. Forsamlings­friheden og retten til fri bevægelighed lyder i denne tid som studentikose abstraktioner taget fra et verdensfjernt teorilokale. For coronaen har taget pusten fra os. Næsten da.

”Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har” (HSB 168). Sådan skrev Benny Holst i 1976 i anledning af sin bedstemors 75-års fødselsdag. Hun fortjente en sang, den gamle Julie med det smukke sprog. Måske har Benny Holst som barn siddet på sin bedstemors skød og lyttet til både salmevers og skillingsviser. Sange avler sange. Når først man får begyndt på skålsangen for morlille, ja så er det svært at få stoppet. Den ene tager den anden, for så yndig ser hun ud. Fødselaren.

I denne tid er alle fødselsdagsfester aflyst, tillige med påskefro­kosterne. Da statsministeren forleden udstak nye moderlige dessiner, røg påsken, og lammestegen kunne blive i fryseren. Mere upåagtet røg kirkens højtid sig også en tur, og Kristus kunne blive i graven. Men ligesom vi synger for vore venner og dem, som vi kender, så synger vi netop i dag også med Maria. Den stakkels teenagepige, som i hine tider kom i så (u)lykkelige omstændigheder. Vi synger for at vække, hvis ikke guldbrude­parret med morgensang, så da Kristus med lovsang. Vi synger for at vække sjæl og legeme. Vi synger med Maria. Og med Phillip Faber.

For mens vi hver især holder skansen derhjemme og vejret i supermarkedet, så sender fjernsynets program 1 hver dag morgensang. Pigekorets Phillip Faber har for en stund udvidet sit kor til at omfatte alle danskere. I fællessang gælder ingen deltagerbegrænsning, der er altid plads til flere stemmer, og således kan vi hver især sidde foran fjernsynet med nusset pyjamas og uglet morgenhår, mens vi synger med på både Se, nu stiger solen og Papirsklip. Fællessangen trives i krisetid, sådan har det altid været.

Man siger, at fællessangen blev født efter et af Grundtvigs Mands Minde-foredrag. Den 17. oktober 1838 var Grundtvig nået til Englandskrigene, og efter en højstemt afrunding med lovord til Peter Willemoes’ heltedåd- og død blev der helt stille i salen. Pludselig, som et korsvar af en anden verden, brød tilhørerne ud i sang Kommer hid, I piger små (HSB 486). Det var Grundtvigs egen sang om søhelten, og den pludselige fællessang bevægede den halvgamle mand. I avisen blev det omtalt som en takkehymne.

I øjeblikket synger vi ikke just takkehymner, men vi synger alligevel. Måske for at vejre morgenluft, eller måske blot fordi, vi ikke kan lade være. Gårdmusikanter er sågar begyndt at turnere, og forleden havde jeg fornøjelsen af Himmelhunden midt i min boligkarré. Det er som om, sangen overkommer afstanden, henover det ingenmandsland af grønne parker og indbydende torve, som vi dårligt må betræde. Besættelsestiden minder på sin vis om tiden nu. Foråret forsømmes i de fjendske zoner. Besættelsestiden varede længere end et forår, men den var ikke få måneder gammel, førend sangen begyndte. Den såkaldte alsang samlede i tusindvis danskere til national og åndelig mobilisering. Den første gang samledes 1500 mennesker til fællessang, og i september 1940 kulminerede alsangen med 700.000 danskere, som i fællesskab afsang de sange, som nu engang skal synges. Selv i krisetid, ja især i krisetid.

