Tidligere prædikener

 

4. søndag efter påske

Livet er ikke det værste, vi kan miste

Tekst: Joh. 8, 28-36 

”I vor gård holder en dreng en lille køter ”Sjarik” i kæde – den har stået lænket siden den var hvalp.” Sådan skriver den russiske forfatter Solsjenitsyn i en lille tekst, som bedst kan betegnes som en mellemting mellem en erindring og en aforisme. Han skrev den i slutningen af 60’erne, og dengang kunne en hund godt kaldes for en køter, selv om vi nok synes, det lyder grimt. Solsjenitsyn forstætter: ”Engang gik jeg ud til den med nogle hønseben, endnu varme og duftende; drengen havde netop sluppet det stakkels kræ løs, for at den kunne løbe lidt omkring i gården. Den løse sne lå i et tykt lag. Sjarik for omkring i store spring som en hare, snart på bagbenene, snart på forbenene, fra det ene hjørne af gården til det andet og tilbage igen, og hele snuden dækket af sne. Pjusket var den. Den kom løbende hen til mig, sprang rundt om mig, snusede til benene – og så afsted igen i sne til maven. ”Jeg har ikke brug for dine ben”, synes den at sige, ”bare giv mig friheden”. 

Nu er det svært at undersøge, om forfatteren har pyntet lidt på historien, men stærk er den i al sin enkle morale: Hvis man har været længe nok i fangenskab, så smager friheden bedre end selv de lækreste hønseben. Forfatteren vidste besked, om det han skrev. Han havde selv siddet fængslet i Gulag som straffefange i 10 år. Det er derfor en opbyggelig historie, synes jeg. Det er godt for mennesker at blive mindet om, at ”livet er mere maden og legemet mere end klæderne”. Men det er ikke altid, at det trænger ind. 

Vi har netop fejret 75-året for Danmarks befrielse. Det skulle nok have været på en anden baggrund. Nogen folkefest blev det aldrig, for hvordan kan man fejre friheden ”sammen – på afstand”? Det kan der kun komme en postuleret festligholdelse ud af. For sandheden er, at vi har fået en ny og ukendt fjende i landet. Den gør os bange og trygge. Frie er vi i hvert fald ikke i vores ”selvisolation” bag hver vores skærm. Friheden blev opløst i angsten for, om du uforvarende kan smitte mig - eller om jeg intetanende kan smitte dig. Det er derfor lykkedes os at skabe det perfekte miljø for neurotikere. Nu går alle rundt og tænker bekymret over, hvilke overflader man har berørt, hvem der kan være smittet, eller om man selv enten har været det eller er det. Vi er blevet bange for vores egen skygge. Det er den triste sandhed om vores samfund netop nu. Selv salmesang skal vi angiveligt passe på. Grundtvig ville vende sig i sin grav, hvis han hørte det. Ham der skrev: ”Og friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang”. 

På trods af det prøver vi at finde melodien. Vi sætter lys i vinduerne, for at mindes dengang, der var en rigtig fjende at stå op imod. Vi varmer os ved vidnesbyrdet om, at nogle af os for længe siden turde trodse myndighedernes anbefalinger og gøre det, der var uklogt og risikabelt, fordi det var dét, de troede på. Så unge var de, mange af dem der døde, og så afklarede og modne, som om de havde gennemlevet et helt menneskeliv på ganske få år. De reddede Danmarks ære ude i den store verden. Men i virkeligheden var det forsvindende få, som skulle nyde noget. De fleste ville helst bare overleve og komme videre. Måske var det dem, digterpræsten Kaj Munk tænkte på, da han skrev om ”Den evige forsigtighed” i digtsamlingen Sidste digte fra 1944. Her skriver han: 

De gamle, syge mænd blev ved med at lalle:
At bjerge liv og lemmer er det rigtige.
Selv ind i Døden hørte vi dem ralle:
”Aah, vær forsigtige! Aah, vær forsigtige”.  

Enhver, der prøved at få Fanen hejst ret
For Sandhed, Mod og Daad, ham bad de flytte sig.
De vented at få Ungdommen begejstret
for dette høje Maal: at hytte sig.

Den Kur, de selv standhaftig praktisered
mod alskens Sot med virkelig Oprigtighed.
Og derfor er omsider de kreperet.
Af hvad? Selvfølgelig just af Forsigtighed”.

Munk regnede det ikke for muligt, at friheden og forsigtigheden kunne bo under samme tag. På et tidpunkt måtte den ene eller den anden flytte ud. Om han har ret i det, ja det kan kun den enkelte afgøre sig for i det konkrete levede liv. Munks eget personlige valg blev skæbnesvangert. Selv om han var blevet advaret om at kritisere samarbejdspolitikken så åbenlyst, så nægtede han at holde sin kæft, og for det blev han hentet af fem Gestappo-folk den 4. januar, kørt til en plantage ved Silkebord og dræbt med tre skud. Han blev fundet næste morgen af en forbipasserende cyklist. Ved siden af liget lå en seddel, hvorpå der stod: ”Du svin har alligevel arbejdet for Tyskland”. Det blev skrevet for at få det til at se ud som om, Munk var blevet likvideret af modstandsbevægelsen. Den hoppede myndighederne dog ikke på. Tilbage bliver, at friheden altid kommer med en pris – og spørgsmålet er, om vi er villige til at betale den? 

Jesus taler også til os i dag om frihed. Ikke nødvendigvis en heroisk, kæmpende frihed, som i tilfældet Munk, hvor martyriet næsten lå uundgåeligt ved vejs ende, men dog alligevel et brud med den surrogat-frihed, vi kan skænke os selv. Evangeliet består af en dialog mellem Jesus og nogle af de jøder, der var kommet til tro på ham. Samtalen er meget længere, end det lille uddrag, der skal udlægges i dag, og derfor kan det være svært at fatte meningen, lige som hvis man kun hører en lille bid af en lang telefonsamtale mellem folk, man dårligt kender. Hvad er det store billede her?

Forud for samtalen er der sket en voldsom hændelse. En af den slags, der ville sidde i kroppen resten af dagen, ja måske resten af livet, hvis det var mig eller dig, der havde været til stede den dag. Jesus sad som så mange gange før på tempelpladsen for at undervise sine disciple. På et tidspunkt kommer en gruppe skriftkloge og nogle farisæere med en kvinde, som de har grebet i ægteskabsbrud. De spørger så Jesus, om han mener, de skal stene kvinden, for det er jo, hvad der står skrevet i den gamle moselov. Svarede Jesus nej, kunne de anklage ham for at modsige skriften og dermed bryde loven. Men Jesus siger ikke et ord. I stedet bøjer han sig ned og begynder at skrive i sandet med fingeren. Da de vedholdende plager ham om svar, siger han: ”Den er jer, der er uden synd, kan kaste den første sten”. Da de hørte det, gik de væk en efter en, de ældste først. Der var altså ingen, der kunne få sig selv til at tage kvindens liv. Ingen af dem var syndfri. Det er den historie, vi skal have i tankerne, når vi læser dagens evangelium, hvor Jesus jo siger: ”Hvis altså sønnen får gjort jer frie, skal I blive virkeligt frie”.

Der er en sammenhæng mellem den synd, som vi alle har i os, og den frihed, vi alle tørster efter. Den, som ved egen kraft forsøger at slippe af med synden, bliver aldrig rigtig fri. For synd er en afstand, vi ikke selv kan ophæve. Vi kan ikke vaske den af os, ved flittig håndvask og efterfølgende afspritning. Syndfri bliver man ikke af at overholde loven eller stræbe efter at blive årets helt eller dydsmønster. For synden går dybere end som så. Den er i os, fra vi bliver født til den dag, vi skal herfra. Dette gælder uanset, om du tror på det, eller ikke tror på det. Den er et eksistens-vilkår. Et tragisk vilkår, for som Paulus siger et sted: ”syndens løn er død” (Rom. 6, 23). Det vil sige, at vi og alle mennesker skal dø, fordi vi er syndere. En dag fjernes vi fra rorpinden og kaldes til regnskab for vort liv. Det kan virke uretfærdigt, men sådan er spillets regler. Vi skylder livet væk, for det var aldrig vores ejendom. Synden og døden tager hver dag noget af vores frihed fra os. Det var aldrig regeringen eller sundhedsmyndighederne. De var blot budbringere af et nyt evangelium: ”sammen – på afstand”. Som om afstanden i sig selv kunne gøre nogen virkelig forskel.

Men vi skal huske, at trællen bor ikke i huset for evigt. Det gør sønnen. Det betyder, at angsten for at miste livet, ikke har bestandighed i sig. Den er dømt til nederlag, fordi sønnen har forrang. Sønnen har stillet sig mellem dig og døden og givet dig livet, det evige liv, ikke engang om kort eller lang tid, når du skal dø, men lige nu, mens du læser disse ord. Det er derfor, sønnen gør os virkeligt frie. Han siger til dig: Livet er ikke det værste, du kan miste. Troen, håbet og kærligheden er det værste, du kan miste. For disse tre bærer evigheden i sig.

Da de onde mænd havde sluppet deres sten og forladt tempelpladsen, var Jesus alene tilbage med kvinden og sagde til hende: ”Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig? Hun svarede: ”Nej Herre, ingen”. ”Heller ikke jeg fordømmer dig, gå og synd fra nu af ikke mere”.

Sådan er et kristent menneskes frihed: det er en god samvittigheds pagt. Det er når min åbenlyse afstand til Gud og min næste er tilbagelagt. Det er, når hjertet endelig er forankret dér, hvor glæderne er ægte og vedvarende.

Når vi ikke vælger den frihed med glæde og af os selv, ligesom hunden Sjarik, der foretrak frihed frem for gode ben, skyldes det alene stolthed: Vi vil helst klare os uden Gud.   

Vi har ikke være i lænker længe nok.

Amen.

Kåre Egholm Pedersen


 

Bededag

Lena Kjems

* Salmisten skriver: Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen! Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre? Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig. Jeg håber på Herren, min sjæl håber; jeg venter på hans ord, min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen. Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse. Han udfrier Israel fra al dets skyld.

Salmernes Bog 130,1-8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

Matthæusevangeliet 7,7-14

Noget af det, man diskuterer for tiden, hvor man søger at afdække muligheder for igen at holde  gudstjeneste er, om det så i givet fald skal være uden salmesang. Ifølge et studie er smittespredningsfaren nemlig større ved sang, idet smitten angiveligt kan hænge i luften i op til fem minutter.

Men giver det overhovedet mening at tale om en evangelisk luthersk gudstjeneste, hvis ikke der er salmesang?

Ikke rigtigt.

Martin Luthers salme 496: ”Af dybsens nød, o Gud, til dig” er reformatorens omdigtning af dagens læsning fra det Gamle Testamente: Ps 130 (se ovenfor). Luthers salme går for at være den første evangeliske menighedssalme. Han efterlyste, med denne salme som forlæg, at andre i samtiden ville tage udfordringen op og lave omdigtninger af de øvrige Davidssalmer. Luther understregede i den forbindelse vigtigheden af, at ”hofagtige og fremmedord undgås, for at folk kan synge så enfoldigt og alment fattelige ord som muligt”.

På reformationstiden var denne Luthersalme fast indgangssalme ved hver gudstjeneste, det frie salmevalg (præstens) hører en senere tid til. Det giver god mening, at det er netop denne salme gudstjenesten indledes med, for dens forkyndelse flugter med den reformatoriske forståelse af frelsen, at den alene er Guds, og ikke skyldes menneskelig fortjeneste. Men det handler om meget mere fundamentalt end den rette lære her, for Luther handler det også om menighedens mulighed for at ”tale med i gudstjenesten”. I Luthers prædiken i forbindelse med indvielsen af slotskirken i Torgau i 1544 hedder det om gudstjenestens sted, at det er stedet, hvor: Vores Herre selv taler med os gennem sit hellige Ord, og vi svarer igen ved bøn og lovsang. Gudstjenesten er en samtale mellem Gud og mennesker, og menighedens svar er altid svar på tiltale. Guds tiltale i Ord og sakramenter. Uden menighed, ingen gudstjeneste.

”Enhver som beder, får, og den som søger, finder, og den som banker på, lukkes der op for”. Sådan lyder det i evangelieteksten til Bededag, og det er netop det, der kan ske i løbet af en salme, sådan som det sker for salmisten i Ps 130, som i begyndelsen af klagesalmen taler fra det dybe, men slutter i håb til Herren?

Tag nu fra en helt anden tid drengen Poul, der er ikke mange lyspunkter i hans liv, de gode dage står ikke i kø for at blive levet på det lille husmandssted langt ude på landet. Det er Jørgen Thorgaard, der fortæller om Poul i bogen En god dag. Pouls far er en udygtig husmand, han slår ikke til, så han slår om sig, og det går tit ud over Poul.

Men Poul nægter at bukke under for faren og for al den kummer familien lever i, så han samler på gode øjeblikke. Og der skal udefra betragtet ikke meget til, for at gøre dagen god for ham.

Som nu den lille pause hver morgen, hvor han har tippet møgbøren ud på møddingen og trækker vejret dybt ind. Det gør så godt som – ja, som at synge en morgensalme, er det end nok så meget i trods, som han siger det.

Og den salme Poul holder allermest af, er den med den mørke nat, som forgangen er. Salmen hvor hvert vers munder ud i samme bøn:

Gud give os lykke og gode råd

sin nådes lys os tilsende.

Der er næring i at synge sådan nogle ord, og sådan en føde giver nye kræfter, synes Paul.

At salmer kan give trøst og fornyet livsmod i betrængte situationer gælder stadig i dag.

Forfatteren Dy Plambeck fortæller om, hvordan hun som 12 årig meldte sig til det lokale kirkekor, selvom hendes forældre ikke havde nogen relation til det med kirke og kristendom, og i øvrigt i forhold til deres børn oftere bød dem på sten og slanger end brød og fisk. I årevis cyklede Dy hver søndag morgen tre km igennem skoven forbi gadekæret og op til kirken, som lå højt. ”Der var noget i kirkerummet, der trak mig mod det”, som hun siger, og fortsætter: ”det særlige ved rummet er, at alt er båret af salmesangen”.

