Prædiken til anden påskedag 21. april 2019

 

Som ny præst her i huset, er det naturligvis en pligt at lade sig informere om husets beskaffenhed; det være sig alt fra kalkmalerier og inventar til mere specifikke væsentligheder som antallet af orgelpiber og messeklædernes tekstiltyper. Midt i dette virvar af faktuelle detaljer, som Nationalmuseets sirlige observatører har nedskrevet i en bog, faldt jeg dog over en påskeforkyndelse, som uforvarende er sluppet med, som et forputtet påskeæg deriblandt de kølige facts om taghældning, brolægning og kragbånd. Med en videnskabsmands lakoniske alvor stod der i Nationalmuseets bog om selve den østvendte kirkebygning: ”Orienteringen har en ubetydelig afvigelse mod syd”. Midt mellem de på decimaler præcise opmålinger og afvejninger stod nu dette lidt sjuskede ”en ubetydelig afvigelse – en ubetydelig afvigelse mod syd”.

Ganske vist kan vi teologer ofte sovse forkyndelsen ind i floromvundne klamamser, hvor det ene ord tager det andet, så vi snart får sagt, at vi alle er syndere, for kort efter at sige, at vi da også alle er retfærdige, endda på samme tid, men lige netop her i påsketiden handler det vel om en præcis kendsgerning: Graven var ikke bare lidt tom, nej den var helt tom. Og fordi den var det, venter vi nu med blikket rettet mod øst, for netop fra øst skal også vi genkende vor Frelser, og følgelig bør vi vel sidde bænket i en kirke, som er præcis øst-vest vendt? Vi kan vel ikke nøjes med et upræcist cirka? En ubetydelig afvigelse lyder som en ubetydelighed, men når vi for ikke mange dage siden har sunget et ”Sig: vi går til paradis”, så er det vel det bedste, om vi også når til dette paradis og ikke havner bare deromkring, sådan i omegnen af paradis. Bare sådan cirka. Eller hvad?

Prædikenen kunne nu fortsætte med præcise og skarpe hug, tale dunder imod enhver afvigelse fra de smalle stier og de bittesmå nåleøjer, men lad os nu alligevel prøve med et cirka. Lad os se, om det kan gå?

De to disciple er på vej til Emmaus, præcis 60 stadier fra Jerusalem, og konverterer man det længdemål til nutidsafstande, er det 11 km. En afstand som oplagt ville kunne tilbagelægges på cykel. I hvert fald har de god tid til at tale sammen om alt det skete. Om indtoget, om tilfangetagelsen, om korsfæstelsen og så da især om denne opstandelse. Og da den fremmede slår følgeskab med dem, må også han lægge øre til drøftelserne. Den fremmede foranstalter en debriefing. Det er kærkomment for de stakkels disciple. Når man har været ude for rystende oplevelser, har man behov for at tale om det. Ordene er sikkert snublet over hinanden i en hektisk vidneberetning, som ville give selv den mest ihærdige referent sved på panden. Disciplene har meget på hjerte, og den afslørende vending lyder: ”vi havde håbet”. De havde håbet, men nu er håbet borte. Et håb formuleret i datid er dog det mest trøstesløse. Som når vi siger: ”vi havde håbet, hun blev rask igen”; ”vi havde håbet, hun ville komme hjem”. Underforstået, håbet er brast. Det gælder også hos disciplene. Håbet er væk, og nu er kun en centripetal sorg, som søger at hitte redde i hele miseren: Når nu de hængte Jesus på et træ, som Peter udtrykte det før i Cornelius’ hus, så kan Jesus jo ikke længere være Israels forløser. Og jøderne har nu altså forløsning behov. Så ulykken er stor, og de to disciple på vej til Emmaus aner ikke deres levende råd; de tror naturligvis ikke, at forløsere hænger på træerne, og de tror da slet ikke, at de opstår. Så derfor må deres tanker holde sig til kendsgerningerne. Fordi en sorgs centripetale kræfter ofte vil koncentrere sig om i dette tilfælde en tom grav. Disciplenes katastrofe er så stor, at tankerne uvægerligt vil snævre sig ind; alting kan ikke gennemtænkes midt i en krise. Ligesom det er nemmere for enken til en nyligt afdød at tale om kisteblomster og salmevalg, end det er at tale om det tomrum, som den døde efterlader sig. Vi må altid starte i det konkrete. Og det konkrete er for disciplene, at graven er tom, og at nogen siger, han er i live. Derfra og så til at slutte, at han er opstået, sådan som profeterne forudsagde det, der er langt, og disciplene går med nedslåede miner i retning af Emmaus. Disciplene går ikke bare på må og få, de trisser ikke rundt i en gravhave og planter liljer ved afdødes grav. Det gør de ikke, fordi de er bragt ud af fatning. De er, som vi hørte i går, ude af sig selv, og når man er ude af sig selv, så er man udenfor, og derudefra søger sorgen ind ad. Ind i sig selv. Man går i sig selv. Man burer sig inde. Inde i det, man kunne kalde for sin egen sjæls Emmaus.