Phillip Fabers morgensang er at sammenligne med alsangen fra 1940. Dengang vidste man ikke, hvornår Danmark igen ville være frit, men man sang alligevel. Man tog forskud på glæden, hvilket jo egentlig er overmodigt. Man risikerer bare at blive skuffet. I den forstand er enhver morgensang, enhver lykkelig morgenstund, en overmodig foregribelse af dagen. Man ved jo dog ikke, siddende der på sengekanten med søvn i øjnene, hvorvidt dagen nu også arter sig. Men overmodigt håber man. Man har vel lov at håbe. Tag nu Abraham f.eks., med håb imod håb troede han, at han skulle blive en mægtig stamfar. Det blev han minsandten også. Og tag så Maria, den stakkels unge pige er da om nogen kommet ud i en livskrise, gravid uden for ægteskab, men alligevel synger hun. Højt og lydeligt om den Gud, som har gjort så mægtige ting. Nu også for hende. Og snart også for os. Påsken nærmer sig. Det er dobbelttydigt.

For Maria venter mange kvaler. Et sværd skal gennemtrænge hendes sjæl, forudskikker Simeon i templet, og forinden skal hun græde ved Jesu kors. Intet ved hun, men hun fornemmer sikkert nok, at noget er i gære. En så ung pige kan enten tænke, at det værste er, at alting kan ske – eller: at det bedste er, at alting kan ske. Budskabet fra Gabriel var vel nok gådefuldt men ikke glædesløst. I denne stund, i besøg på Elisabeths kammer, vælger Maria, overmodigt, at det bedste kan ske. Og det sker. Det ved hun bare ikke endnu. I denne ustadige vaklen, mellem det, der er sket, og det, der vil ske, lever vi også. Med englebud i bagagen kaster Maria sig ud i livet. Hun giver sig hen, fremfor at sygne hen. Hun tager glæden på forskud, og lader dén overskygge alt andet.

Vi har også noget i bagagen. Det være sig både godt og skidt. Sorgfulde tildragelser kan mørkne enhver fremtidshorisont; så er bagagen tung og traumerne til at mærke. Men i bagagen har vi også en dåb. Den holder; ikke som en mytisk hændelse, der samler støv i erindringen, men som en overskyggende kraft, der rækker ind i usikre tider. Når vi griber efter dåben, dernede i baggagen, kan vi foregribe glæden. For vi har den allerede. Med håb imod håb lever og dør vi. Det er overmodig kristendom, ja måske endda overstadig kristendom, så syng det med Maria ud. Og med resten af Danmark.

Danmark synger i krisetider som denne. Overmodigt og til tider overstadigt. Sangene bor i os, og de kan ikke bures inde. Måske synger vi ikke Mariahymner, men vi synger. På munkevis, fra altaner og haver, synger vi graven op og glæden ud. For den skal ud. Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har, men det har vi. Sange om frihed. Om Maria, ’der lukker vinduet op, og springer ud af de gamle rammer’, for nu at sige det med Bifrost, eller med Grundtvig: ”friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang”. Kirkerne er lukkede, og ånden er ude. Som en foregribelse af både påske og pinse lader vi alsangen bryde ud, på jorden og i himlen, på altanerne og i haverne, i kor med alle engle i en herligheds morgensang. Må dét korsvar lyde helt ind i de tomme kirkerum og ensomme stuer. God søndag!

Niels Sander Pedersen

 

Midt i en coronatid
- om ensomhed og fællesskab, løgn og sandhed

 

Trettende marts. Det er tåget. Sådan lyder de efterhånden ikoniske åbningsord til Martin A. Hansens Løgneren. I dag er det ikke tåget, men alligevel vandrer bittesmå dråber rundt imellem os. Coronavirus spreder sig, og vi bliver inden døre. Af frygt for sygdom og med omtanke for hinanden. ”Vi skal stå sammen ved at stå spredt”, udtalte statsministeren forleden, og vi forstår meningen. Hastelovgivning er gennemført, endda med solnedgangsklausuler, for tiden er knap, virussen spreder sig som det skumringsmørke, hvorfra vi ensomt råber ”Vær os nær”. Men nærheden er sat i bero, fysisk kontakt skal begrænses og vi skal udvise samfundssind. Og troligt vente på foråret.