Dy Plambeck selv i moden alder debuteret som salmedigter, og kan også digte om det, der kommer fra kilder udenfor os selv og giver mod til den modløse:

Hold håbet op, og hold det udstrakt foran mig.

Her er en fremtid, her er liv, han er på vej

Se, snefnug ligner noder i en symfoni

jeg ser på himlen over dét jeg lever i. (Kirkesangbogen nr. 885)

Salmer er både til indvortes brug og noget, der virker som kit på fællesskabet, både med Gud og mennesker. Som sin egen yndlingssalme nævner Plambeck Kingos Sorrig og glæde, DDS 46, fordi den rummer hele livets dualitet, og fordi der i den salme er plads til både at være langt nede og højt oppe, så sandt ”Sorrig og glæde de vandrer til hobe, lykke, ulykke, de ganger på rad”.

Men nu siges der i evangeliet til Bededag mere end at livets tilskikkelser kommer i par og at det går og ned. Det forkyndes at:

”Enhver som beder, får, og den som søger, finder, og den som banker på, lukkes der op for”.

Der er her ikke tale om en ligefrem meddelelse, men om et løfte fra Gud, som rummer opfyldelsen i sig. Luthers dåbsritual indledes med en ”banke på” bøn over dagens evangelium, netop fordi han ser dåbens ord som løfteord, ord der skaber hvad de nævner, for at sige det på grundtvigsk. Hvis man går til gudstjeneste i enten Elsted eller Lystrup kirke, vil man kun kunne opleve denne ”banke på” bøn som indledning til dåbsritualet, idet disse to kirker i mange år haft dispensation til at bruge bønnen.

Tidligt i kirkens historie er bøn knyttet sammen med dåben. Og sådan er det også, når det lille barn i dag er døbt, så får det som det første fadervor til personlig brug, og med det lov til at kalde Gud for far og Jesus for bror. Det får hjemme i den gudstjeneste og har dermed også en stående invitation til at sidde med ved Guds bord, alterbordet.

Til en gudstjeneste hører udover nadver så altså nok så meget salmer, gamle salmer og nye salmer. En af de nyere i salmebogen er faktisk en gendigtning af Luthers gendigtning af Ps 130. Her lyder det i v. 1 af salmen, (som er af Holger Lissner):

”Den mægtige finder vi ikke,

den mægtige Gud finder os,

der famler og fægter i mørket

og lukker os inde i trods.

Han hører de bange der beder,

han søger de blinde, der leder,

og tager os ind i sin favn

(DDS 414, v. 1)

”Og tager os ind i sin favn”. Med til selve dåbsritualet hører to salmer, der skal synges i forbindelse med dåbshandlingen, en før og en efter dåben. Ofte tager dåbsfolk det som en selvfølge, at man efter dåben synger i hvert fald et par vers af DDS 674 Sov sødt barnlille. Det hører sig til, som de siger.

Ja, det gør det, ligesom det hører sig til at synge salmer til en evangelisk luthersk gudstjeneste. Og det er slet ikke det samme at synge sammen hver for sig.

I aftes kom der så endelig nogle lettelser i restriktionerne, også i forhold til folkekirken. Det er meget glædeligt, om end det lige nu er svært at se, hvilke muligheder for gudstjeneste, det giver os. Her skal folkekirken først i sektorpartnerskab, lyder det, hvad i alverden det ord så end betyder. Indtil der kommer en afklaring fra oven må vi derfor nøjes med at folde vores hænder og bede til, at i hvert fald pinsedag, men sikkert også før, kan mødes og stemme i menighedens fulde kor med af Grundtvig mange salmehits: DDS 290 I al sin glans nu stråler solen.

På glædeligt gensyn!

------

Kilde til information omkring DDS 496: Jørgen Kjærgaards salmehåndbog.

 


Der er en vej, som verden ikke kender


Dagens evangelium handler om at finde vej. Ikke en fysisk vej, man korporligt kan bevæge sig hen ad eller finde i Kraks vejviser, men en åndelig vej. En vej, som ”ej er gjort med hænder”, som Grundtvig formulerede det i en salme, vi skulle have sunget sammen i dag, hvis ikke vi var blevet underlagt forbud mod at forsamles. Da salmen blev skrevet, virkede Grundtvig som præst i Vartov Kirke. Med lidt god vilje kan man næsten læse det ud af salmeteksten. Her betegnes den netop omtalte vej som en ”løngangssti”. Ved siden af Vartov i København finder man den dag i dag en gade ved navn Løngangsstræde. Mon ikke Grundtvig lod sig inspirere af det specielle gadenavn? Han boede der i hvert fald selv som ung digterspire i årene 1813-21, hvor han læste så mange bøger, at han kaldte perioden for sin ”bogormetid”. Løngangsstræde blev oprindeligt anlagt i 1607 som en skjult, overdækket passage fra Slotsholmen, hvorfra kongen diskret kunne slippe ud af byen i fredstid, men han kunne også bruge den som flugtvej i krigstid. Det er selvfølgelig ikke den specifikke gade, det handler om i salmen ”Der er ev vej, som verden ikke kender”. Men typisk for Grundtvigs digteriske virksomhed, fremmaner han billeder for den syngende menighed, billeder, som ligner noget fra vores kendte verden, men som ikke må identificeres med det konkrete lokalisérbare. Eller bedre: ”Løngangsstien” i salmen kan udmærket være Løngangsstræde ved Vartov i København, men den kunne lige så vel kan være en hvilken som helst anden vej, et menneske må færdes ad for at komme til ”livets land med glædens kilder.” Den vej, hvor den så end begynder og ender, vil de fleste gerne kende.

Det forunderlige ved kristendommen er, at ”vejen” ikke er en skjult, mystisk indsigt forbeholdt de særligt indviede. Nej – tværtimod har det lige fra begyndelsen været klart, at Jesus selv var vejen. Derfor siger han også til disciplene, at ”hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”. Da Thomas, den mest skeptiske af disciplene spørger, hvordan de skal kende vejen, når nu de ikke ved, hvor Jesus går hen efter sin død, svarer Jesus med de velkendte ord: ”Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til faderen uden ved mig.”

Så dér har vi det. Mere skjult er løngangsstien altså ikke. Vejen er Jesus, ligesom han selv er sandheden og livet.

Men det er alligevel sin sag at gå den, er det ikke? Det er sin sag og ikke en lille ting at skifte vejbane, fra den vej, verden kender, til den vej verden ikke kender. Den vej, vi kender, verdens vej, er den, vi foretrækker at færdes på. Den er anlagt, for at vi kan beherske og forstå tilværelsen. Særligt i denne tid gøres der alt, hvad der står i vores magt for at mindske de risici, der er forbundet med at benytte den. Læger og virologer anbefaler afstand og forsigtighed, for ellers kan det ende med at flere (end Sundhedsstyrelsen kan acceptere) kører af vejen. Simpelthen helt forlader den – og det er det værste, der kan ske for os. Vi ved godt, at verdens vej får en ende, at den ikke bare fortsætter i det uendelige, men over for det faktum, forholder vi os tavse og lukkede. For tænk nu, hvis det var mig, der nåede grænsen ind til det ukendte. Ville jeg så ikke gøre alt, hvad jeg kunne for at vende om? Jo – det ville jeg. Jeg ville endda køre en lang omvej for det. Og kristendommen ville give mig ret til det, for den er ikke en dødskult.

Af jord er vi kommet og til jord skal vi blive. Det er menneskelivet i kort form. Vi har alle sammen noget af verden i os. Men vi består også af andet end jord, hvis jeg må blive i det mytologiske sprog et øjeblik. Vi har også ånd i os. Hvis ikke det var tilfældet, kunne vi jo lige så godt gennemføre den kirkelige lock-down og få lukket de gamle huse en gang for alle.

Hvad vil det sige, at mennesket også består af ånd? Ja – det er der skrevet tykke bøger om, men dem har vi ikke tid til at grunde over her, og det er heller ikke sikkert, at vi ville blive klogere af det. Men et bud kunne være dette, at mennesker kan lade sig bevæge – uden selv at bevæge sig ud af stedet. Det er ånden, der gør det muligt. Når vi hører et smukt stykke musik eller lytter til en stærk fortælling om kærlighed eller stort mod, ja så bevæges vi i vores indre. Vi kan føres til de mest forunderlige steder. Måske tilbage til dengang, hvor du hørte det musikstykke for første gang. Eller dengang du traf et valg om at ændre din livsbane, eller dengang du mødte hende eller ham, der blev dit livs kærlighed. Ikke for ingenting siger man, at sjælen har vinger. Som det hedder i en salme: ”Min sjæl du har af alt på jord i tanken og din tunges ord de allerbedste vinger”.

Når vi således i ånden kan bevæges uden at bevæge os fysisk, så er der måske alligevel en anden vej end den slagne, som vi udmærket godt ved, hvor ender.

Når Jesus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet, så er meningen ikke den, at vi skal gå den samme vej gennem lidelse, kors og død. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan bryde en vej gennem døden, for det kan vi ikke. Vi skal ikke kaste os ud i halsbrækkende forsøg på at ligne ham for derved at frelse os selv. Det er ikke sådan, at Jesus som en anden træner viser os, hvordan en bestemt legemsøvelse skal udføres, og vi så skal træne hårdt for at blive lige så gode som ham – og først da kan vi følge ham, som små kopier. Nej – selve frelsen (dvs. vores sjælelige frihed) ligger i hans gerning – for vore skyld. I den forstand skal vi ikke bevæge os ud af stedet for at følge Jesus. Til gengæld er vi nødt til at tro ham, når han siger: Jeg er vejen, sandheden og livet.

For det moderne menneske (og her må vi regne os selv inkludereret), er det ved første øjekast en utrolig indsnævring af vores handlemuligheder. For hvis Jesus taler sandt, så er der jo en hel jungle af guruer, livsstilseksperter, religionsstiftere, ideologer og videnskabsmænd, der tager fejl, hvis de hæver det samme: at de er vejen, sandheden og livet. ”Ingen kommer til faderen uden ved mig”. Det er en afvisning af den populære antagelse, at der er mange veje til Gud. Den kan vi ellers godt lide at høre, for så kan vi selv være med til at tilrettelægge ruten. Alle kan være med, for vi kan selv sammensætte vores rejse til livets land med glædens kilder. Sådan kan livet let anskues som et tag-selv-bord med den ene lækre ret efter den anden. Problemet er blot det velkendte, at vi forspiser os og efter nogen tid kedes ved de samme retter. Til sidst giver de os kvalme – ikke fordi der er noget galt med ingredienserne, men fordi der ikke længere er noget, der kan overraske os. Alt smager af det samme, fordi du selv har valgt det.

Jesus er vejen ud af kedsomhedens fængsel. Han er løngangsstien, en exit fra vores selvkredsen. Det er han, ikke fordi han er den eneste karismatiske person, der har haft høje tanker om sig selv, men fordi han er sandheden og livet. Der er ikke andet på vores tallerken end de ord, som taler til vores trøst – og derfor kun taler, til den, der har trøst behov.

”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig.”

I troen er vejen, (den eneste rette vej), lige under vores fødder. Vi er på vejen, fordi Gud i dåben har sat os på den, og nu ved sit ord atter sætter os på den. Det brud med verden, vi ikke selv kan foretage – og aldrig vil kunne foretage, hvor langt væk vi end rejser bort, og hvor længe vi end isolerer os, har Jesus gjort for os, da han døde. Det er sket, og derfor står livets dør åben for os.

Så lad være, at vi ikke mærker det, forstår det eller kan forklare det. I forventningen til hans ord, er vi lige præcis dér, hvor vi skal være. I Guds hus med de mange boliger.
Amen.
 

Kåre Egholm Pedersen


 

2. søn e. påske

Johannesevangeliet 10,22-30

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

 

Det er ikke meget vi ser til hinanden for tiden i menigheden. Det gik den første måned, men nu savner jeg at komme til gudstjeneste, nu er det for meget – eller for lidt. Kunne man så endda se sine børn og barnebarn, så gik det nok det hele, men nej der er stadig lukket vejen rundt.

Man kan ganske vist komme til gudstjeneste online, det vrimler med gudstjenester på nettet, typisk med en præst, der står i ornat i et i øvrigt tomt kirkerum. Mig virker det besynderligt på, selvom jeg bliver forsikret om, at der er en ”digital menighed” rundt omkring i stuerne. Er det menighed, eller er der ikke snarere tale om følgere eller ligefrem fans af præsten?

Jeg bliver irriteret, både over at se en præst uden menighed og også fordi jeg tænker, hvad er der i vejen med at man derhjemme beder sit fadervor, læser et stykke i Bibelen og synger en salme? Vi er revet ud af en gudstjenestelig sammenhæng, men jo da ikke af vores dåbspagt. Kræver det virkelig en præst i ornat at stemme sindet til andagt der hjemme i stuerne? Nej vel? Der er stadig hul igennem til Gud i den bøn vi fik i dåbsgave, den bøn der giver os lov til at kalde Gud for far og Jesus for bror.

Det er ikke nemt at være præst lige nu, som menighedsløst føles det meningsløst.

Men i morgen ser jeg frem til at have barnedåb i kirken, dåbsritualet kan trods alt ikke udføres online, endnu da. Det bliver en coronadåb: Højst 10 afsprittede tilstedeværende, ingen salmer, læsninger og tale, kun selve dåbsritualet. De allerfleste dåbsfolk her i foråret har flyttet deres dåb, så denne dåb er den første og sidste i nær fremtid.

I grunden er dåbsritualet alt nok. Det er jo det sakramente, hvor Gud møder os, ja det er Gud selv der døber med sit ord i, med og ved vandet.

I dåben lyder Guds røst til os, sammen med løftet om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende.

Alt hvad der sker i sakramentet er noget Gud gør: ”Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”, som det hedder i evangeliet til i dag. Og Gud skænker tilmed den tro, som gør, at vi kan høre løfteordene som ord, talt til os selv og talt til hjertet.

Det lyder så harmonisk med hyrde og fårebilledet. Som et lydefrit glansbillede fra barndommen. Vi ligger i grønne enge og ledes til det stille vand. Det er så kønt, det er så dejligt.