Og vist er det godt at have et Emmaus, et helle, hvor sjælen kan finde hvile, men sorgens isolerede mindestuer er ikke egnede til et liv i tid og evighed. Og det er vel basal sjælesorgskundskab, at enhver, som er lukket inde i sin egen sorg har brug for et menneske udefra. Et menneske som ikke bare siger: ”ring, hvis du har brug for det”, men i stedet spørger ind, ind i sorgens mørke, f.eks. med et nysgerrigt ”hvad da? – hvad er det, du går og tænker på?”. Alt dette er jo basal sjælesorgskundskab, hvorom jeg ikke skal udbrede mig. Også Grundtvig vidste, hvad den sørgende beder om, for i langfredagssalmen lyder det netop: ”Ræk mig hånd, når øjet brister”. Og det er netop, hvad denne fremmede gør, og idet han rækker efter brødet for så at bryde det, i samme nu falder sorgens slør, og disciplene indser, at rygterne om, at Jesus var blevet set i live, ikke var stærkt overdrevne, nej snarere det modsatte. For Jesus var ikke bare set i live, som om han aldrig havde været død, men Jesus var set som opstanden, fordi han netop havde været død. Den opstandne Kristus griber ind. Sorgens centripetale kræfter, som både søger mod et Emmaus, og som samtidig søger at præcisere og konkretisere alting til en tom grav. Alle disse døde, undertryggende kræfter, som kun skaber et undertryk, hvori kærligheden suges ned som forstilte erindringer i en indre mindestue, de kræfter brydes påskemorgen, da en fremmed griber ind. Påsken er et indgreb midt i solar plexus af sorgen, døden og mørket. Og ligesom disciplene kun ’næsten var fremme’ ved den landsby, som de beslutsomt var på vej til, førend de vendte om på hælen og gik tilbage til Jerusalem, tilbage til livet, således gælder det for enhver af os, at vi altid kun næsten er døde, førend vi også kan bryde op og bryde ud af sorgen og ind i livet igen. På en ledsaget udgang tilbage til livet. Uden denne nyorientering var vi alle dømt til at skulle gå den slagne vej, præcis mod død og undergang; livet ville være en lang langfredag, men med opstandelsen går der kuk i kompasset. Der afviges fra død og undergang. Den død som før var uafvendelig, stensikker, er ikke længere et præcist tryk på power off, den er ikke længere et uimodsagt faktum. Og på samme måde er livet ikke længere en præcis, snorlige vandring, men et åbent stykke liv, fuld af afvigelser. Kristus går ud af graven, vender om på hælen derinde i gravmørket, og på samme måde kan vi altid vende om. Hvis vi tør. Og i hvert fald ved vi, at livet altid kan vende tilbage til os, selv når alting ser så uvægerligt og uafvigeligt sort ud. Opstandelsen er ikke bare en ubetydelig afvigelse men en kæmpestor, betydningsfuld afvigelse fra alle de kræfter, som søger at præcisere, centralisere og konkretisere et liv, indrammet af fastlåste vilkår. Nej, opstandelsen tænker ud af dén boks, Kristus går ud af gravens boks, og det samme kan vi nu gøre. Med ham i hånden eller med et andet medmenneske i hånden. De betydelige afvigelser er begyndt, intet er længere stensikkert. Nu er vi ikke længere afskærmede henimod østvendte horisonter, nej både
øst og vest og syd og nord,
ild og vand og luft og jord
synger påskesalmer.

 

Niels Sander Pedersen