Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædikener

Prædikener


# Prædiken
Udgivelsesdato Udgivet søndag d. 17. januar 2021, kl. 10:00
Prædikener

Prædiken til 2. s. e. Helligtrekonger

Evangelium: Joh. 2, 1-11. Brylluppet i Kana.  

Den festløse tid. Sådan kalder man med et lidt forstemmende udtryk den kirkelige periode ved navn trinitatis. Den strækker sig fra begyndelsen af juni og frem til november og udmærker sig altså ved ikke at have nogen særlige helligdage eller kirkelige fester – måske lige bortset fra Alle helgens Dag. Nu ved jeg godt, at vi er i tiden efter Helligtrekonger – og at man i det hele taget ikke skal sammenblande det verdslige kalenderår med det kirkelige, for der er en fin pointe i, at de ikke følger hinanden. Som forskudt kan kirkeåret supplere og befrugte det verdslige år med højtid og dyb mening. Men alligevel: Er det ikke, som om vores tid minder lidt om trinitatis: Den festløse tid? Det er ikke bare nedlukningen, jeg tænker på. Vi kan jo dårligt høre om andet, når vi lukker op for nyhederne. Vi hører om smittetal, kontakttal og spikeproteiner dagen lang. Nej – jeg tænker på en generel tendens i vores tid, som synes at være blevet forstærket under epidemien. Nemlig vores umættelige trang til at skaffe evidens og sikkerhed, før end vi for alvor tør forlade os på det, vi erfarer.

Lad mig give to eksempler. Et fra sportens verden. Et andet fra skolens.
Den 9. januar mødte fodboldklubben F.C. Barcelona Granada i den spanske liga. Kampen endte 4-0 til storfavoritten Barcelona. Men det er især den første scoring af angriberen Antoine Grizmann, som fik mig til at spekulere. En tilfældig bold skydes ind i feltet, hvor den rammer Granada-spilleren Roberto Soldado, som fuldstændig mistimer sin clearing. Bolden ender tilfældigt hos Grizmann, som ellers stod i en helt oplagt offside position. Men fordi det var en Granadaspiller, der sidst rørte bolden, var han ikke off-side og kunne banke bolden i kassen. Det var målet til 1-0. Det jeg hæftede mig ved, var spillernes afventende reaktion. Normalt ville stadion koge over (hvis der ellers var tilskuere) og spillerne ville have lavet vilde jubelscener. Men sådan er spillet ikke rigtigt længere. Man afventer nemlig VAR dommen. Altså Video Assistant Referee systemet. Først når målet blev set igennem fra alle vinkler på video af et dommerteam placeret et helt andet sted, gav spillerne sig til at fejre målet. Det er set et utal af gange, siden systemet blev indført. Man afventer CAR dommen for at få evidens for, at målet rent faktisk var et lovligt mål. Men prisen for sikkerheden er, at den vilde glæde og spontanitet næsten er taget ud af sporten.

Det andet eksemplet er taget fra skoleverdenen. Det handler om, at man gerne vil have evidens for, at skolebørnene har det godt. Særligt i denne tid, hvor der er lockdown, og undervisningen foregår online, er man fra skolens side bekymret for børnenes trivsel. Det er der ikke noget galt i – og vel også naturligt, eftersom mange børn (eller lad os bare sig mennesker generelt) fungerer dårligt, når de kan mødes fysisk med deres venner. Allievel er det noget mistænkeligt ved den måde, man vil sikre sig god trivsel på. Flere gange om ugen skal eleverne tale med deres lærer online og selv angive et tal fra 1-10, som skal angive, hvor de ligger på ”trivselsskalaen”. Men hvad ligger der i det tal, man får, når man lægger målingerne sammen? Er det et reelt billede af, hvordan klassen har det? Og er det i sidste ende ikke vigtigere, at eleverne læser noget, end at skolen blander sig i, hvordan hver enkelt elev har det? Jeg siger ikke, at læreren slet ikke skal interessere sig for elevernes velbefindende. Et dårligt socialt miljø i klassen giver også dårlige betingelser for god undervisning. Det siger sig selv. Men igen: risikerer vi ikke at sætte for meget fokus på, hvordan eleven lige har det i dag? Det kunne jo være, at eleven fik det bedre lidt senere på dagen. Måske ville eleven så ikke svare 2 på skalaen, men 7. Tendensen er ikke ny. DR udviklede allerede i 2018 en trivselsapp, som på daglige basis skulle måle elevernes trivsel. Hvad er det udtryk for? Ja det et vel for det første, at et tal er nemmere at administrere end 24 forskellige små øjebliksbilleder. Med et samlet trivselsgennemsnit, kan man se, når det går op og ned, og at der ligger ”evidensbaseret data” til grund for kurvens op- og nedture. Men kan man virkelig styre en klasses trivsel på den måde? Kan en lærer ikke fornemme stemingen i klassen, uden at skulle måle den på et barometer?