Men får kan være stride og ofte onde over for hinanden. De mobber hinanden, de driver hinanden ud af fællesskabet og de kan ovenikøbet finde på at drukne hinandens unger i drikketruget, hørte jeg i radioen en dag.

Lukker vi øjnene og tænker på barnedåb, så ser det også harmonisk ud. Dåbsparret bærer det kæreste de ejer til døbefonten, så også barnet kan få del i Guds velsignelse og blive en del af flokken. ”Det der sker i dåben gør os trygge” synger vi nogle gange i en af de nyere dåbssalmer, som er meget yndet blandt nybagte forældre, velsagtens fordi skrækken for at miste barnet sætter ind i det øjeblik, man holder det i armene for første gang.

Som præst er der intet finere end få lov til at døbe de små børn, de halvstore børn og ind mellem også voksne. Kristenlivet begynder og ender med dåben, hvilket også afspejles i at det er de samme ord der indleder dåben som jordpåkastelsen ved graven: Lovet være Gud vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Hver gang vi er sammen om at holde gudstjeneste med dåb, mindes vi om den umistelige nåde, vi selv i dåben engang fik del i. Vores dåbspagt.

Vores dåb var noget der skete engang, når vi tænker på vores dåb ser vi tilbage i tiden.  Hvad nu hvis vi prøver tænke dåben ind i fremtiden også?

Hvad nu hvis vores liv ligner fårenes, de stride fårs, hvad hvis baggrunden for Jesu ord i dagens evangelium er anderledes grum? Spørgsmålet er retorisk, hvis ikke til stadighed vi var truet af onde kræfter både i og uden for os selv var Jesu ord om, at ingen skal rive os ud af Guds hånd overflødige.  Og hvis vi et øjeblik kigger os omkring i verden, så finder der kristenforfølgelser sted, i Afrika, i Pakistan, i Mellemøsten. Men ikke hos os, vi er jævnt hen trygge.

Hvad nu hvis dåben på den længere bane handler om andet end at være tryg? Det har den forhenværende ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams gjort sig nogle spændende tanker om. Dåb handler om velsignelse ja, men i dåben siges det også at man ”kommer til at tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”.

I stedet for at begynde med de små børn der kommer til Jesus for at han skal velsigne dem, begynder Williams i beretningen om Jesu dåb. Det er her tømrersvenden fra Nazareth træder ind på den frelseshistoriske scene for at genoprette den faldne menneskehed. Det sker ”indefra” ved at Jesus går ind verdens kaos, i al det menigsløse, i alt det grisede, alt det som ikke er kønt og pænt og harmonisk. I det gør han sig sårbar og værgeløs, hvilket bekræftes af korset på Golgata.

Det i dåben genskabte menneske er ikke et menneske, der altid er kontrol. Det er ikke det trygge menneske, tværtimod: Når vi finder Jesus nær ved kaos, nær ved udsatte, uordentlige, vingeskudte, trængende mennesker, så må vi forvente at finde døbte der, for at være døbt er at være tæt på Jesus.

At være døbt er ikke at påberåbe sig særlig værdighed eller privilegier – det er at påtage sig solidaritet med mennesker. Det er at være parat til selv at få beskidte hænder. Nu og fremover.

På en måde er der her tale om et paradoks: I dåben vaskes, renses og genfødes vi. Men samtidig skubbes vi så altså ind i menneskelig situationer og relationer, der er bøvlede og grisede, for vi er sammen med flokken af andre mennesker, ikke kun dem vi er i familie med eller bryder os om.

Rowan Williams siger det sådan her: Man stiger ikke ned i Jordan uden at hvirvle en masser mudder med op igen.

Dåben handler ikke om tryghed, men om at have mod til at leve sit liv i tillid til, at intet kan rive mig ud af min fars hånd, uanset hvor meget det hele mudrer til.

Det kan vi takket være Jesu gerning, det at han går ind i dødens mørke for at være nær på mennesker, også der.

At være døbt er at være tæt på Jesus og at være tæt på Jesus er at være tæt på andre mennesker, ikke kun dem vi kan lide at hygge os med, men også dem, der billedeligt talt spiser vores unger. Vi hænger på hinanden, i medgang og mudder.

Det er dåbens velsignelse, tro det hvem der tør.

Lena Kjems

 

 

Friheden i at følge Jesus

Prædiken til 1. søndag efter påske
Tekst: Joh. 21,15-19

”Det har regnet i nat, og nu drager skyerne hen over himlen, af og til stænker det let. Jeg står under et æbletræ, der er ved at afblomstre – og ånder. Jeg inhalerer luften i dybe drag, fornemmer duften med hele brystet og indånder igen og igen - snart med åbne øjne, snart med lukkede, jeg ved ikke, hvad der er bedst.

Det er vel denne frihed – den eneste, men den dyrebareste, som fængslet berøver os; at ånde sådan, at ånde her. Ingen føde på jorden, ingen vin, end ikke en kvindes kys er mig mere sødmefyldt end denne luft – denne luft, der er mættet med blomsterlugt, fugtighed, friskhed.

Lad så blot være, at det kun er en stump have, klemt inde mellem højhusenes rovdyrbure.

Jeg hører ikke længere motorcyklernes maskingeværsalver, brølet fra radiogrammofonerne, højttalernes metalliske skratten. Så længe man endnu kan stå under et æbletræ efter regnen og bare ånde - kan man også leve.”

Denne uforbeholdne hyldest til livet og friheden er skrevet af den russiske forfatter og systemkritiker Alexander Solsjenitsyn. Jeg har den lille tekst fra "For sagens skyld og andre noveller". Solsjenitsyn døde i 2008 i en alder af 89. Under 2. verdenskrig var han officer i den røde hær men blev arresteret, fordi han i et brev havde tilladt sig at kritisere Stalin. For den uforsigtighed blev han idømt 10 års strafarbejde i Gulag under de set mest umenneskelige og fornedrende forhold. Millioner af russere mistede livet i genopdragelseslejrene, som ofte blev indrettet i (af alle steder) øde, nedlagte klostre. Men Solsjenitsyn var altså en af dem, der slap derfra med livet i behold, men dog mærket for livet. Hans bog ”Gulag øhavet”, som består af egne og andres øjenvidneberetninger, fik en enorm virkningshistorie og var formentlig en afgørende årsag til Sovjetunionens fald. Den lille erindring om at stå under æbletræet og glæden ved blot at ånde får et dybere perspektiv, når man tænker på, hvad Solsjenitsyn selv gennemlevede i fangenskab. Frihedsberøvelsen nærmest vaccinerede ham mod nogensinde at tage livet og friheden for givet.

Solsjenitsyn omvendte sig til kristendommen, da han blev alvorligt syg af kræft i Gulag. Da han blev udskrevet til et sanatorium, var han overbevist om, at det var for at dø. Han var i fred med sig selv. Men på nærmest mirakuløs vis, blev han helbredt og genvandt kræfterne. Et sted har han skrevet: ”Du har kun magt over folk, så længe du ikke tager alt fra dem. Men når du har taget alt fra en mand, så har du ikke længere magt over ham. Han er fri igen.”

Jeg ved det ikke, men jeg forestiller mig, at det var en lignende frihed, Peter må have følt, da han sad og spiste sammen med den opstandne Jesus. Misforstå mig ikke. Jeg vil ikke presse sammenligningen for meget, for Peter havde på det tidspunkt undgået fængslet i fysisk forstand. Det sørgede han selv for ved at benægte al kendskab til den tilfangetagne Jesus. Tre gange havde han afvist, at han skulle have nogen som helst relation til Jesus af Nazaret. Da det virkelig gjaldt, svigtede han. Han blev smerteligt klar over det, da hanen galede. Jesus havde nemlig sagt til ham: ”hanen skal ikke gale, før end du har fornægtet mig tre gange”. Det er denne tunge viden, der er mellem ham og Jesus i den samtale, som udgør dagens evangelium. Skyldfølelsen var Peters fængsel, og han vidste, at han var fange på livstid.

Kort forinden havde han selv og nogle af disciplene været ude at fiske. Hele natten var gået desværre uden fangst. Men så havde de set en skikkelse stå inde på strandbredden og hørt ham råbe, at de skulle kaste nettet ud igen. Straks efter var nettet fyldt til bristepunktet af 153 fede fisk. Det var ikke svært for dem, at regne ud, at skikkelsen måtte være Jesus. Derpå spiste de sammen med ham – bålstegte fisk på standen. Hvilken lykkerus måtte det ikke have været for de trætte fiskere. Men så er det, at Jesus henvender sig direkte til Peter.

- Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?

Ikke på noget tidspunkt havde Jesus bebrejdet disciplene deres svigt – og heller ikke denne gang tog han Peter i skole. Der var ikke et regnskab, der skulle gøres op. Hvad der var sket, var sket. Det var blevet tid til at starte på en frisk.

- Ja, herre, du ved, at jeg har dig kær.

Præcis hvordan Peter fik det sagt, ved vi ikke. Men han sagde det næppe uden en lille nagende tvivl. Peter vidste jo, at ordene var tomme. Det var en gratis omgang, for en rigtig ven ville ikke fejt have stukket af, sådan som han gjorde. Han hyttede sit eget skin, gjorde han. Men derfor elskede han stadig Jesus. Lettere blev det ikke af at Jesus spurgte ham tre gange. Som om at det ikke var nok at sige det én gang. I den trefoldige gentagelse spejles ikke blot Peters trefoldige svigt. Han fratages også den smule troværdighed, han måske endnu syntes, han havde i reserve. Men efter hvert bekræftende svar Peter gav, fik han noget igen. Han fik et ansvar, en opgave, og det er vigtigt, for det er sådan, man bygger et menneske op. Et menneskeliv bliver for let og fritsvævende uden et ansvar. Det finder ikke ro i sig selv uden noget eller nogen at passe på.

- Vogt mine lam. Vær hyrde for mine får. Vogt mine får.

I de ord ligger usagt den tilgivelse, Peter tørstede efter. Ikke sådan at Jesus sagde: ”Det var helt i orden, at du svigtede mig”, for det var det ikke. Men i selve ansvarsoverdragelsen ligger der en accept af Peter, som det menneske han var på godt og ondt. Han kunne bruges til noget, selv om han ikke var perfekt. I de andres påhør blev han samlet op til et nyt liv med en ny værdighed.

Solsjenitsyn, som jeg nævnte til indledning, har et sted skrevet, at ”ingen forstår kirken bedre end synderne”. Det giver jo god mening her i Peters tilfælde, men vel også for os. Kan vi ikke også fornemme håbet vokse i os? Det er jo ikke kun Peter, som har svigtet Jesus. Det har vi alle. ”Hvordan?”, vil én måske tænke. Ja, det hænger sammen med, at man ikke kan elske Gud uden samtidig at elske sin næste. Som apostlen Johannes skriver: ”Hvis nogen siger, ”Jeg elsker Gud”, men hader sin broder, så er han en løgner, for den som ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den der elsker Gud, skal også elske sin broder.”

Her står der klart og umisforståeligt, at kærlighed til Gud hænger sammen med kærlighed til andre mennesker. Det er derfor, at vi svigter Jesus, når vi skælder ud på andre, irriteres på andre, forarges, taler dårligt om, sladrer om og hader andre. Vi synes måske, at vi har retten til det. Vi mener tilsyneladende, at det ikke har med vores forhold til Gud at gøre. Men gæt engang: Det har det.

Jeg siger ikke, det er let at nå til den indsigt: At vi ikke har ret til at blive elsket, men derimod pligt til at elske ikke kun dem vi naturlig bryder os om, men også dem, vi har det svært med. Meget af vores selvrespekt ligger jo i dette: at have noget til gode. At have et nogenlunde etisk regnskab fx Men det tæller ikke over for Gud. I den relation står vi altid med hatten i hånden.

Men dagens evangelium minder os om, at der i denne rets- og ejendomsløshed ligger en underfuld frihed. Den består grundlæggende i, at vi går fra at være dem, der bjerger, tager, udnytter, optimerer livet til at blive dem, der modtager det for intet og derfor også skylder at sige tak. Og denne tak udtrykker vi bedst ved at elske jorden uanset, hvor meget den larmer og skramler og trænger sig på uden for vores hoveddør.

Måske også vi en dag om ikke så længe kan stå under et afblomstret æbletræ efter forårsregnen og mærke det lykkelige i blot at ånde.

Det kan også være en måde at holde påske på i vort daglige liv. Ved trodsigt at fastholde, at livet er en kostbar gave ikke kun til dig men også til din næste. Og den dag, du ledes et sted hen, hvor du ikke vil, da ved du nu, at du ikke skal fortvivle, men tage de ord for pålydende, som også lød til Peter: Følg mig!

I den opfordring ligger din frihed og din salighed.

Kåre Egholm Pedersen


 

 

Prædiken til 2. påskedag 13. april 2020
 

En anekdote fortæller, at Johannes Sløk engang blev spurgt af en gruppe ateister, om han ville udarbejde et gudløst begravelsesritual. Sløk indvilgede, og nedskrev i en rask håndevending et renskuret ritual: ”Fjern det lig”. Hvorvidt ritualet, der i al sin enkelhed egner sig til udenadslære, nogensinde har været anvendt, ved jeg ikke, men ordene måtte være fyldestgørende, mente Sløk. Mere var der sådan set ikke at sige. Enkelt, fyndigt og gudløst. Når døden er et teknisk nedbrud, så er der vel ingen grund til at dvæle ved den? ”Hvad græder du for?”

I denne tid er det som om, verden er gået i sort. ”Der arbejdes på højtryk for at løse problemet”, som de siger i radioen, inden de sætter et stykke muntert musik på. I begyndelsen kan det være morsomt at se verden gå af lave – som en afstikker fra trivialiteten – men i længden melder alvoren sig. I New York, byen som ellers aldrig sover, har man taget massegrave i brug, og herhjemme er kølekapaciteten gjort op. ’Hele verden er i krig mod coronavirus’, siger WHOs direktør, og sejren beror på hver enkelt af os: Vask hænder, hold afstand, begræns fysisk kontakt, og alle de andre instrukser, som vi efterhånden kender til hudløshed. Efterhånden synker vi ned i de nedre lag af behovspyramiden, dernede hvor det ikke altid er lige kønt at være menneske.

Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv (biologi og psykologi) og ånd, sagde Grundtvig, og deri sagde han noget, som ikke bare er rigtigt men også vigtigt. For selvom sundhedsekspertisen har erobret prime time, og selvom ”Lægens Bord” topper seerhitlisterne, så er der mere på briksen end døde lig. Dét mere er det, der betyder noget. Uden dét mere kunne vi lige så godt grave graven for vor næste, eller sagt på anden vis: vor prædiken ville være hul og tom. ”Hvad græder du for?”, kunne vi uforstående spørge. Det gør vi ikke, for der er nemlig grund til at græde. I Bergamo og i New York bliver der grædt. Der bliver grædt ved korset langfredag, men der bliver også grædt påskemorgen; den morgen da Maria bliver spurgt, hvorfor hun græder?

”Hvad tuder du for?”, kan nogen ukærligt finde på at spørge om. Svaret er aldrig lige på tungen hos den grædende. Det skal helst fremstammes under kærlig berøring og nænsom trøsten. Men kristendom er ikke en sutteklud. Jesus klapper ikke Maria kærligt på kinden. Kristendom tager sorgen og pinen så alvorligt, at den ikke straks søger at dulme. Det er provokerende! Trøst mig nu, beder vi så mindeligt.

I dagens epistellæsning siger Paulus: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker”. Det er barskt, for vi kan da vist ikke lade være med at håbe om det, der især vedrører livet her og nu: karriere, kærlighed, corona, you name it. Vil det sige, at vi er de ynkværdigste?! Måske, men selv for de ynkværdigste er der håb. Ja, især for de ynkværdigste.

Maria græder, for hun havde håbet, at alting kunne blive, akkurat som det var. På samme vis græder en enke i New York eller Bergamo, fordi også hun håber, at alting igen kan blive, som det var. Det kan det ikke. Derfor græder de. Derfor er der grund til at græde. Men der er også grund til håb, vel at mærke et opstandelseshåb.

I Romerbrevet er der en besynderlig formulering om håb. Den er ikke ligetil at forstå. Den handler om Abraham, som ”med håb imod håb” tror på Guds ord til ham. Håb imod håb. Det lyder næsten som en poet, der er blevet lidt for kæk i kontrasterne, men det er nu engang sådan, Paulus har skrevet. Direkte oversat. Og måske giver det mening? Måske er der to slags håb?

Til dåbssamtaler plejer jeg altid at tale om håbet. Her kan alle snakke med. Ja, selv ateisterne giver da gerne deres besyv med. ”Hvad håber du på? – Tjo, jeg håber på forfremmelse, mere friværdi og en ny plæneklipper.” Håbet bliver med andre ord til forventninger. Det er noget andet end opstandelseshåbet. Ikke desto mindre er det nemt at blande sammen.

Den lidet mundrette nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse postulerer stolt, at vi ”forventer de dødes opstandelse”. Tak for kaffe, så har vi da at gøre med prosaiske forventninger. Jeg forventer, toget afgår til tiden, og så forventer jeg de dødes opstandelse. Kan vi virkelig forvente det; mon ikke det var bedre at håbe rigtigt - taknemmeligt og tappert?

”Rør mig ikke” (noli me tangere), advarer Jesus, da Maria opdager, hvem det egentlig er, som står over for hende. Maria har en forventning om, at Jesus trods alt må være den samme som den mand, hvis fødder hun for ikke lang tid siden havde vasket med sit hår. Med andre ord, at den Jesus, der står foran hende er den korsfæstede. Rationalet er ikke dumt – sådan ville ateisten også tænke, hvis han da kunne gå ind på præmissen om, at en død nu er levende igen – men det er alligevel ikke nok. Der er nemlig mere end korsfæstede lig, som fjernes fra gravhuler. Der er mere endnu. Håbet overstiger forventningen.

Påskemorgen sker det umulige. Dét som ingen så. Det som gør mennesket til mere end støv, og det som gør Jesus til mere end den korsfæstede. Påskemorgen er det ikke den korsfæstede, Maria møder, sådan som hun forventer, nej det er den opstandne. Maria ser den opstandne i den korsfæstede. Den samme og så alligevel ikke helt.

Fra korsfæstet til opstanden er der immervæk et stykke vej at tilbagelægge for forstanden. Det er nok derfor, Maria vil røre ham. ”Giv slip på mig” (noli me tangere), siger Jesus, som ikke vil gøres til støv mellem fingrene på forstanden. Jesus er mere end det. Vi er mere end det. Derfor skal vi håbe imod det håb, som ynkværdigt byder sig til. Vi skal håbe stort imod det håb, som egentlig bare er timelige forventninger.

Maria håber, at alting vil blive som før. Det håber vi også. Lidt naivt håber vi, at den, vi savner, kommer tilbage. Lidt naivt håber Maria, at den korsfæstede også efter døden vil være den korsfæstede. Det ligner næsten en forventning. Men han er mere. Han er den opstandne! Det betyder, at der er håb for os alle, ikke om at alting bliver som før – gudsriget er ikke bare en genspejling af jordelivet, når det er bedst – nej, det er noget mere. (Noget bedre).

Opstandelsen er en svær nød at knække; umiddelbart sværere at forstå end korsfæstelsen. I et andet af Paulus’ breve roder han sig ud i tanker om, hvorvidt opstandelsen ”var i legemet eller uden for legemet” (2 Kor 12). Han kan ikke rigtig huske det. Det er også et roderi. Thomas stikker som bekendt sine fingre ganske fysisk i naglemærkerne ikke længe efter, at Jesus har forladt den scene med Maria, som er dagens evangelium. Ligesådan kan præster også rode rundt i, hvordan opstandelsen skal forstås, symbolsk, fysisk eller måske poetisk?

Lad os vende tilbage til Grundtvigs tale om det guddommelige eksperiment af støv og ånd. Ordene er velgørende i en skolesammenhæng men også i en coronatid. Mennesker er mere end kroppe, hvori coronaen kan bide sig fast. I denne tid klamrer vi os til biologien og virologernes vacciner. Til kors og kanyler. Vi halser efter håndsprit og mundbind, som var vi Peter og Johannes løbende om kap til graven. Men døden er mere end lig, ligesom livet er mere end helbredelse. Derfor siger vi, først som sidst:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,
som i sin store barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Amen.

Niels Sander Pedersen

 

 

Prædiken til påskedag 12. april 2020

"Intet er, som det plejer at være"

Den sætning har mange af os nok sagt højt eller tænkt for os selv i løbet af de seneste uger. De mange planer, vi havde lagt for foråret og sommeren, er nu udsat til næste år. Ting, vi havde glædet os til at være sammen om i familien og som folk, er godt og grundigt aflyst, og hvad værre er: ingen kan rigtigt sige noget om, hvornår vi vender tilbage vores normale levevis. Ja, skræmmende kan det være, når tvivlen rigtig får fat: mon verden nogen sinde bliver den samme igen? 

Vist var der ting i den gamle verden, vi nok kunne undvære eller i det mindste gøre bedre og klogere. Midt i vores ufrivillige afholdenhed er der jo sket mærkbare forbedringer ude i den store verden. CO2-udledningen er faldet markant. Luftforureningen skulle efter sigende være faldet så meget i niveau, at indbyggerne i den indiske Punjab-region nu for første gang i 30 år har frit udsyn til Himalayas tinder, der ligger 200 kilometer væk.  

En af indbyggerne i byen Jalandhar skriver på Twitter, at han har boet i byen i 14 år og aldrig været klar over, at der var udsigt til Himalaya. Et tykt tæppe af smog fra biler, fly og fabrikker har hidtil ligget som en tung dyne over byen. Men nu er der udsyn og frisk luft. Det enkle vidnesbyrd, synes jeg, gør et stærkt indtryk. Vi vidste nok i forvejen, at vi ikke kunne blive ved med at gøre, som vi plejer. Men her blev det åbenbaret, at vi på godt og ondt er en del af skaberværket, og at vi ikke har forvaltet vores ansvar godt nok. Klima- og miljøproblemerne er jo ikke kun indernes. Det er os fra det rige vesten, der flyver allermest.   

På den måde har pandemien ikke kun taget noget fra os. Den har også givet os noget tilbage. I nogle uger har ikke bare nogle få troende, men hele verden (måske med undtagelse af Hviderusland) mærket, hvad vi savner allermest og set med egne øjne, hvad vi burde gøre bedre. Men selvfølgelig kan det ikke blive ved. Det ved vi. Herhjemme kan vi nok lige holde os oven vande i nogen tid endnu (og selv dette er usikkert), men andre steder på kloden vil mennesker dø af sult, hvis ikke vi får genrejst økonomien og sat hjulene i gang. 

Lige nu er intet altså, som det plejer at være. Selv kirken, som ellers er garant for kontinuitet og tradition, holder dørene lukkede i den, uden sammenligning, vigtigste og mest hellige uge på året. At undlade at holde gudstjenester i påsken er på den ene side en skandale, som gør ondt i hjertet på alle, som lever af Guds ord og er bevidste om det. På den anden side er det det eneste rigtige at gøre med den viden, vi har om den virus, vi på alle måder forsøger at afvise og gøre hjemløs.   

Det bekymrer mig, når jeg åbner døren til min lokale take-away-butik med albuen, fordi jeg har set, at det er dét, alle andre gør for tiden. Skal det være min nye måde at åbne døre på, møde verden på? Med albuen først? Vi holder afstand og hilser pænt på hinanden – måske med et lidt undskyldende smil eller et forsigtigt corona-vink, som dog i det mindste siger: jeg har set dig. Afstanden, tror jeg, er noget af det, vi virkelig ikke bryder os om. Hvis ikke vi var sikre på, at dette kun er midlertidigt, så ville skyerne for alvor trække sig sammen over os. Nogle af dem, der i forvejen har problemer med angst, har ikke fået det lettere. 

Det skal dog siges – og særligt i dag på påskedag, at der er ting, som uforfalsket er det samme. Naturen uden for er jo ligeglad med, om samfundet er lukket ned. Den har travlt med vigtigere ting. Fuglene synger, som de plejer, kæmper om pladserne, som de plejer og bygger rede, som de plejer. Intet under at mange af vores mest elskede påskesalmer har taget ved lære af himlens fugle og markens liljer. De deler ikke vores bekymringer, er ikke klar over deres endelighed. Til gengæld magter de ubesværet dette blot at være til.  

En anden ting, der står fast, er kirkeåret. Om så verden stod i brand, og pesten hærgede i landet (hvilket den altså ikke gør), så ville det jo stadig være påskedag i dag. En dag til at indprente sig og glædes over, at døden slet ikke er den uovervindelige magt, vi fejlagtigt tror, den er. Den puster sig op og elsker den opmærksomhed, vi skænker den lige nu, elsker at holde timeglasset frem foran os, nyder at vi ængsteligt følger dagens høst, skønt det lige nu går den forkerte vej (hvis man altså ser det fra dødens perspektiv). Men dens frygtindgydende styrke synes straks mindre skræmmende, når vi sammen synger påskens budskab af karsken bælg: 

”Afvæbnet nu og ødelagt,
for evig er nu helveds magt,
thi han som var af døden fangen,
er med triumf af graven gangen.
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!”   

Han som var af døden fangen. Det er ham, Kristus, og ingen anden, ham som er gået forud for os til Galilæa, det er ham, der kan læge vores sjæl, ja som kan helbrede den sygdom, som så mange moderne mennesker lider af: fortvivlelsen og den ensomhed, som følger med. Fortvivlelsen ved ikke at kende Gud - og derved miste sig selv, ja miste lysten til at leve.  

Der er en historie om om den store russiske forfatter Dostojevskij. Jeg kom i tanke om den forleden, hvor jeg for 117 gang hørte, at vi skal holde afstand. Det gør vi også, vi er gode til det, og vi mener, at vi lider slemt derved. Men Dostojevskij tilbragte som ung mand fire år som tugthusfange under de mest barske, absurde og ydmygende forhold. Alligevel skriver han om sine år der, at det var i fængslet, at han lærte Kristus og folket at kende. 

Særligt en episode, som også er en ægte omvendelseshistorie, er værd at genfortælle i dag. Den foregik i påsken i begyndelsen af 1850’erne, mens Dostojevskij var straffefange i det sibiriske tugthus. Fangevogterne havde givet fangerne fri i anledning af højtiden, og der var blevet delt brændevin ud. Dostovejskis medfanger drak sig fra sans og samling – og der opstod skænderier og slagsmål. Desillusioneret trak Dostojevskij sig udenfor i fængselsgården, hvor han mødte en polsk fange. ”Hvor jeg dog hader dem”, sagde polakken. Men det gjorde ikke Dostojevskijs humør bedre. Det var jo trods alt hans egne landsmænd. Tilbage i tugthuset undgik han de andres selskab og lagde sig på sin køjeseng. Der genkaldte han sig en erindring. Som dreng led Dostojevskij af angst. Det er en lidelse, som ganske mange børn og unge døjer med også i dag til stor fortvivlelse for deres forældre. Som barn var Dostojevskij bange for alt muligt. Især frygtede han, at ulven ville komme og æde ham. Og så en dag, hvor han var kommet lidt for lang hjemmefra ude på marken, blev han ramt af en sådan, lammende angst. Men en bonde ved navn Marej så det og tog fat om drengen, holdt om ham, trøstede ham beroligende og sagde gentagende gange: ”Du skal ikke være bange, Kristus passer på dig. Kristus passer på dig”. Og så tog han sin grove pegefinger, som var sværtet af det hårde slid med jorden og tegnede korsets tegn for drengens ansigt. Efter i mange år at have glemt Gud, ja næsten fortrængt værdien af at kende ham, kommer den erindring tilbage til den unge Dostojevskij med stor kraft. Da han vågner næste dag i tugthuset er alt forandret. Han kan nu pludselig elske det folk, som han dagen før foragtede. Han skriver i sin dagbog mange år senere, at det var som en opstandelse for ham, som om hans liv var blevet skænket ham på ny – ikke kun fordi han havde fundet tilbage til sin barndoms Gud, men også fordi det gik op for ham, at det var folket (bonden Marej) som lærte ham Kristus at kende. Gudstroen og kærligheden til folket hang sammen for ham. Denne indsigt så han siden som sin opgave at fortælle andre om gennem sin forfattervirksomhed. 

