Prædiken til 1. søndag i advent (A) i Vejlby Kirke

søndag den 2. december 2018 kl. 10.00:Tekst: Matt. 21, 1-9

I dag er det første søndag i advent og dermed også kirkeårets nytårsdag. For mange af os er det startskuddet til den travle periode op til jul. I denne mørke tid, hvor gade lygterne allerede tændes klokken 4, forsøger vi, så godt vi kan at bære ”blus med glæde”. Vi tænder lys, hvor vi kan. Lyskæder på træer og buske i haven eller på altanen, kalenderlys i vindueskarmens dekoration, hvide lys i adventskransen. Julekalenderen begynder igen på flow-tv. Jeg har læst at DR i år tilbyder hele 7 forskellige julekalendere, som vil være tilgængelige hver morgen fra kl. 6. "Vi har et bredt udvalg af julekalendere på DR, så der er noget for både store og små at samles om i december måned”, står der på hjemmesiden. Spørgsmålet er så, hvilken en af de syv, man skal samles om?

Kirken har kun en slags julekalender, og det er selvfølgelig de fire adventssøndage op til jul. Den handler om det samme år efter år. Selv teksterne gentages dog skiftevis med den lille danske specialitet fra 1885 kaldet 2. tekstrække. Man kan ikke som ved de andre julekalendere tage glæden fra nogen ved at fortælle, hvad den ender med. Der er ingen grund til at installere en spoiler-alarm. For man risikerer lige omvendt at tage glæden fra nogen ved ikke at fortælle, hvad kirkens julekalender ender med.

Her er det ikke tilstrækkeligt at meddele det, vi alle sammen godt ved: At efter den fjerde søndag i advent kommer juledag, hvor vi fejrer, at Vor Herre lod sig føde som et lille menneskebarn. Det er, hvad denne mystiske begivenhed betyder, som er advent tidens egentlige anliggende. Det er forsøget på at stemme sindet sådan, at den kommende højtid også kan blive til glæde for os. Ikke kun som en anledning til at samle familien, hygge sig og måske tage et par kilo på – skønt det er julen også. Men ved at øve sig i ikke at tage anstød af ham, som kommer til os i dag. For Jesus ligner stadig ikke en mand, man vil lægge et riges fremtid i hænderne.

Når en statsmand kommer til byen i dag sker det ofte i en stor sort limousine med skudsikkert glas. Der vil være bevæbnede sikkerhedsvagter omkring ham eller hende og blå blink i kortegen foran og bagved. Man vil med andre ord ikke være i tvivl om, at her kommer en VIP. Evangeliets beskrivelse af Jesu indtog i Jerusalem, som vi netop hørte om, er på mange måder et bevidst vrængbillede af det typiske statsmandsbesøg. Folket var der ganske vist med deres kapper, palmegrene og hosianna-jubelråb, men der var ingen blå blink eller livvagter til at beskytte ham. Der var intet ydre til at underbygge hans autoritet. Se på hans tøj. Klædt i pjalter, han kunne have fundet i en UFF container og ridende på et æsel, et såre almindeligt ufrit, arbejdsdyr. Det var der ikke meget stil over. Men der var mening med galskaben. Alle var dengang klar over, at den dag Messias, Israles længe ventede frelser skulle komme, ville det ske på netop den måde. Det kunne man læse hos profeten Zakarias, og han tog ikke fejl. Derfor var der en voldsom opbygget forventning og energi i den folkemasse, Jesus red ind i. Selv lod han sig ikke rive med. Ydmyg og sagtmodig (dvs. med et stille mod) sad han på æslet, for kun sådan kunne profetien gå i opfyldelse.

Vi ved jo godt, hvordan det endte i Jerusalem. Folket forstod ikke, hvem han var og hvad han ville. Derfor endte det med kors og død. Vi har hørt den tekst om indtoget et utal af gange, for den bruges også Palmesøndag som indledning til påskefesten. Men her ved begyndelsen af det nye kirkeår, får teksten en lidt anden betydning. I dag handler den om, hvordan vi vil modtage Jesus, når han kommer til verden, dvs. igen for første gang besøger menigheden og hver enkelt af os.