Misforstå mig ikke. Der er ikke noget galt med tal og bestræbelsen på at skaffe sikker viden. Men måske er der bare visse forhold, hvor vi må nøjes med lidt mindre sikkerhed, for så til gengæld at gøre glæden (eller skuffelsen) så meget desto større. Det er ikke noget ligegyldigt snak, jeg finder på. Jeg mener virkelig, at vores frihed er på spil her.

Evangeliet til i dag om ”Brylluppet i Kana” er lidt inde på det. Vi hører nemlig, at Jesus gav disciplene tegn på ”sin herlighed” dvs. tegn på, hvem han var. Han gav os ingen beviser og søgte ikke at demonstrere sin guddommelige magt ved hjælp af tal eller evidensbaserede undersøgelser. Han underkastede sig aldrig vores regler for, hvad der gælder for virkelighed. Derfor hører vi aldrig i evangelierne, at Jesus gentog et under, for et syns skyld. Han lod de underfulde gerninger være, som det de var, til fri afgørelse for dem, der bemærkede dem. Som evangelisten skriver:

”Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.”

Ja, netop! De troede på ham. De skulle ikke først have dokumentation for præcis, hvordan han gjorde det. Det tjenerne havde set med egne øjne var alt rigeligt.

Se, hvis evangeliet til i dag skal have nogen som helst betydning for os, så må vi komme ud over den afstand i tid, der ligger mellem os og dengang, tegnet blev gjort. Vi må med andre ord gøre som disciplene og udvise lidt mere tro.

Da vandet var blevet til vin, var det kun tjenerne, der vidste, hvad der var sket. De havde på Jesu befaling selv hældt vand i de seks renselseskar, og mens de gjorde det, må de have tænkt, at det var da noget underligt noget at gøre nu, hvor vinen var sluppet op. Men skafferens ord til brudgommen: ”Du har gemt den gode vin til nu” gjorde underet klart for dem. Jesus havde ikke hældt et eller andet kemisk stof i vandet. Det var sket på hans befaling. Forvandlingskraften lå i hans ord.

Jeg tror ikke, at man dengang søgte en forklaring på, hvad der var sket, før end den gode vin blev hældt i glasset. Jeg tror, at man hengav sig til den varme stemning, der altid hersker ved et godt bryllup: Som gæst er det ens opgave at lægge al strid og ufred, kiv og misundelse bag sig og koncentrere sig om at feste for kærligheden. Når alle gør det, så får man vitterlig en dag og en aften, man aldrig glemmer. Trænger vi ikke snart til sådan en fest i vore liv?

Pandemien ruger over os. Hvis et lyspunkt bringes på banen, er der straks en ekspert, der mener, at det slet ikke er sikkert at ”åbne samfundet” så tidligt. Men det er jo den verdslige frihed, jeg taler om her. Det er den vi hele tiden hører om i medierne. Den er i fare. Men vi hører stort set aldrig om den åndelige frihed? 

I den bøn af Johannes Johansen, som vi skulle have hørt i dag til indledning, hedder det: ”Himmelske fader, du som har skabt os til glæde for hinanden og til lovsang af dig, vi bekender at vi har gjort livet tomt og øde.”