Jeg ved ikke, om det nytter noget at fortælle den historie i dag. Der er så meget andet, der bekymrer os i dag. Fx om vi har et arbejde at vende tilbage til, en skole, vi kan regne som et sikkert sted for vore børn, et sundhedsvæsen, der kan klare presset osv. Hvorfor så bekymre sig om Gud. Men så alligevel. Det var erindringen om Guds kærlighed og omsorg i Jesus Kristus, der fik Dostojevskij til at vende om på et tidspunkt, hvor han var langt mere presset, end vi nogen sinde kommer til at opleve. Og det var erindringen om folkets levende forbindelse til Gud, der fik ham til at elske det tilbage. Hvis ikke dét er en opbyggelig tanke for os i denne tid, hvor spændingerne og frustrationerne lurer under den pæne, lovlydige overflade, så ved jeg ikke, hvad der skulle gavne os. Også tiden efter coronakrisen kommer til at kalde på det bedste i os, måske først og fremmest evnen til at tilgive. 

Intet er som det plejer at være. Sådan kan det føles at møde den nye dag. Men med påskeevangeliets ord om opstandelsen, den tomme grav og englens ”Frygt ikke”, så er det ikke længere sagt med tristhed og ængstelse, men med håb og mod. 

Det er godt, at tingene ikke er, som de plejer at være, når vi ved, at udfaldet står i Gud faders hånd. 

Glædelig påske - Amen. 

Kåre Egholm Pedersen

 

 
10. april 2020
Langfredag

Alting er, som det aldrig har været før. Måske er det første påske nogensinde uden kirkegang, første gang uden påskefrokost med familie med alt, hvad der hører til af traditioner, f.eks. børnenes ivrige søgen efter påskeæg i haven, første gang uden samvær med gode venner henover fridagene.

I højtiden bliver det ekstra tungt at være skilt fra sine kære. Det er det kors, vi må bære i coronatider som denne.

Vi har været hjemme længe nu, og måske føles det mere og mere trangt i vores stuer, måske væggene slutter sig tættere og tættere om én. En psykiater forsikrer om, at det er helt normalt, at man begynder at tale til sine planter, der hvor man skal blive lidt bekymret er der, hvor de begynder at svare igen.

Vi må ud. Ud at trække frisk luft, ud under åben himmel, og er heldet med os møder vi mennesker derude, mennesker vi lige kan vende et ord eller to med, på afstand forstås. Det er en mærkelig tid, sådan indleder vi ofte samtale derude, i Mollerup skov, ved Egå Engsø eller på vores egen kirkegård i Vejlby.

Det er også en mærkelig påsketid i kirken, kirkerummet er tomt for mennesker, tomt for påskemenighed, måske for første gang i 1000 år. Vi er henvist til kirkegården med de langfredagstegn der er her. Først og fremmest korset.

Hvis vi begynder i den fjerneste ende fra kirken, står der et kors nede i bunden af kirkegården ud mod Vejlby Centervej, nede ved den gamle urnefællesgrav. Det er sådan set ikke noget særligt, et prunkløst kors er det, af træ som det vor Herre Jesus Kristus selv bar ud til Golgata langfredag. Det er et nyt kors fra 2018, en kopi af det gamle trækors, som efterhånden var helt gennemmørnet.

Går man op i retning mod sognegården støder man ved plænegravstederne på et andet større kors. Det er Erik Heides stenskulptur af bornholmsk granit fra slutningen af 70’erne. Her er den store sten hugget ud på en måde, så korset bliver et hul, man kan kigge igennem. Som et kuriosum i den lidt mere muntre ende af spektret kan nævnes, at samtlige af provst emeritus Jens Ole Henriksens 8 børnebørn har været turen igennem korshullet som en forsikring mod engelsk syge. Og det har angiveligt virket, idet ingen af dem siden hen har fået sygdommen.

Der er mange flere kors på kirkegården, på hver eneste gravsted markerer et kors, at på en given dag og i et givet år er livet endt for menneske, et menneske der har været kendt og elsket af sine, et menneske hvis død har kaldt sorg og tårer frem hos de efterladte.

Kirken er lukket i dag, ja, men også derinde er der kors. Der er det gamle krucifix, den lidende Kristus, der plejer at hænge over prædikestolen for ligesom at holde prædikanten fast på hvem og hvad, der skal forkyndes. Lige nu ligger det i skabet, for en arm er brækket af, og vi afventer førstehjælp fra Nationalmuseets konservatorer.  Overraskende mange kirkegængere har givet udtryk for, at de savner at lade blikket hvile på det, når de er til gudstjeneste.

Der er det nye krucifix på alteret, Valdemar Foersom Hegndals Kristus, som står anderledes sejrende og glimtende af guld, her tages næsten forskud på påskedags glæde.

Og der er et Kristus krucifix printet på hver og en af oblaterne, selvom de denne påske bliver i deres paprør i skabet og ikke deles ud.

Så er der altertavlen med bl.a. Andreaskorset, et motiv der også findes på prædikestolen.

Og endelig er der det kalkmaleri, der hænger helt centralt i koret, om end i nogen grad skjult af altertavlen.

Vi ser Jesus der hænger på korset, med sin mor ved den ene side og den discipel han elskede ved den anden. Billedet er malet over ordene fra dagens evangelium:

Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

For Jesus venter døden. Han har selv båret korset og gået ud til det sted, som kaldes hovedskalssted, Golgata. Soldaterne stikker ham i siden og der kommer blod og vand ud, det er bevidnet for at vi skal tro, hedder det. Og for at skriftordet skal gå i opfyldelse. På en måde er alt sådan set som det skal være i den større frelseshistoriske plan.

Men Maria og Johannes, det hedder han, den discipel Jesus elskede, er pårørende som følger deres kære så langt på vejen det er muligt, de kan endnu ikke hæve sig over deres egen sorg og se den store forkromede mening med det hele.

Men de er der, de følger med, så langt de kan. Og så smertefuldt det er at være tæt på den der skal dø, så er det værre at være langt væk, ikke at kunne gøre noget, ikke at kunne se hvordan og hvor slemt det virkelig er fat, ikke at kunne kærtegne eller bare rette hovedpuden lidt til, ikke at nå tids nok frem til med egne ører at høre de sidste ord, dem der når tid er er med til at bringe en videre. Som nu ordene:

Kvinde der er din søn. Discipel der er din mor.

Jesus dør men giver dem hinanden at leve med og leve for.

I år må vi godt tage påskedags glæde lidt på forskud, vi har brug for det som aldrig før. Brug for at blive mindet om, at også vi, trods de kors vi bærer på, har noget at glæde os over og nogen at leve for. Det er så meget desto mere vigtigt som at vi i år ikke kommer til at synge Hil dig frelser og forsoner sammen til gudstjeneste. Især  det sidste vers:

Ja jeg tror på korsets gåde,

gør det frelser af din nåde

Stå mig bi når fjenden frister

ræk mig hånd, når øjet brister

sig vi går til paradis.


Det gådefulde ved korset, Jesu kors, det vi stykkevis aner i og bagom torturinstrumentet er, at her er kilden til vores liv og glæde. I grunden føjer påskedag ikke noget afgørende til, her stadfæstes den Guds kærlighed til verden, som allerede korset er et udtryk for, om end det er svært at se for de af os, der går korstyngede rundt i langfredagsmørke med våde øjne og længes efter livet med de andre.

Vi må holde ud lidt endnu, indtil Gud med sine opstandelsestrompeter trutter liv i livet på ny, også i vores liv, så alting på den gode måde bliver som det aldrig har været før. Den tid, den påskedags glæde!

Lena Kjems


 

9. april 2020
Skærtorsdag

”Man sætter to ting sammen, der ikke før har være sat sammen, og så er verden forandret”. (Julian Barnes)

Det er Skærtorsdag i dag, og vi hører om, at Jesu vasker apostlen Peters fødder.  Med det han gør og det han siger giver han os et forbillede for, hvad vi skal gøre:

”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer” (Johs 13,15).

Hver påske er der nogle, der tager dette ganske bogstaveligt og giver sig til at vaske fødder på andre. Paven har gjort det på en hjemløs f.eks.     

Man kan jo vælge at tage alting for pålydende, og i den forstand er det ikke helt forkert, det paven gør. Det er bare ikke sandt nok. Jesus vælger fodvask, fordi det er taget ud af den tids hverdag og fordi det er et billede på den kærlighed, der gør lille.

To ting der sættes sammen og så er verden forandret:

Gud og fodvask.

Det var tilfældet dengang, og chokeffekten var stor. Det er den ikke i dag, fordi det er en praksis, der ikke længere er forankret i vores hverdagsliv med hinanden. Derfor kan det virke næsten grinagtigt, når paven vasker fødder på en hjemløs.

Men hvad skal vi så? Hvad kunne være en lignende kærlighedshandling i dag, især i disse dage, hvor alting er som aldrig før. Hvad kan Gud sættes sammen med i dag, for at verden kan forandres?

Gud og fantasi.

Også vi skal bruge vores fantasi i disse coronatider, hvor ingenting er som det plejer at være, hvor kærlighedshandlinger kan bestå i, at vi netop ikke gør noget. Ikke holder nadver, ikke besøger en svag gammel forælder på plejehjemmet, selvom han sidder endnu mere alene hele dagen, ikke passer vores børnebørn, selvom vores børn knap kan få enderne til at nå sammen og vores hjerte efterhånden er bristefærdigt af savn efter dem.

Nogle skal selvfølgelig gøre noget i disse mærkelige dage, regeringen og myndighederne, de skal afstikke kursen til bedste for alle borgere í landet og vi skal rette ind.

Og ansatte i sundhedsvæsenet skal gøre noget, og det gør de rigtig nok. Verden over udsætter læger og plejepersonale sig dagligt for smitte for vores skyld. Dermed varetager de på fornemste vis den form for uselvisk næstekærlighed, som i den kristne tradition har navnet caritas. Der er også enkeltpersoner blandt de smittede, hvis kærlighedshandlinger gør dybt indtryk, som den ældre og nu afdøde præst i Norditalien som gav sin respirator og dermed livet videre til et ungt menneske.

I dag er det Skærtorsdag og det er også den 9. april. For 80 år siden på dagen blev Danmark besat en fremmed magt, fra det ene øjeblik til det andet blev der pludselig brug for at tænke nyt, fordi alting i løbet af en dag blev, som det aldrig havde været før. Der var hamstring, der var stikkeri og der var værnemagere, hver tid sine Judasser.

Men der blev på samme tid udvist stor fantasi i forhold til at hjælpe mennesker, og også mennesker højt på strå, der ellers var hævet over at bære med på småfolks lidelse og nød, trådte i karakter.

En nu gammel kvinde fortæller, at hun var tjenestepige hos en politimester i en mindre by, og at hun ”kom i ulykke” derved at hun blev gravid med en tysk soldat fra en nærliggende kaserne. Hun forsøgte fortvivlet en nat at komme af med fosteret ved hjælp af grøn sæbe og strikkepinde, men uden held. Fruen i huset opdagede det og hvad så? Fruen tog det ikke bare helt roligt, da det efter nogle dage blev klart, at barnet nok skulle klare resten af tiden i maven, udtænkte hun en plan. Hun orienterede sin mand om, at hende og hendes veninde, som boede i den anden ende af landet, var blevet enige om at bytte tjenestepige for afvekslingens skyld. Der var jo ikke meget adspredelse i øvrigt. Og så kørte fruen tjenestepigen hen på et hjem for ugifte mødre. Efter aftale med hjemmets forstander og vedkommende selv tog hun en kvinde med tilbage, som havde været i den samme situation og lige havde født og bortadopteret sit barn, og nu gerne ville arbejde og begynde på en frisk et andet sted.

Hvad enten det nu handler om den sidste aften i Jesu liv, om tiden under besættelsen, eller om de coronatider vi lever i nu, nye tider kræver nye former for kærlighedshandlinger, vi må bruge vores fantasi.

Det er der heldigvis mange der gør rundt omkring i verden for tiden til bedste for den, som er tvunget i knæ af angst, ensomhed og skrøbelighed på sind og krop.

Det er der en irsk fransiskanermunk, Richard Hendrick, der har skrevet et digt om: Lockdown (min oversættelse):

Ja, der er angst
Ja, der er isolation
Ja der er hamstring
Ja der er sygdom
og endog død.
Men de siger at efter blot få ugers stilhed i Wuhan
er himlen ikke længere grumset
men blå og klar.
De siger, at i Assisi synger mennesker til hinanden
henover tomme pladser
og gennem åbne vinduer
så dem som er ensomme
kan høre liv omkring sig
De siger, at et hotel i Vestirland
tilbyder gratis mad til den, som er bundet til hjemmet.
Jeg kender en kvinde, som i dag er rundt at uddele flyers
i nabolaget, så de ældre har nogen at ringe til.
I dag er kirker, synagoger, moskeer og templer
parate til at åbne døren for hjemløse, syge og deprimerede.
Over hele verden sætter mennesker tempoet ned og reflekterer,
over hele verden ser mennesker deres naboer på en ny måde
over hele verden vågner mennesker op til en ny virkelighed.
Hvor er det stort,
og hvor har vi lidt kontrol over det hele,
over det som virkelig betyder noget:
At elske.
Så vi beder uden at glemme:
ja, der er angst
men der behøver ikke at være had.
ja der er isolation
men der behøver ikke at være ensomhed.
ja der er hamstring
men der behøver ikke at være smålighed
ja der er sygdom
men det behøver ikke at sætte sig på sjælen.
Ja, døden er der, men kærligheden står op igen og igen.
Vær opmærksom på, hvordan du lever lige nu og her.
Træk vejret og
lyt bagom din egen panik:
Fuglene synger igen
Foråret er her
og vi er omsluttet af kærlighed.
Åbn sjælens vinduer
og syng, syng henover den åbne plads!