I Løgneren møder vi Johannes Vig på sit lønkammer. Han er degn. Der er ikke megen samfundssind at spore hos ham. Han bor på en ø, i refleksionens selvvalgte karantæne, hvor enhver umiddelbarhed holdes nede. Johannes venter på forår og på sneppejagt. Han hader uro og ulejlighed, men har alligevel nok at gøre med at smede rænker og tænke sig ud af livet. Annemari leverer madkurven. ”Ja, her sidder jeg og prøver at spinde dem ind i fine tråde”, noterer Johannes fra skolestuen. Dér sidder han og kan ikke andet. Som en edderkop drager han livet til sig; i et tankespind hamstrer han livets fornødenheder og åndens frugter. ”Det skal være en god dag, en fin dag”, siger han til sig selv, og den mistanke vækkes, om dagen nu også bringer godt med sig for andre end Johannes selv.

”Beskyt dig selv og andre”. Sådan lyder sundhedsmyndighedernes råd i øjeblikket. Johannes Vig, hvis navn man som bekendt ikke skal sige for hurtigt, beskytter sig selv. Han bor alene, i ly af store graner. Maden bliver leveret, og omkring ham går statisters livfulde dans, der til sidst skal afsløres som en dødedans omkring en gylden løgn. Til sidst skal selv læseren ønske – som de ugudelige israelitter – at blive slettet af den bog, degnen fører. Man skal ikke tro på alt, hvad der står i dén bog.

I aviserne skrives der meget om coronavirus. Overskrifter puster til ilden, og statsministeren maner til besindighed – og samfundssind: vi skal stå sammen ved at stå spredt. Skoler lukker, biblioteker lukker og kirker lukker. Nymodens kommunikationsteknologi viser sig anvendelig men utilstrækkelig, for vi savner den fysiske kontakt. Når en udstrakt hånd mødes af en albue, og når åbne arme får den kolde skulder, da råber vi ”Vær os nær”.

Vi kan ikke holde ensomheden ud, fordi vi ikke kan leve på den. Vi kan ikke leve på løgnen. Så går vi i kirke, hvis vi ellers kan. Degnen Johannes skal også prædike på søndag. Hjulpet på vej med en tår over tørsten skal han prædike over første tekstrækkes evangelium: ”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile”. Det lyder som en fæl virus, der søger husly. Det er det måske også. Dengang antog man sygdomme for at være et udslag af dæmonbesættelser. De måtte drives ud ved bøn. I dag har vi vacciner og medicin, men mod coronavirus forslår den slags som en skrædder i helvede. ”Gå ind i dit lønkammer, og luk din dør, og bed til din far, som er i det skjulte”, lyder Jesu formaning, der næsten kunne tillægges sundhedsstyrelsen. Så det gør vi så, og lukker døren efter os. Men ensomhed er et tungt åg, især når det bæres alene.

Det siges, at salmedigteren og valgmenighedspræsten Jakob Knudsen higede efter fysisk nærhed. På de kanter, hvor Randers Fjord skærer sig igennem fed landbrugsjord, sad han en sen aften i hestevogn på vej hjem fra et foredrag. Selv trækdyrene, der dog var to om at bære deres åg, prustede ængsteligt gennem nattemørket, mens vognhjulene knagede ujævnt afsted. Jakob Knudsen var tungsindig, og hører man Carl Nielsens melodi er det som om, man stadig kan høre de tunge vognhjul trække sjælen gennem mørket. Især når den spilles for langsomt. ”Vær mig nær”, råber Knudsen, indtil han får øje på et vågelys, der brænder i vinduet til et lille husmandssted.

Det siges, at der var sygdom i det lille hus. Et menneske lå for døden og midt i mørket havde husets beboere tændt et vågelys. Der har sikkert været tale om en banal sygdom, som i dag kunne kureres med penicillin. Sygdomme er mystiske: Når de kommer ind på livet af os, lærer vi dem at kende og så er de ikke farlige længere: vaccinen er opfundet. Huset findes endnu, deroppe ved fjorden. Nye mennesker er flyttet ind, sygdommen er fejet bort, men ensomheden er der endnu. Især i disse dage tager ensomheden bolig, for den bryder sig ikke om at flakke hvileløst om. Den søger selskab.