Den lidt selvmodsigende formulering ”igen for første gang” er ikke en fejl, selv om det unægtelig lyder sådan. For hvis noget er hændt før, så kan det jo ikke ske igen ”for første gang.” Men det særlige ved kirkeåret er, at det ikke fungerer som det almindelige, verdslige år. Ikke bare er det forskudt og reguleret af jævndøgn og måne, det er også et levn fra gamle dage, hvor man opererede med flere slags tid. Høj tid, kaldte man det, dvs. en slags tid, som kunne fortætte eller afbryde den almindelige tid. Vi kender tiden som en ustoppelig, fremadskridende proces, som vi hverken kender begyndelsen eller enden på. Men tidligere havde man andre former for tide. Grækerne kaldte den almindelige tid ofr kronos, mens de forskellige former for høj tid blev samlet under betegnelse for kairos. Man brugte kairos til særligt afgørende øjeblikke, hvor den almindelige tid blev sat ud af kraft. Kairos eller den høje tid var tættere på evigheden uden nødvendigvis at være sammenfaldende med den. Munkene levede selvfølgelig ligesom bønderne i sekulær tid. De kendte den fra det daglige fysiske arbejde og fra solens op og nedgang. De organiserede messebønnerne efter døgnets 24 timer. Men de kendte også til en anden tid, en spirituel tid, som i modsætning til den temporale, ikke ændrede sig.  Den høje tid kunne samle begivenheder, som i den normale sekulære ville være spredt ud over store ”afstande”. Et eksempel kunne være Isaks ofring i Det gamle Testamente og så Kristi død på korset. I den høje tid fremstår de to begivenheder samtidige, fordi de typologisk og kvalitativt er parallelbegivenheder, mens de i kronologisk forstand ligger årtusinder fra hinanden. Et andet eksempel på typologisk samtidighed kunne være det første påskemåltid, israelitterne spiste i ørkenen, da de flygtede fra Egypten (2. Mos. 12) og den sidste nadver. Den høje tid kvalificerede på en måde den sekulære. I denne særlige betydning kan Langfredag 1998 være tættere på den dag, Jesus blev korsfæstet, end midsommeren 1997. Den høje tid ordner historiske begivenheder efter, hvor tæt de er på evigheden.

Når vi i dag i kirken kan opleve noget igen for først gang, hænger det sammen med denne anderledes slags tid. I forhold til evigheden gælder betegnelsen gammel og ny ikke. Derfor kan vi i dag sige, at Kristus ridder (i nutid) ind i Jerusalem, selv om det historisk set er næsten 2000 år siden. Adventssalmernes aktualiseringer bakker den opfattelse op og skaber en poetisk samtidighed.

Som f.eks. i Brorsons skønne linjer:

”Han kommer selv, han kommer,

at dæmpe al din ve,

og gør en liflig sommer,

af al din trængsels sne”.

 

Eller som vi om lidt skal synge:

 

”O salig er den stad for vist,

hvis konge er den Herre Krist;

så vel det hvert et hjerte går,

hvor denne konge indgang får”

 

Og igen:

 

”Jeg hjertets dør vil åbne dig,

O Jesus, drag dog ind til mig!

Ja, ved din nåde lad det ske,

at jeg din kærlighed må se”.

 

Det handler altså om at modtage, at lukke hjertet op og lade ærens konge drage ind. 

Et gammelt dansk ord for ”lukke op” er at oplade. Vi hører det her i Vejlby kirke hver søndag i indgangsbønnen: ”Herre, opad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld mit hjerte”. Det er en vigtig formulering, for når hjertet er opladt, så er det modtageligt for evangeliet og så er alting godt.

I nyere tid har ordet at oplade selvfølgelig fået en anden betydning, som jeg gætter på, de fleste konfirmander umiddelbart forstår. Når batteriet i en mobiltelefon er brugt op, skal det oplades – ellers er det en mindre katastrofe (…) har jeg lært. Måske fordi mobilen næsten er blevet en del af eller en udvidelse af vores personlighed, kan udtrykket ”oplade” også meningsfuldt anvendes om mennesker. Sportsdirektøren Brian Holm fortæller i et interview, hvorfor han for år tilbage valgte at blive fast kirkegænger. Den slags skal man jo forklare nu til dags (J). Han havde lavet en aftale med Gud om, at hvis hans kæreste ville overleve en alvorlig sygdom, så ville han til gengæld gå i kirke. Kæresten overlevede, så aftalen skulle holdes. Holm fortsætter:

”Derfor begyndte jeg at gå i kirke med jævne mellemrum, mere at pligt end af lyst. Gradvist skete der dog det interessante, at jeg faktisk begyndte at nyde mine besøg i de katolske kirker i Belgien. Kirkebesøgene gav mig ro til at tænke på mine afdøde bedsteforældre, på min træningsmakker Johnny, der begik selvmord, og på fætter Kim, der blev skudt i en ung alder. Jeg bad også en stille bøn for dem, jeg kendte, der kæmper med svær sygdom. Mentalt kunne jeg have det som en mobiltelefon med kun en streg på batteriet, når jeg gik ind i kirke. Men når jeg gik derfra, var batteriet fyldt op igen.”

Oplade virker altså udmærket i begge betydninger. Og skulle man stadig være i tvivl, så tænk på, at kirken altid har mindst to opladestationer. I dåbens bad og ved nadveren bord får vi nye kræfter, fordi vi dér får lov at lægge alt det, der tynger os til side. I dåben opretter vi for første gang en aftale med Gud. Om han dog ikke på forhånd (også selv om vi intet har gjort) vil tage vor skam og vore svigt og uformåen i bytte med hans nåde, fred og kærlighed. En nadverbordet gentages det salige bytte: Vi giver ham alt det, der står i vejen for livet og glæden. Han meddeler os sig selv. Og miraklet er, at han går med til det, søndag efter søndag.

Således opladt kan menigheden også her hos os hente kræfter nok til den næste søndag i nye kirkeår. Lad os byde det velkommen i den gode tro, at også det vil bringe os glæde igen som var det for første gang – hver herrens dag.

Glædelig advent - Amen.