Går du tur på kirkegården i disse dage vil du se, at der står potter med påskeblomster rundt omkring på kirkegården. Der står en påskehilsen på dem fra Vejlby kirke sammen med en opfordring om at tage en med hjem til glæde for sig selv eller til en anden. Vi ville rigtignok hellere have samledes i kirken i påsken, men i mangel af bedre står potterne der som et håbefuldt tegn på, at det bliver påske, med og uden gudstjeneste. Det er sådan det er i år. Og det er det kærligste for alle.

Lena Kjems  

 

 

Prædiken til Palmesøndag den 5. april 2020

Hvad koster et menneskeliv?

Indledende bemærkninger:

Det er nu 14 dage siden, jeg for første gang i mit præsteliv stod på prædikestolen en søndag og talte til en mikrofon i gabende tom kirke. Nu står jeg her igen på samme måde og savner ærligt talt at kunne tale til en synlig menighed, så den gamle Vejlby Kirke igen kan blive brugt til det, den blev rejst for: nemlig for at være et sted, hvor mennesker kan søge tilflugt, når verden udenfor bliver for larmende, for trviel, for forudsigelig eller for svigefuld. Men også et sted, hvor mennesker samles i munter, taknemmelig  lovsang til Gud – netop fordi verden udenfor har dirigeret, ja har nærmest nudget os herind - fyldt af glæde over livets under. Begge dele (altså dette at opleve kirken som et sikkert beskyttelsesrum for sjælen OG som et åbent festlokale, for dem, der fryder sig over Guds nåde) mangler vi netop nu. Vi mangler det, men bider savnet i os, fordi det endnu ikke er tilrådeligt at samles fysisk i selv ganske små grupper.

 

Kirken har i denne uge vist, at hun er solidarisk med resten af samfundet. Hun vil ikke nyde et privilegium (fx en udviddet forsamlingsret), som ikke tildeles andre statslige institutioner. Det er den pæne version. Den som vi måske kan være bedst tjent med og stolte af, når det hele er overstået. Men samtidig har vi også kunnet konstatere, at kirken er en såre menneskelig organisation. Da folkekirken blev bedt om at undersøge, om det kunne lade sig gøre at samles til gudstjenester i påsken, så ville den ikke. Dens egne præster nægtede at gå på prædikestolen. Dermed viste den sig ”solidarisk med verden”. Den blev i et presset øjeblik tvunget til at vælge side. Den valgte klogt og sikkert. Og dog siger kirkens hoved: ”Mit rige er ikke af denne verden”. OG et andet sted: ”Hvis ikke hvedekornet falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold.” Det er den spænding kirken står i. Mellem verden og Guds rige. Mellem allerede og endnu ikke. Det har den altid gjort, men lige nu er det som om, det er blevet ekstra tydeligt – ikke kun her i lille Danmark men overalt i det gamle kristne Europa. Kirkene er lukkede 24-7 bortset fra ved nøddåb og bisættelser – og selv denne sidste mulighed er frataget vore kristne brødre og søstre i Spanien. Verden og kirken har lagt arm - og verden vandt uden kamp. Saltet har tilsyneladende mistet sin kraft. Er der egentlig mere at sige? (…)

 

Men så må vi lytte til Guds ord, sådan som det står anført i alterbogen til Palmesøndag.

Jeg læser fra Johannes Evangeliet kapitel 12, 1-16.

”Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.  Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie.  Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da:  »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?«  Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den.  Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves.  De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«

Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde.  Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel,  for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem.  De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:

Hosianna!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!

 Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:

Frygt ikke, Zions datter!

Se, din konge kommer,

ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.”

 

Der er blevet sagt og skrevet meget om coronakrisen i de seneste uger. Mange kloge folk har givet deres mening til kende. Tal og prognoser opledes i krystalkuglen og kastes med meget lidt ydmyghed ind og ud af debatterne i de skrevene og elektroniske medier. For den almindelige dansker er det forstemmende, når tallene ikke passer og eksperterne ikke er enige, for hvem skal vi så tro? Kun tiden kan vise, hvilken strategi, der var den rette. Men også til den tid vil svarene kunne diskuteres. Fx hvis det viser sig, at diktaturstater klarer inddæmningen af coronasmitten bedre end de åbne demokratier. Skal vi imitere dem og ofre vores frihed på lægevidenskabens alter? Kan prisen for vores sundhed blive for høj? Disse tanker tror jeg har optaget ikke bare mig, men mange danskere i den seneste tid.

 

Dagens evangelium fortæller os, at det ikke er første gang i verdenshistorien, man har stillet spørgsmålet om mål og midler. Eller sagt på anden måde: Når vi i dag spørger, hvor meget et menneskeliv må koste, så bevæger vi os samtidig ind i en diskussion om, hvordan vi skal bruge vores fælles midler på den mest hensigtsmæssige måde. Den diskussion rejses også i dagens tekst fra Johannesevangeliet. Her møder vi Jesus, som er hovedpersonen ved en festmiddag i Lazarus’ hus. Der var vitterlig også noget at fejre, må vi sige, for Lazarus, der kort forinden havde ligget 4 dage død i graven, sad nu med til bords i tilsyneladende god form. Lazarus’ søstre Martha og Maria var selvfølgelig også med. Martha vartede gæsterne op, Maria holdt sig tæt ved Jesus.

På et tidspunkt åbner Maria en flaske med nardusolie og mens hun salver Jesu fødder, fyldes huset af duften fra den vellugtende olie. Det vakte opsigt i selskabet, for sådan noget gør man normalt ikke ved de levende, men med de døde – efter jødisk begravelsesskik. Dertil kom, at olien var meget kostbar, hvilket Judas Iskariot var den første til at bemærke: ”Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for 300 denarer og givet til de fattige?”. Johannes nævner, at Judas ikke mente det oprigtigt, for han var kun interesseret i at få olien solgt, fordi han dermed kunne rage noget af overskuddet til sig selv. Han stod nemlig for disciplenes pengekasse. Men hvis vi nu udelader denne lidet flaterende oplysning om Judas; havde han så ikke en pointe? Jeg mener 300 denarer svarede til næsten en hel årsløn for en daglejer på den tid. Omregnet til danske kroner i dag må det være over 300.000 kr. Det var en hundedyr massageolie. Måske endda uforholdsmæssig dyr.

Vi der lytter til udvekslingen må nikke genkendende til dilemmaet. Judas’ spørgsmål er i bund og grund et politisk spørgsmål. Det handler om mål og midler og om, hvordan man bedst kan bruge de fælles ressourcer så flest muligt kan blive reddet. Lyder det bekendt? Også i vore dage har man spurgt, hvad det må koste at redde et menneskeliv. En tænketank har svaret op til 23 millioner, for ethvert menneskeliv koster noget. Hver gang et menneske dør, har staten haft store eller små udgifter alt afhængig af de afdødes helbred og indkomst. Men at et menneskeliv koster noget, er ikke ensbetydende med, at vi skal have et loft for, hvor meget det så må koste – også selv om det loft eksisterer i realpolitiske forhandlinger. Det samme er på færde lige nu med corona-epidemien. Vores redningsplan er vanvittig dyr. Men det store flertal af os, mener ikke vi har råd til at lade være. Det koster nemlig også noget at lade stå til. Hvis man kunne have handlet forebyggende i tide, men ikke gjorde det, ville det have været dyrt for vores fælles samvittighed.

Det svar Jesus giver Judas er ikke et, man kan bygge en politik på. Han siger ikke til Judas, at det ikke er vigtigt at hjælpe de fattige, men han siger, at der lige nu er vigtigere ting at koncentrere sig om, og at Maria har ret til bruge de dyre dråber: ”for de fattige har I altid hos jer, men mig har I ikke altid.”

Her fik den kølige, beregnede fornuft et uventet modspil. Hvad der lød som et fair forslag, der kunne komme flere til gode blev afvist til fordel for den situationsbestemte hengivelse. Jesu svar have været det samme, hvis olien havde kostet de dobbelte eller det femdobbelte. Det var et spørgsmål om, at sætte kærligheden først.

Som sagt mener jeg ikke, at vi kan udlede en økonomisk eller politisk lære af evangeliet. Vi kan ikke fodre vores politikere med en kristelig etik, som overflødiggør de meget alvorlige spørgsmål, vi kommer til at tage stiling til, når prisen for vores nedlukning af samfundet skal gøres op. Og dog er evangeliet ikke uden betydning. Det viser os, at Jesus ikke ville svare på, hvad et menneskeliv koster. Det syn på mennesket er stadig enerådende i vesten. Det er vores uudtalte ideal. Vi kvier os ved at sætte tal på, selv om vi ved, at ethvert menneskeliv koster noget – og koster noget bestemt.

I den kollekt, jeg ville have læst i dag, hvis vi havde holdt en almindelig gudstjeneste, hedder det i bøn til Gud: ”Giv os nåde, til at tage ved lære af din søns tålmodighed, efterfølge ham i ydmyghed til vor død og vågne til fællesskab med ham i hans opstandelse.” Det forekomme mig, at de ord rummer netop det, vores tid har allermest brug for; nemlig tålmodighed og ydmyghed.

Alle kan nævne noget, de savner slemt for tiden. Mange savner deres børnebørn og den sociale kontakt. Nogle har mistet deres arbejde, andre er bekymrede for deres skolegang og afsluttende eksamen eller for, hvordan det skal gå med den virksomhed, de har arbejdet hårdt for at få op at stå. Vi har også her i sognet mennesker, som er bange for at gå uden for deres dør. Vi har set eksempler på hamstring, hvilket heldigvis er forsvundet. Til gengæld er der rigeligt med mennesker, der nu har fundet en god sag, som de kan hakke andre oven i hovedet med. Sådan kan man lukke munden på dem, der stiller kritiske spørgsmål.

Den samlede mængde af frustrationer og bekymringer er betragtelig og eskplossiv. Det lyder som en oplagt idé at tage ved lære af Jesus. Tålmodighed og ydmyghed kommer vi langt med. Ikke bare os, som lader os regere, men også dem, der regerer os. Også de må lære at bruge deres magt i det godes tjeneste og ikke tilrane sig mere af den, end strengt nødvendigt.

Jesus nåede langt med tålmodighed og ydmyghed. Ja, han nåede længere end noget menneske nogensinde er kommet. Da han hang på korset, var der nogen der spottede og sagde: ”Du som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage; frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset”. De vidste ikke, hvem det var, de talte til, at det var Gud selv, og at dommen over døden allerede var fældet. Det er det drama, vi vil følge i den kommende uge. Ikke som betragtere, som var vi en tur i teateret, men som følgere i den samme skare, der lagde deres kapper på vejen og sang deres Hossianna i det øjeste, deres Herre, Frels nu! Til forskel fra dem dengang, ved vi at historien ender godt. Så lad os følges ad  med stille mod og tåle det afsavn og den usikkerhed, der for en stund er blevet vores lod.

Vort hosianne klinge,

Du ærens konge, gak,

vor død at undertvinge

og hav så evig tak!

Amen.

 

Kåre Egholm Pedersen

 

 

 

Mariæ Bebudelses dag 29. marts 2020

En sang om frihed

Og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.

Landet er lukket ned, og friheden er sat på hold. Voldsomme lovindgreb har bragt landet i en undtagelsestilstand, både økonomisk og åndeligt. Erhvervslivets pengestrømme svinder ind, alt imens statskassen åbner for sluser til depoter, vi dårligt anede fandtes. Landet er i krise; en stærk stat har taget affære; natvægteren er trukket i kampuniform, og folket retter ind. Vi bøjer os under statens jernnæve, hvis ikke af autoritetstro så under indtryk af de italienske skræktilstande. Forsamlings­friheden og retten til fri bevægelighed lyder i denne tid som studentikose abstraktioner taget fra et verdensfjernt teorilokale. For coronaen har taget pusten fra os. Næsten da.

”Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har” (HSB 168). Sådan skrev Benny Holst i 1976 i anledning af sin bedstemors 75-års fødselsdag. Hun fortjente en sang, den gamle Julie med det smukke sprog. Måske har Benny Holst som barn siddet på sin bedstemors skød og lyttet til både salmevers og skillingsviser. Sange avler sange. Når først man får begyndt på skålsangen for morlille, ja så er det svært at få stoppet. Den ene tager den anden, for så yndig ser hun ud. Fødselaren.

I denne tid er alle fødselsdagsfester aflyst, tillige med påskefro­kosterne. Da statsministeren forleden udstak nye moderlige dessiner, røg påsken, og lammestegen kunne blive i fryseren. Mere upåagtet røg kirkens højtid sig også en tur, og Kristus kunne blive i graven. Men ligesom vi synger for vore venner og dem, som vi kender, så synger vi netop i dag også med Maria. Den stakkels teenagepige, som i hine tider kom i så (u)lykkelige omstændigheder. Vi synger for at vække, hvis ikke guldbrude­parret med morgensang, så da Kristus med lovsang. Vi synger for at vække sjæl og legeme. Vi synger med Maria. Og med Phillip Faber.

For mens vi hver især holder skansen derhjemme og vejret i supermarkedet, så sender fjernsynets program 1 hver dag morgensang. Pigekorets Phillip Faber har for en stund udvidet sit kor til at omfatte alle danskere. I fællessang gælder ingen deltagerbegrænsning, der er altid plads til flere stemmer, og således kan vi hver især sidde foran fjernsynet med nusset pyjamas og uglet morgenhår, mens vi synger med på både Se, nu stiger solen og Papirsklip. Fællessangen trives i krisetid, sådan har det altid været.

Man siger, at fællessangen blev født efter et af Grundtvigs Mands Minde-foredrag. Den 17. oktober 1838 var Grundtvig nået til Englandskrigene, og efter en højstemt afrunding med lovord til Peter Willemoes’ heltedåd- og død blev der helt stille i salen. Pludselig, som et korsvar af en anden verden, brød tilhørerne ud i sang Kommer hid, I piger små (HSB 486). Det var Grundtvigs egen sang om søhelten, og den pludselige fællessang bevægede den halvgamle mand. I avisen blev det omtalt som en takkehymne.