Jakob Knudsen lod sig skille fra sin første hustru, fordi de ikke kunne be´ sammen. Der har forhåbentlig været flere grunde til skilsmissen. Undertiden kan ensomhed kile sig ned i et sammentømret ægteskab, så polerne vendes. Mand og kone, ryg mod ryg, og en ensomhed der svigefuldt hvisker dem begge i ørene. I anden tekstrækkes evangelium er der både løgn og sandhed. ”Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger?” spørger Jesus, og da så tilhørerne endelig prøver at skelne ret og vrang, havner de i en kryptisk formodning om, at Jesus må være en dæmonbesat samaritaner! Sandheden er unægtelig ilde hørt, især når vi skal overbevise hinanden. Men i evangeliet er der en løgn at vanære og en sandhed at ære. Opgaven for de tungnemme tilhørere og alle os andre er at ære sandheden (ikke nødvendigvis forstå den). For sandhed kan kun æres i fællesskab, hvorimod løgne udgydes fra fordækte rum, der ikke tåler dagens lys. Løgne kan måske nok trække en hale af eftersnakkere, men løgne kan ikke æres i fællesskab, al den stund løgne muterer som vira i en petriskål. Med fælles fodslag kan vi for en stund marchere ud af en løgnagtig gebet, men en dag går det galt. Og løgnen, den selskabelige fætter, strejfer da videre efter en ny og ensom bolig.

”Vi skal stå sammen ved at stå spredt”. Det giver sygdommen trange kår, men sandheden må holde for. For hvordan minder vi os selv om sandheden, når nu vi forbydes fællesskab? Hvordan ærer vi sammen sandheden hver for sig? For Johannes Vig lykkes det ikke; han (og vi andre med) hvirvles ind i et net af løgne, så man får lyst til at kaste en blækklat efter både djævel og degn. Karantæner er unaturlige, men ikke desto mindre har vi hørt både Løgneren, statsministeren, Jesus og Jakob Knudsen tale fra karantænerne. I et uskønt selskab har de alle sunget med på ensomhedens a capella. Løgneren slog sig på flasken, statsministeren foreslår ’provisorielove’, Jesus beder os om at lukke døren efter os og Jakob Knudsen tænder et vågelys. Og hvad gør så vi? Vi ærer sandheden i det fællesskab, som ikke kan divideres med smittetallet, endskønt det i øjeblikket ligner et monastisk celleliv. Vi er ensomme sammen, og derom er vi netop sammen. Sammen venter vi – på tågen, der letter, og på foråret, der kommer. Vi venter på, at isen bryder, så vi atter kan knytte kærlige bånd. Vi venter på dagen, der gryr.

Lad os alle bede: ”Vær os nær, du kære Gud, medens natten lider!”

Niels Sander Pedersen
Fredag d. 13. marts 2020


 

Prædiken til anden påskedag 21. april 2019

Som ny præst her i huset er det naturligvis en pligt at lade sig informere om husets beskaffenhed; det være sig alt fra kalkmalerier og inventar til mere specifikke væsentligheder som antallet af orgelpiber og messeklædernes tekstiltyper. Midt i dette virvar af faktuelle detaljer, som Nationalmuseets sirlige observatører har nedskrevet i en bog, faldt jeg dog over en påskeforkyndelse, som uforvarende er sluppet med, som et forputtet påskeæg deriblandt de kølige facts om taghældning, brolægning og kragbånd. Med en videnskabsmands lakoniske alvor stod der i Nationalmuseets bog om selve den østvendte kirkebygning: ”Orienteringen har en ubetydelig afvigelse mod syd”. Midt mellem de på decimaler præcise opmålinger og afvejninger stod nu dette lidt sjuskede ”en ubetydelig afvigelse – en ubetydelig afvigelse mod syd”.

