Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Film og Tro

”Film & Tro” er et tilbud til dig, der holder af at se film sammen med andre og få lejlighed til at tale om den bagefter. Efter fremvisningen i sognegården får vi en sandwich og en øl/vand (pris 20 kr.). Derefter er der mulighed for at dele filmoplevelsen med hinanden. Dette efterår er filmene udvalgt af sognepræst Charlotte Krog Brandbyge. Temaet er ensomhed og fællesskab.

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::


Torsdag d. 9. september kl. 15 – 18

Som i himlen
På toppen af sin karriere rammes den berømte dirigent i verdensklasse, Daniel Daréus af et hjerteanfald. Han beslutter sig, pludseligt, for at trække sig tilbage fra musikscenen, og slå sig ned i sin barndomsby i det nordlige Sverige. Det opdager det lokale kirkekor, der lokker det musikalske geni til at kigge forbi til deres øveaftener. Modstræbende tager han ansvaret for det lokale kirkekor, og det vender op og ned på mange ting i den lille by – og for Daniel.

Filmen er på svensk og har danske undertekster. Spilletid: 127 min.

 

Torsdag d. 14. oktober kl. 15 – 18

Nomadland
Filmen 'Nomadland' handler om kvinden Fern, der begynder et liv som moderne nomade, efter hun mister alt. Ferns nye hjem er hendes varevogn, der tager hende på en rejse gennem den smukke amerikanske natur, og som giver hende et nyt udsyn på livet. I hovedrollen ses Oscar-vinderen Frances McDormand, der modtog karrierens tredje Oscar for sin hovedrollepræstation. 'Nomadland' fik i alt 3 Oscars og udover McDormand blev filmens instruktør Chloé Zhao, hædret, og hendes værk fik prisen for Bedste film.

Spilletid: 108 min.

 

Torsdag d. 4. november kl. 15 – 18

Salmer fra køkkenet
Den svenske husmoders adfærd i køkkenet er for længst beskrevet og kortlagt i den mindst detalje af Hemmens Forskningsinstitut, så nu, i 1950’erne, vender instituttet mod nye mål: Kortlægningen af enlige mænd adfærd i køkkenregionerne. Den lille norske flække Landstad udvælges og afsted drager 18 svenske observatører for 24 timer i døgnet at følge forsøgsgruppen. Observatøren og den observerede må ikke tale sammen, og det viser sig at være svært at overholde.

Spilletid: 95 min.