I øjeblikket synger vi ikke just takkehymner, men vi synger alligevel. Måske for at vejre morgenluft, eller måske blot fordi, vi ikke kan lade være. Gårdmusikanter er sågar begyndt at turnere, og forleden havde jeg fornøjelsen af Himmelhunden midt i min boligkarré. Det er som om, sangen overkommer afstanden, henover det ingenmandsland af grønne parker og indbydende torve, som vi dårligt må betræde. Besættelsestiden minder på sin vis om tiden nu. Foråret forsømmes i de fjendske zoner. Besættelsestiden varede længere end et forår, men den var ikke få måneder gammel, førend sangen begyndte. Den såkaldte alsang samlede i tusindvis danskere til national og åndelig mobilisering. Den første gang samledes 1500 mennesker til fællessang, og i september 1940 kulminerede alsangen med 700.000 danskere, som i fællesskab afsang de sange, som nu engang skal synges. Selv i krisetid, ja især i krisetid.

Phillip Fabers morgensang er at sammenligne med alsangen fra 1940. Dengang vidste man ikke, hvornår Danmark igen ville være frit, men man sang alligevel. Man tog forskud på glæden, hvilket jo egentlig er overmodigt. Man risikerer bare at blive skuffet. I den forstand er enhver morgensang, enhver lykkelig morgenstund, en overmodig foregribelse af dagen. Man ved jo dog ikke, siddende der på sengekanten med søvn i øjnene, hvorvidt dagen nu også arter sig. Men overmodigt håber man. Man har vel lov at håbe. Tag nu Abraham f.eks., med håb imod håb troede han, at han skulle blive en mægtig stamfar. Det blev han minsandten også. Og tag så Maria, den stakkels unge pige er da om nogen kommet ud i en livskrise, gravid uden for ægteskab, men alligevel synger hun. Højt og lydeligt om den Gud, som har gjort så mægtige ting. Nu også for hende. Og snart også for os. Påsken nærmer sig. Det er dobbelttydigt.

For Maria venter mange kvaler. Et sværd skal gennemtrænge hendes sjæl, forudskikker Simeon i templet, og forinden skal hun græde ved Jesu kors. Intet ved hun, men hun fornemmer sikkert nok, at noget er i gære. En så ung pige kan enten tænke, at det værste er, at alting kan ske – eller: at det bedste er, at alting kan ske. Budskabet fra Gabriel var vel nok gådefuldt men ikke glædesløst. I denne stund, i besøg på Elisabeths kammer, vælger Maria, overmodigt, at det bedste kan ske. Og det sker. Det ved hun bare ikke endnu. I denne ustadige vaklen, mellem det, der er sket, og det, der vil ske, lever vi også. Med englebud i bagagen kaster Maria sig ud i livet. Hun giver sig hen, fremfor at sygne hen. Hun tager glæden på forskud, og lader dén overskygge alt andet.

Vi har også noget i bagagen. Det være sig både godt og skidt. Sorgfulde tildragelser kan mørkne enhver fremtidshorisont; så er bagagen tung og traumerne til at mærke. Men i bagagen har vi også en dåb. Den holder; ikke som en mytisk hændelse, der samler støv i erindringen, men som en overskyggende kraft, der rækker ind i usikre tider. Når vi griber efter dåben, dernede i baggagen, kan vi foregribe glæden. For vi har den allerede. Med håb imod håb lever og dør vi. Det er overmodig kristendom, ja måske endda overstadig kristendom, så syng det med Maria ud. Og med resten af Danmark.

Danmark synger i krisetider som denne. Overmodigt og til tider overstadigt. Sangene bor i os, og de kan ikke bures inde. Måske synger vi ikke Mariahymner, men vi synger. På munkevis, fra altaner og haver, synger vi graven op og glæden ud. For den skal ud. Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har, men det har vi. Sange om frihed. Om Maria, ’der lukker vinduet op, og springer ud af de gamle rammer’, for nu at sige det med Bifrost, eller med Grundtvig: ”friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang”. Kirkerne er lukkede, og ånden er ude. Som en foregribelse af både påske og pinse lader vi alsangen bryde ud, på jorden og i himlen, på altanerne og i haverne, i kor med alle engle i en herligheds morgensang. Må dét korsvar lyde helt ind i de tomme kirkerum og ensomme stuer. God søndag!

Niels Sander Pedersen

 

 

Midt i en coronatid
- om ensomhed og fællesskab, løgn og sandhed

 

Trettende marts. Det er tåget. Sådan lyder de efterhånden ikoniske åbningsord til Martin A. Hansens Løgneren. I dag er det ikke tåget, men alligevel vandrer bittesmå dråber rundt imellem os. Coronavirus spreder sig, og vi bliver inden døre. Af frygt for sygdom og med omtanke for hinanden. ”Vi skal stå sammen ved at stå spredt”, udtalte statsministeren forleden, og vi forstår meningen. Hastelovgivning er gennemført, endda med solnedgangsklausuler, for tiden er knap, virussen spreder sig som det skumringsmørke, hvorfra vi ensomt råber ”Vær os nær”. Men nærheden er sat i bero, fysisk kontakt skal begrænses og vi skal udvise samfundssind. Og troligt vente på foråret.

I Løgneren møder vi Johannes Vig på sit lønkammer. Han er degn. Der er ikke megen samfundssind at spore hos ham. Han bor på en ø, i refleksionens selvvalgte karantæne, hvor enhver umiddelbarhed holdes nede. Johannes venter på forår og på sneppejagt. Han hader uro og ulejlighed, men har alligevel nok at gøre med at smede rænker og tænke sig ud af livet. Annemari leverer madkurven. ”Ja, her sidder jeg og prøver at spinde dem ind i fine tråde”, noterer Johannes fra skolestuen. Dér sidder han og kan ikke andet. Som en edderkop drager han livet til sig; i et tankespind hamstrer han livets fornødenheder og åndens frugter. ”Det skal være en god dag, en fin dag”, siger han til sig selv, og den mistanke vækkes, om dagen nu også bringer godt med sig for andre end Johannes selv.

”Beskyt dig selv og andre”. Sådan lyder sundhedsmyndighedernes råd i øjeblikket. Johannes Vig, hvis navn man som bekendt ikke skal sige for hurtigt, beskytter sig selv. Han bor alene, i ly af store graner. Maden bliver leveret, og omkring ham går statisters livfulde dans, der til sidst skal afsløres som en dødedans omkring en gylden løgn. Til sidst skal selv læseren ønske – som de ugudelige israelitter – at blive slettet af den bog, degnen fører. Man skal ikke tro på alt, hvad der står i dén bog.

I aviserne skrives der meget om coronavirus. Overskrifter puster til ilden, og statsministeren maner til besindighed – og samfundssind: vi skal stå sammen ved at stå spredt. Skoler lukker, biblioteker lukker og kirker lukker. Nymodens kommunikationsteknologi viser sig anvendelig men utilstrækkelig, for vi savner den fysiske kontakt. Når en udstrakt hånd mødes af en albue, og når åbne arme får den kolde skulder, da råber vi ”Vær os nær”.

Vi kan ikke holde ensomheden ud, fordi vi ikke kan leve på den. Vi kan ikke leve på løgnen. Så går vi i kirke, hvis vi ellers kan. Degnen Johannes skal også prædike på søndag. Hjulpet på vej med en tår over tørsten skal han prædike over første tekstrækkes evangelium: ”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile”. Det lyder som en fæl virus, der søger husly. Det er det måske også. Dengang antog man sygdomme for at være et udslag af dæmonbesættelser. De måtte drives ud ved bøn. I dag har vi vacciner og medicin, men mod coronavirus forslår den slags som en skrædder i helvede. ”Gå ind i dit lønkammer, og luk din dør, og bed til din far, som er i det skjulte”, lyder Jesu formaning, der næsten kunne tillægges sundhedsstyrelsen. Så det gør vi så, og lukker døren efter os. Men ensomhed er et tungt åg, især når det bæres alene.

Det siges, at salmedigteren og valgmenighedspræsten Jakob Knudsen higede efter fysisk nærhed. På de kanter, hvor Randers Fjord skærer sig igennem fed landbrugsjord, sad han en sen aften i hestevogn på vej hjem fra et foredrag. Selv trækdyrene, der dog var to om at bære deres åg, prustede ængsteligt gennem nattemørket, mens vognhjulene knagede ujævnt afsted. Jakob Knudsen var tungsindig, og hører man Carl Nielsens melodi er det som om, man stadig kan høre de tunge vognhjul trække sjælen gennem mørket. Især når den spilles for langsomt. ”Vær mig nær”, råber Knudsen, indtil han får øje på et vågelys, der brænder i vinduet til et lille husmandssted.

Det siges, at der var sygdom i det lille hus. Et menneske lå for døden og midt i mørket havde husets beboere tændt et vågelys. Der har sikkert været tale om en banal sygdom, som i dag kunne kureres med penicillin. Sygdomme er mystiske: Når de kommer ind på livet af os, lærer vi dem at kende og så er de ikke farlige længere: vaccinen er opfundet. Huset findes endnu, deroppe ved fjorden. Nye mennesker er flyttet ind, sygdommen er fejet bort, men ensomheden er der endnu. Især i disse dage tager ensomheden bolig, for den bryder sig ikke om at flakke hvileløst om. Den søger selskab.

Jakob Knudsen lod sig skille fra sin første hustru, fordi de ikke kunne be´ sammen. Der har forhåbentlig været flere grunde til skilsmissen. Undertiden kan ensomhed kile sig ned i et sammentømret ægteskab, så polerne vendes. Mand og kone, ryg mod ryg, og en ensomhed der svigefuldt hvisker dem begge i ørene. I anden tekstrækkes evangelium er der både løgn og sandhed. ”Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger?” spørger Jesus, og da så tilhørerne endelig prøver at skelne ret og vrang, havner de i en kryptisk formodning om, at Jesus må være en dæmonbesat samaritaner! Sandheden er unægtelig ilde hørt, især når vi skal overbevise hinanden. Men i evangeliet er der en løgn at vanære og en sandhed at ære. Opgaven for de tungnemme tilhørere og alle os andre er at ære sandheden (ikke nødvendigvis forstå den). For sandhed kan kun æres i fællesskab, hvorimod løgne udgydes fra fordækte rum, der ikke tåler dagens lys. Løgne kan måske nok trække en hale af eftersnakkere, men løgne kan ikke æres i fællesskab, al den stund løgne muterer som vira i en petriskål. Med fælles fodslag kan vi for en stund marchere ud af en løgnagtig gebet, men en dag går det galt. Og løgnen, den selskabelige fætter, strejfer da videre efter en ny og ensom bolig.

”Vi skal stå sammen ved at stå spredt”. Det giver sygdommen trange kår, men sandheden må holde for. For hvordan minder vi os selv om sandheden, når nu vi forbydes fællesskab? Hvordan ærer vi sammen sandheden hver for sig? For Johannes Vig lykkes det ikke; han (og vi andre med) hvirvles ind i et net af løgne, så man får lyst til at kaste en blækklat efter både djævel og degn. Karantæner er unaturlige, men ikke desto mindre har vi hørt både Løgneren, statsministeren, Jesus og Jakob Knudsen tale fra karantænerne. I et uskønt selskab har de alle sunget med på ensomhedens a capella. Løgneren slog sig på flasken, statsministeren foreslår ’provisorielove’, Jesus beder os om at lukke døren efter os og Jakob Knudsen tænder et vågelys. Og hvad gør så vi? Vi ærer sandheden i det fællesskab, som ikke kan divideres med smittetallet, endskønt det i øjeblikket ligner et monastisk celleliv. Vi er ensomme sammen, og derom er vi netop sammen. Sammen venter vi – på tågen, der letter, og på foråret, der kommer. Vi venter på, at isen bryder, så vi atter kan knytte kærlige bånd. Vi venter på dagen, der gryr.

Lad os alle bede: ”Vær os nær, du kære Gud, medens natten lider!”

Niels Sander Pedersen
Fredag d. 13. marts 2020


 

Prædiken til anden påskedag 21. april 2019

Som ny præst her i huset er det naturligvis en pligt at lade sig informere om husets beskaffenhed; det være sig alt fra kalkmalerier og inventar til mere specifikke væsentligheder som antallet af orgelpiber og messeklædernes tekstiltyper. Midt i dette virvar af faktuelle detaljer, som Nationalmuseets sirlige observatører har nedskrevet i en bog, faldt jeg dog over en påskeforkyndelse, som uforvarende er sluppet med, som et forputtet påskeæg deriblandt de kølige facts om taghældning, brolægning og kragbånd. Med en videnskabsmands lakoniske alvor stod der i Nationalmuseets bog om selve den østvendte kirkebygning: ”Orienteringen har en ubetydelig afvigelse mod syd”. Midt mellem de på decimaler præcise opmålinger og afvejninger stod nu dette lidt sjuskede ”en ubetydelig afvigelse – en ubetydelig afvigelse mod syd”.

Ganske vist kan vi teologer ofte sovse forkyndelsen ind i floromvundne klamamser, hvor det ene ord tager det andet, så vi snart får sagt, at vi alle er syndere, for kort efter at sige, at vi da også alle er retfærdige, endda på samme tid, men lige netop her i påsketiden handler det vel om en præcis kendsgerning: Graven var ikke bare lidt tom, nej den var helt tom. Og fordi den var det, venter vi nu med blikket rettet mod øst, for netop fra øst skal også vi genkende vor Frelser, og følgelig bør vi vel sidde bænket i en kirke, som er præcis øst-vest vendt? Vi kan vel ikke nøjes med et upræcist cirka? En ubetydelig afvigelse lyder som en ubetydelighed, men når vi for ikke mange dage siden har sunget et ”Sig: vi går til paradis”, så er det vel det bedste, om vi også når til dette paradis og ikke havner bare deromkring, sådan i omegnen af paradis. Bare sådan cirka. Eller hvad?

Prædikenen kunne nu fortsætte med præcise og skarpe hug, tale dunder imod enhver afvigelse fra de smalle stier og de bittesmå nåleøjer, men lad os nu alligevel prøve med et cirka. Lad os se, om det kan gå?