Ganske vist kan vi teologer ofte sovse forkyndelsen ind i floromvundne klamamser, hvor det ene ord tager det andet, så vi snart får sagt, at vi alle er syndere, for kort efter at sige, at vi da også alle er retfærdige, endda på samme tid, men lige netop her i påsketiden handler det vel om en præcis kendsgerning: Graven var ikke bare lidt tom, nej den var helt tom. Og fordi den var det, venter vi nu med blikket rettet mod øst, for netop fra øst skal også vi genkende vor Frelser, og følgelig bør vi vel sidde bænket i en kirke, som er præcis øst-vest vendt? Vi kan vel ikke nøjes med et upræcist cirka? En ubetydelig afvigelse lyder som en ubetydelighed, men når vi for ikke mange dage siden har sunget et ”Sig: vi går til paradis”, så er det vel det bedste, om vi også når til dette paradis og ikke havner bare deromkring, sådan i omegnen af paradis. Bare sådan cirka. Eller hvad?

Prædikenen kunne nu fortsætte med præcise og skarpe hug, tale dunder imod enhver afvigelse fra de smalle stier og de bittesmå nåleøjer, men lad os nu alligevel prøve med et cirka. Lad os se, om det kan gå?

De to disciple er på vej til Emmaus, præcis 60 stadier fra Jerusalem, og konverterer man det længdemål til nutidsafstande, er det 11 km. En afstand som oplagt ville kunne tilbagelægges på cykel. I hvert fald har de god tid til at tale sammen om alt det skete. Om indtoget, om tilfangetagelsen, om korsfæstelsen og så da især om denne opstandelse. Og da den fremmede slår følgeskab med dem, må også han lægge øre til drøftelserne. Den fremmede foranstalter en debriefing. Det er kærkomment for de stakkels disciple. Når man har været ude for rystende oplevelser, har man behov for at tale om det. Ordene er sikkert snublet over hinanden i en hektisk vidneberetning, som ville give selv den mest ihærdige referent sved på panden. Disciplene har meget på hjerte, og den afslørende vending lyder: ”vi havde håbet”. De havde håbet, men nu er håbet borte. Et håb formuleret i datid er dog det mest trøstesløse. Som når vi siger: ”vi havde håbet, hun blev rask igen”; ”vi havde håbet, hun ville komme hjem”. Underforstået, håbet er brast. Det gælder også hos disciplene. Håbet er væk, og nu er kun en centripetal sorg, som søger at hitte redde i hele miseren: Når nu de hængte Jesus på et træ, som Peter udtrykte det før i Cornelius’ hus, så kan Jesus jo ikke længere være Israels forløser. Og jøderne har nu altså forløsning behov. Så ulykken er stor, og de to disciple på vej til Emmaus aner ikke deres levende råd; de tror naturligvis ikke, at forløsere hænger på træerne, og de tror da slet ikke, at de opstår. Så derfor må deres tanker holde sig til kendsgerningerne. Fordi en sorgs centripetale kræfter ofte vil koncentrere sig om i dette tilfælde en tom grav. Disciplenes katastrofe er så stor, at tankerne uvægerligt vil snævre sig ind; alting kan ikke gennemtænkes midt i en krise. Ligesom det er nemmere for enken til en nyligt afdød at tale om kisteblomster og salmevalg, end det er at tale om det tomrum, som den døde efterlader sig. Vi må altid starte i det konkrete. Og det konkrete er for disciplene, at graven er tom, og at nogen siger, han er i live. Derfra og så til at slutte, at han er opstået, sådan som profeterne forudsagde det, der er langt, og disciplene går med nedslåede miner i retning af Emmaus. Disciplene går ikke bare på må og få, de trisser ikke rundt i en gravhave og planter liljer ved afdødes grav. Det gør de ikke, fordi de er bragt ud af fatning. De er, som vi hørte i går, ude af sig selv, og når man er ude af sig selv, så er man udenfor, og derudefra søger sorgen ind ad. Ind i sig selv. Man går i sig selv. Man burer sig inde. Inde i det, man kunne kalde for sin egen sjæls Emmaus.