De to disciple er på vej til Emmaus, præcis 60 stadier fra Jerusalem, og konverterer man det længdemål til nutidsafstande, er det 11 km. En afstand som oplagt ville kunne tilbagelægges på cykel. I hvert fald har de god tid til at tale sammen om alt det skete. Om indtoget, om tilfangetagelsen, om korsfæstelsen og så da især om denne opstandelse. Og da den fremmede slår følgeskab med dem, må også han lægge øre til drøftelserne. Den fremmede foranstalter en debriefing. Det er kærkomment for de stakkels disciple. Når man har været ude for rystende oplevelser, har man behov for at tale om det. Ordene er sikkert snublet over hinanden i en hektisk vidneberetning, som ville give selv den mest ihærdige referent sved på panden. Disciplene har meget på hjerte, og den afslørende vending lyder: ”vi havde håbet”. De havde håbet, men nu er håbet borte. Et håb formuleret i datid er dog det mest trøstesløse. Som når vi siger: ”vi havde håbet, hun blev rask igen”; ”vi havde håbet, hun ville komme hjem”. Underforstået, håbet er brast. Det gælder også hos disciplene. Håbet er væk, og nu er kun en centripetal sorg, som søger at hitte redde i hele miseren: Når nu de hængte Jesus på et træ, som Peter udtrykte det før i Cornelius’ hus, så kan Jesus jo ikke længere være Israels forløser. Og jøderne har nu altså forløsning behov. Så ulykken er stor, og de to disciple på vej til Emmaus aner ikke deres levende råd; de tror naturligvis ikke, at forløsere hænger på træerne, og de tror da slet ikke, at de opstår. Så derfor må deres tanker holde sig til kendsgerningerne. Fordi en sorgs centripetale kræfter ofte vil koncentrere sig om i dette tilfælde en tom grav. Disciplenes katastrofe er så stor, at tankerne uvægerligt vil snævre sig ind; alting kan ikke gennemtænkes midt i en krise. Ligesom det er nemmere for enken til en nyligt afdød at tale om kisteblomster og salmevalg, end det er at tale om det tomrum, som den døde efterlader sig. Vi må altid starte i det konkrete. Og det konkrete er for disciplene, at graven er tom, og at nogen siger, han er i live. Derfra og så til at slutte, at han er opstået, sådan som profeterne forudsagde det, der er langt, og disciplene går med nedslåede miner i retning af Emmaus. Disciplene går ikke bare på må og få, de trisser ikke rundt i en gravhave og planter liljer ved afdødes grav. Det gør de ikke, fordi de er bragt ud af fatning. De er, som vi hørte i går, ude af sig selv, og når man er ude af sig selv, så er man udenfor, og derudefra søger sorgen ind ad. Ind i sig selv. Man går i sig selv. Man burer sig inde. Inde i det, man kunne kalde for sin egen sjæls Emmaus.

Og vist er det godt at have et Emmaus, et helle, hvor sjælen kan finde hvile, men sorgens isolerede mindestuer er ikke egnede til et liv i tid og evighed. Og det er vel basal sjælesorgskundskab, at enhver, som er lukket inde i sin egen sorg har brug for et menneske udefra. Et menneske som ikke bare siger: ”ring, hvis du har brug for det”, men i stedet spørger ind, ind i sorgens mørke, f.eks. med et nysgerrigt ”hvad da? – hvad er det, du går og tænker på?”. Alt dette er jo basal sjælesorgskundskab, hvorom jeg ikke skal udbrede mig. Også Grundtvig vidste, hvad den sørgende beder om, for i langfredagssalmen lyder det netop: ”Ræk mig hånd, når øjet brister”. Og det er netop, hvad denne fremmede gør, og idet han rækker efter brødet for så at bryde det, i samme nu falder sorgens slør, og disciplene indser, at rygterne om, at Jesus var blevet set i live, ikke var stærkt overdrevne, nej snarere det modsatte. For Jesus var ikke bare set i live, som om han aldrig havde været død, men Jesus var set som opstanden, fordi han netop havde været død. Den opstandne Kristus griber ind. Sorgens centripetale kræfter, som både søger mod et Emmaus, og som samtidig søger at præcisere og konkretisere alting til en tom grav. Alle disse døde, undertryggende kræfter, som kun skaber et undertryk, hvori kærligheden suges ned som forstilte erindringer i en indre mindestue, de kræfter brydes påskemorgen, da en fremmed griber ind. Påsken er et indgreb midt i solar plexus af sorgen, døden og mørket. Og ligesom disciplene kun ’næsten var fremme’ ved den landsby, som de beslutsomt var på vej til, førend de vendte om på hælen og gik tilbage til Jerusalem, tilbage til livet, således gælder det for enhver af os, at vi altid kun næsten er døde, førend vi også kan bryde op og bryde ud af sorgen og ind i livet igen. På en ledsaget udgang tilbage til livet. Uden denne nyorientering var vi alle dømt til at skulle gå den slagne vej, præcis mod død og undergang; livet ville være en lang langfredag, men med opstandelsen går der kuk i kompasset. Der afviges fra død og undergang. Den død som før var uafvendelig, stensikker, er ikke længere et præcist tryk på power off, den er ikke længere et uimodsagt faktum. Og på samme måde er livet ikke længere en præcis, snorlige vandring, men et åbent stykke liv, fuld af afvigelser. Kristus går ud af graven, vender om på hælen derinde i gravmørket, og på samme måde kan vi altid vende om. Hvis vi tør. Og i hvert fald ved vi, at livet altid kan vende tilbage til os, selv når alting ser så uvægerligt og uafvigeligt sort ud. Opstandelsen er ikke bare en ubetydelig afvigelse men en kæmpestor, betydningsfuld afvigelse fra alle de kræfter, som søger at præcisere, centralisere og konkretisere et liv, indrammet af fastlåste vilkår. Nej, opstandelsen tænker ud af dén boks, Kristus går ud af gravens boks, og det samme kan vi nu gøre. Med ham i hånden eller med et andet medmenneske i hånden. De betydelige afvigelser er begyndt, intet er længere stensikkert. Nu er vi ikke længere afskærmede henimod østvendte horisonter, nej både
øst og vest og syd og nord,
ild og vand og luft og jord
synger påskesalmer.

Niels Sander Pedersen

 

 

Prædiken til Mariæ bebudelses dag 7. april 2019 ved indsættelse i embedet ved Vejlby Kirke


”Det er ikke sådan, jeg havde tænkt mig. Min struktur og mit koncept bliver ikke, som jeg havde tænkt mig”. – Sådan sagde en både dygtig og velforberedt kvindelig radiojournalist, da hun for nogle uger var på besøg hos skuespillerinden Ghita Nørby. Med sig havde journalisten en stor mikrofon og en kurv med både ost og pølse. Meningen var, at hun skulle interviewe Ghita Nørby i 7 timer uden pause. Journalisten bar hovedtelefoner, og imellem hende og Ghita Nørby blev en pelsbeklædt mikrofon anbragt, så ethvert hjertevarmt og ærligt ord, der måtte udgå fra Ghitas mund, kunne indfanges i journalistens struktur og koncept. Radiojournalisten var exceptionelt godt forberedt, researchen var på plads, udstyret i orden, alt var parat til at indfange Ghitas liv. Emnerne var planlagt, skemaet lagt, og et tomt bånd begyndte sultent at snurre. Hele Danmarks Ghita skulle nu portrætteres og indrammes i et koncept. Men nogen gange går alting ikke som planlagt. – ”Det er ikke sådan, jeg havde tænkt mig. Min struktur og mit koncept bliver ikke, som jeg havde tænkt mig”, siger den rådvilde men beherskede radiojournalist, da Ghita Nørby aldeles ubehersket og bramfrit skælder hende ud. Skuespillerinden bringer bogstavelig talt radiojournalisten fra koncepterne og kalder udstyret, spørgsmålene ja hele konceptet for livløst og dødt. ”Du aner ikke, hvor livet er. Du har ikke fattet det. Du er optaget af strukturer, planer og spørgsmål”, vrisser Ghita, som vil tale med et menneske og ikke en kunstig mikrofon. Og i løbet af interviewet tager blodrusen til; Ghita er ond i sulet, og den anæmiske journalist holder ud.

”Det er ikke sådan, jeg havde tænkt mig. Min struktur og mit koncept bliver ikke, som jeg havde tænkt mig”. Omtrent sådan har den unge Maria måske svaret, da en engel aldeles uventet bryder ind til hende. Maria bliver taget på sengen, som var det en grænseoverskridende adonis, der pludselig vælter ind på hendes sovekammer. Enhver privatsfære bliver overtrådt, og enhver intimsfære går fløjten, da denne uventede gæst, en engel, begynder en obstetrisk samtale om graviditet og fødsel. ”Hvordan skal det gå til?”, svarer hun lidt enfoldigt men også ærligt. Ja, hvordan skal det gå til, når koncepterne knækker og strukturen skrider? Den unge Maria har givetvis som enhver anden teenagepige siddet på sit værelse og gjort sig mange tanker og forestillinger om fremtiden, men så kommer der pludselig en engel i vejen, der som en hjemmerøver tager både hendes dyd og hendes struktur for det liv, hun havde tænkt sig.

Det evangelium, vi lige har hørt, er ikke ufarligt. Vi er vidner til et privat møde, hvortil Maria nok ikke har givet samtykke på forhånd. Og i en tid, hvor selv information om glutenallergi er underlagt en persondataforordning, er det ikke givet, at englen har fået lov, endsige at vi har fået lov til at være med. Men nu er vi med, og i dagens evangelium er råbåndet offentliggjort, og både Maria og englen går fra koncepterne. Englen bryder konceptet om biologisk forplantning, og Maria må forfærdet bryde sit koncept med alle de håbefulde teenagerdrømme, som hører sig til i den alder. Nu er hun kommet i ulykkelige omstændigheder. Et grænseoverskridende møde, som efter vore koncepter berettiger en me too-historie. Men Maria er en stille pige, som grunder over tingene. Og det på alle måder skæbnesvangre møde slutter med Marias eftertænksomme svar: ”Lad det ske mig efter dit ord”. Og sådan skete det, og det, der kunne ligne en banal voldtægt, viser sig at være noget mere. Konceptet holder ikke.

Dagens evangelium er ikke en vidneforklaring. Dagens evangelium er ikke en oprulning af forne tiders lemfældige laden-stå-til, mens respektable folk som f.eks. Gabriel har overtrådt grænser. Dagens evangelium er faktisk et samtykke, for i evangeliet bliver Marias ja til Gud, til englen som bringer godt budskab, dét ja bliver sammenfaldende med Guds ja til hende, som menneske. Som et menneske, der er udvalgt til at føde et ekstraordinært liv. Og så sker der noget. Så sker der noget med os og med Maria. ”Lad det ske”, som Maria afmægtigt men også håbefuldt siger. Koncepterne falder, en ungpigeplan går i vasken, og livet går svanger med et håb. Et håb som rækker længere end nogen tænkelig masterplan; et håb som også berører os, når vi går fra koncepterne, fra tid til anden. Og et håb som nu også i dåben er blevet givet til lille Solvej. Håbet er måske ikke så tydeligt som sundhedsplejerskens vækstskema, men det er der, underneden. Som et ja fra Gud. Dét ja har Solvejs forældre gentaget, spejlet i døbefondens vand, og under dét ja gemmer sig Marias forbilledlige ja. Det betyder, at vi skal se godt efter, kigge dybt ned i dåbsfadet, og det betyder også, at vi ikke er alene om at sige et spagt ja. Nej, faktisk er det ja, som altid lyder ved dåben, også et ekko af alle de forældre, som i tidernes løb har båret deres børn til dåben, og tillige et ekko af det ja, som lød i tidernes morgen.

Fiat, sagde Gud. Og nej, det er ikke en italiensk bil, omend den prisbevidste Pave Frans vistnok har hang til netop dét bilmærke, men det er latinsk og betyder ”lad det ske”. Det sagde Gud, og så blev der lys, og det sagde Maria, da hun blev overrumplet af en engel, og det siger vi, fordi Jesus også siger det. I det fadervor, som blev Solvejs første, siger vi ”ske din vilje”. Mere behøver vi faktisk ikke at sige. Fiat. Eller fiat voluntas tuas, hvis vi vil være lidt ekstra fromme. Og netop dét ord var, hvad radiojournalisten undlod at sige. Og hvad vi allesammen ofte glemmer at sige, når livet buldrer frem som en livskraftig Ghita Nørby. Der er ikke noget i vejen hverken med Ghita eller livet. Hun er ikke dement, som nogen radiolyttere bestyrtet har undskyldt hende med, ligesom livet heller ikke lader sig konceptualisere. Det kan da godt være, at Ghita var både perfid og ubehøvlet, og det kan da helt sikkert være, at livet ofte er uretfærdigt og ubarmhjertigt. Men det, der grundlæggende er noget galt med, er vores struktur og koncepter, ”thi intet er umuligt for Gud”. Hverken at en engel kommer på visit, eller at Guds søn lyslevende kommer til verden. Når vores indsnævrede planer begrænser livet og dæmmer op for Helligånden, så bliver der ikke megen plads til, at nye børn kan komme til verden. Det gælder et barn som Solvej, og det gælder også Gudsbarnet. Alternativet er, som Ghita sagde til den stakkels journalist – som lige så godt kunne have været dig og mig, indsnævret i et travlt ugeskema – alternativet er livløst og dødt. Men en jomfru føder liv, og i en grav opstår liv. Det er kristendommens umulige budskab.

”Jeg kan ikke; jeg giver op”, sagde Ghita, inden mikrofonen blev afbrudt allersidst i programmet. Noget lignende siger Jesus på korset, men dét er ikke de sidste ord i kristendommen, for ud af graven opstår liv. Ud af et firkantet koncept træder et lyslevende håb. Et håb som aldrig må overskygges af båtnakket biologi og stivsindede skemaer. Et håb som skal give plads til livet i al dets vælde. Det håb skal overskygge livet, kun sådan at livet kan leves i tro, håb og kærlighed. Og kun sådan, at vi engang med venner i lys kan tale. Indtil da er vores ord, først som sidst, et fyndigt fiat.

Niels Sander Pedersen