Og vist er det godt at have et Emmaus, et helle, hvor sjælen kan finde hvile, men sorgens isolerede mindestuer er ikke egnede til et liv i tid og evighed. Og det er vel basal sjælesorgskundskab, at enhver, som er lukket inde i sin egen sorg har brug for et menneske udefra. Et menneske som ikke bare siger: ”ring, hvis du har brug for det”, men i stedet spørger ind, ind i sorgens mørke, f.eks. med et nysgerrigt ”hvad da? – hvad er det, du går og tænker på?”. Alt dette er jo basal sjælesorgskundskab, hvorom jeg ikke skal udbrede mig. Også Grundtvig vidste, hvad den sørgende beder om, for i langfredagssalmen lyder det netop: ”Ræk mig hånd, når øjet brister”. Og det er netop, hvad denne fremmede gør, og idet han rækker efter brødet for så at bryde det, i samme nu falder sorgens slør, og disciplene indser, at rygterne om, at Jesus var blevet set i live, ikke var stærkt overdrevne, nej snarere det modsatte. For Jesus var ikke bare set i live, som om han aldrig havde været død, men Jesus var set som opstanden, fordi han netop havde været død. Den opstandne Kristus griber ind. Sorgens centripetale kræfter, som både søger mod et Emmaus, og som samtidig søger at præcisere og konkretisere alting til en tom grav. Alle disse døde, undertryggende kræfter, som kun skaber et undertryk, hvori kærligheden suges ned som forstilte erindringer i en indre mindestue, de kræfter brydes påskemorgen, da en fremmed griber ind. Påsken er et indgreb midt i solar plexus af sorgen, døden og mørket. Og ligesom disciplene kun ’næsten var fremme’ ved den landsby, som de beslutsomt var på vej til, førend de vendte om på hælen og gik tilbage til Jerusalem, tilbage til livet, således gælder det for enhver af os, at vi altid kun næsten er døde, førend vi også kan bryde op og bryde ud af sorgen og ind i livet igen. På en ledsaget udgang tilbage til livet. Uden denne nyorientering var vi alle dømt til at skulle gå den slagne vej, præcis mod død og undergang; livet ville være en lang langfredag, men med opstandelsen går der kuk i kompasset. Der afviges fra død og undergang. Den død som før var uafvendelig, stensikker, er ikke længere et præcist tryk på power off, den er ikke længere et uimodsagt faktum. Og på samme måde er livet ikke længere en præcis, snorlige vandring, men et åbent stykke liv, fuld af afvigelser. Kristus går ud af graven, vender om på hælen derinde i gravmørket, og på samme måde kan vi altid vende om. Hvis vi tør. Og i hvert fald ved vi, at livet altid kan vende tilbage til os, selv når alting ser så uvægerligt og uafvigeligt sort ud. Opstandelsen er ikke bare en ubetydelig afvigelse men en kæmpestor, betydningsfuld afvigelse fra alle de kræfter, som søger at præcisere, centralisere og konkretisere et liv, indrammet af fastlåste vilkår. Nej, opstandelsen tænker ud af dén boks, Kristus går ud af gravens boks, og det samme kan vi nu gøre. Med ham i hånden eller med et andet medmenneske i hånden. De betydelige afvigelser er begyndt, intet er længere stensikkert. Nu er vi ikke længere afskærmede henimod østvendte horisonter, nej både
øst og vest og syd og nord,
ild og vand og luft og jord
synger påskesalmer.

Niels Sander Pedersen

 

 

Prædiken til Mariæ bebudelses dag 7. april 2019 ved indsættelse i embedet ved Vejlby Kirke


”Det er ikke sådan, jeg havde tænkt mig. Min struktur og mit koncept bliver ikke, som jeg havde tænkt mig”. – Sådan sagde en både dygtig og velforberedt kvindelig radiojournalist, da hun for nogle uger var på besøg hos skuespillerinden Ghita Nørby. Med sig havde journalisten en stor mikrofon og en kurv med både ost og pølse. Meningen var, at hun skulle interviewe Ghita Nørby i 7 timer uden pause. Journalisten bar hovedtelefoner, og imellem hende og Ghita Nørby blev en pelsbeklædt mikrofon anbragt, så ethvert hjertevarmt og ærligt ord, der måtte udgå fra Ghitas mund, kunne indfanges i journalistens struktur og koncept. Radiojournalisten var exceptionelt godt forberedt, researchen var på plads, udstyret i orden, alt var parat til at indfange Ghitas liv. Emnerne var planlagt, skemaet lagt, og et tomt bånd begyndte sultent at snurre. Hele Danmarks Ghita skulle nu portrætteres og indrammes i et koncept. Men nogen gange går alting ikke som planlagt. – ”Det er ikke sådan, jeg havde tænkt mig. Min struktur og mit koncept bliver ikke, som jeg havde tænkt mig”, siger den rådvilde men beherskede radiojournalist, da Ghita Nørby aldeles ubehersket og bramfrit skælder hende ud. Skuespillerinden bringer bogstavelig talt radiojournalisten fra koncepterne og kalder udstyret, spørgsmålene ja hele konceptet for livløst og dødt. ”Du aner ikke, hvor livet er. Du har ikke fattet det. Du er optaget af strukturer, planer og spørgsmål”, vrisser Ghita, som vil tale med et menneske og ikke en kunstig mikrofon. Og i løbet af interviewet tager blodrusen til; Ghita er ond i sulet, og den anæmiske journalist holder ud.

”Det er ikke sådan, jeg havde tænkt mig. Min struktur og mit koncept bliver ikke, som jeg havde tænkt mig”. Omtrent sådan har den unge Maria måske svaret, da en engel aldeles uventet bryder ind til hende. Maria bliver taget på sengen, som var det en grænseoverskridende adonis, der pludselig vælter ind på hendes sovekammer. Enhver privatsfære bliver overtrådt, og enhver intimsfære går fløjten, da denne uventede gæst, en engel, begynder en obstetrisk samtale om graviditet og fødsel. ”Hvordan skal det gå til?”, svarer hun lidt enfoldigt men også ærligt. Ja, hvordan skal det gå til, når koncepterne knækker og strukturen skrider? Den unge Maria har givetvis som enhver anden teenagepige siddet på sit værelse og gjort sig mange tanker og forestillinger om fremtiden, men så kommer der pludselig en engel i vejen, der som en hjemmerøver tager både hendes dyd og hendes struktur for det liv, hun havde tænkt sig.

Det evangelium, vi lige har hørt, er ikke ufarligt. Vi er vidner til et privat møde, hvortil Maria nok ikke har givet samtykke på forhånd. Og i en tid, hvor selv information om glutenallergi er underlagt en persondataforordning, er det ikke givet, at englen har fået lov, endsige at vi har fået lov til at være med. Men nu er vi med, og i dagens evangelium er råbåndet offentliggjort, og både Maria og englen går fra koncepterne. Englen bryder konceptet om biologisk forplantning, og Maria må forfærdet bryde sit koncept med alle de håbefulde teenagerdrømme, som hører sig til i den alder. Nu er hun kommet i ulykkelige omstændigheder. Et grænseoverskridende møde, som efter vore koncepter berettiger en me too-historie. Men Maria er en stille pige, som grunder over tingene. Og det på alle måder skæbnesvangre møde slutter med Marias eftertænksomme svar: ”Lad det ske mig efter dit ord”. Og sådan skete det, og det, der kunne ligne en banal voldtægt, viser sig at være noget mere. Konceptet holder ikke.

Dagens evangelium er ikke en vidneforklaring. Dagens evangelium er ikke en oprulning af forne tiders lemfældige laden-stå-til, mens respektable folk som f.eks. Gabriel har overtrådt grænser. Dagens evangelium er faktisk et samtykke, for i evangeliet bliver Marias ja til Gud, til englen som bringer godt budskab, dét ja bliver sammenfaldende med Guds ja til hende, som menneske. Som et menneske, der er udvalgt til at føde et ekstraordinært liv. Og så sker der noget. Så sker der noget med os og med Maria. ”Lad det ske”, som Maria afmægtigt men også håbefuldt siger. Koncepterne falder, en ungpigeplan går i vasken, og livet går svanger med et håb. Et håb som rækker længere end nogen tænkelig masterplan; et håb som også berører os, når vi går fra koncepterne, fra tid til anden. Og et håb som nu også i dåben er blevet givet til lille Solvej. Håbet er måske ikke så tydeligt som sundhedsplejerskens vækstskema, men det er der, underneden. Som et ja fra Gud. Dét ja har Solvejs forældre gentaget, spejlet i døbefondens vand, og under dét ja gemmer sig Marias forbilledlige ja. Det betyder, at vi skal se godt efter, kigge dybt ned i dåbsfadet, og det betyder også, at vi ikke er alene om at sige et spagt ja. Nej, faktisk er det ja, som altid lyder ved dåben, også et ekko af alle de forældre, som i tidernes løb har båret deres børn til dåben, og tillige et ekko af det ja, som lød i tidernes morgen.

Fiat, sagde Gud. Og nej, det er ikke en italiensk bil, omend den prisbevidste Pave Frans vistnok har hang til netop dét bilmærke, men det er latinsk og betyder ”lad det ske”. Det sagde Gud, og så blev der lys, og det sagde Maria, da hun blev overrumplet af en engel, og det siger vi, fordi Jesus også siger det. I det fadervor, som blev Solvejs første, siger vi ”ske din vilje”. Mere behøver vi faktisk ikke at sige. Fiat. Eller fiat voluntas tuas, hvis vi vil være lidt ekstra fromme. Og netop dét ord var, hvad radiojournalisten undlod at sige. Og hvad vi allesammen ofte glemmer at sige, når livet buldrer frem som en livskraftig Ghita Nørby. Der er ikke noget i vejen hverken med Ghita eller livet. Hun er ikke dement, som nogen radiolyttere bestyrtet har undskyldt hende med, ligesom livet heller ikke lader sig konceptualisere. Det kan da godt være, at Ghita var både perfid og ubehøvlet, og det kan da helt sikkert være, at livet ofte er uretfærdigt og ubarmhjertigt. Men det, der grundlæggende er noget galt med, er vores struktur og koncepter, ”thi intet er umuligt for Gud”. Hverken at en engel kommer på visit, eller at Guds søn lyslevende kommer til verden. Når vores indsnævrede planer begrænser livet og dæmmer op for Helligånden, så bliver der ikke megen plads til, at nye børn kan komme til verden. Det gælder et barn som Solvej, og det gælder også Gudsbarnet. Alternativet er, som Ghita sagde til den stakkels journalist – som lige så godt kunne have været dig og mig, indsnævret i et travlt ugeskema – alternativet er livløst og dødt. Men en jomfru føder liv, og i en grav opstår liv. Det er kristendommens umulige budskab.

”Jeg kan ikke; jeg giver op”, sagde Ghita, inden mikrofonen blev afbrudt allersidst i programmet. Noget lignende siger Jesus på korset, men dét er ikke de sidste ord i kristendommen, for ud af graven opstår liv. Ud af et firkantet koncept træder et lyslevende håb. Et håb som aldrig må overskygges af båtnakket biologi og stivsindede skemaer. Et håb som skal give plads til livet i al dets vælde. Det håb skal overskygge livet, kun sådan at livet kan leves i tro, håb og kærlighed. Og kun sådan, at vi engang med venner i lys kan tale. Indtil da er vores ord, først som sidst, et fyndigt fiat.

Niels Sander Pedersen