I den åndelige verden er det ikke en virus, der stiller sig hindrende i vejen for vores frihed og glæde. Nej – det er os selv, fordi vi ikke har tillid til, at det Ord, der dengang skabte vin af vand, også i dag kan skabe overflod af intet.
Vi skal med andre ord styrke hinanden i troen på, at Guds Ord virker – ikke bare dengang i Kana, men også her og nu for os, der hører det i hans kirke. Det er vores opgave i dag. At høre evangeliet som om, det er noget, der sker i dag. Jesu ord forvandler denne tilværelse, dette liv fra at være vand til at være Vin. 

Det betyder ikke, at så er alting finere, mere åndeligt, kristeligt eller lykkeligt. Det er det samme liv som før med de samme nederlag, de samme kampe, den samme modstand og besvær. Og dog er det i kraft af Jesu ord forvandlet fra vand til vin. Hvad betyder det?

Ja, det betyder, at vi kan modtage livet om en kostbar gave fra Gud. Vi kan vælge at se Guds Rige – ikke bare som en lille del af livet (fx når det lykkes for os, går fantastisk og alting klapper) men som selve LIVET slet og ret. Hvis den tanke opstår og gør sin virkning, så er alt det, vi oplever, tænker og gør, noget vi oplever, tænker og gør i Guds rige. Det er ikke noget, vi skal gå og vente på vil indfinde sig engang. Nej, det er her og nu. Denne tilværelse – og døden med – er nu vin og ikke mere vand. Det vil sige, at den er forvandlet. Hver plet på jorden, hvert tidpunkt i vort liv er i Guds Rige.

”Det er der ingen evidens for. Livet er det samme som før. Det kan selv et barn forstå”, vil en skeptisk stemme inde i os måske indvende. Ja – det er sandt. Men så er det også os, der aflyser festen og sender gæsterne hjem, inden den kom i gang.

Så hellere synge, som vi skulle have gjort i dag:

”Thi da Guds Søn med freden kom,
det var kun tro, han spurgte om;
for den, og ej for verden al,
Guds nåde og Guds fred er fal! 

Amen.

Kåre Egholm



Prædiken til 1. s. e. Helligtrekonger

Mk 10, 13 - 16

”Jeg har 9 – nej snart 10 - børnebørn som alle sammen er grundigt forkælede og udsciplinerede og mest havde jeg lyst til juleaften i fjor at sidde med en øl og lade som ingenting, mens hele svineriet udfoldede sig. (…) De forbandede unger flår papiret af vrænger lidt og vender tilbage til deres Ipad. Stuen er en illustration af de skjulte milliarder, vi tilsammen har brugt på jul og nytår. Tag det væk! Vask det bort!”

Det er journalisten og bedstemoderen Betina Heltberg, der her har ordet. Og man kunne godt få den tanke, at hun var kørt voldsomt helligdagstræt i sine børnebørn, men det er nu langt fra tilfældet. Hun er ude med riven efter børneeksperter i vores samfund, som vil disciplinere, opdrage, ensrette og tilpasse børn ved at sætte grænser og være synlige voksne, som det hedder. Og hun henviser i den forbindelse bl.a. til en af børneopdragelsesguruerne i dag, som i en manual for forældre stiller spørgsmålet: Hvad vil jeg med mine børn?

Journalistbedstemoderens svar er: Jeg vil ikke noget som helst! Det (altså børn og børnebørn) er ikke et projekt, det er en skæbne. Ligesom jeg ikke vil noget med min nabo, min svigermor, min veninde og andre af mine voksne venner. Hvis man endelig vil noget, er det at holde af. At elske. Og den der elsker udholder – også kaotiske juleaftener med børnebørn, der i situationen opfører sig både forkælet og utaknemmeligt.

Når Jesus i dagens evangelium siger: Lad de små børn komme til mig, tænker han heller ikke de kun på de velafrettede, ensrettede og veltilpassede børn, ligeså lidt som forældrene bringer deres børn til ham, for at han skal være en synlig voksen, der kan hjælpe dem med at trække grænser over for børnene. De kommer af kærlighed, de bærer på det mest dyrebare de har, deres elskede børn, for at også de skal få del i Guds velsignelse. 

Men ak, disciplene stiller sig i vejen – de føler sig kaldede til at være synlige voksne, der sætter grænser for, hvem der kan blive velsignet. Og Jesus bliver vred og siger: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige hører sådanne til, den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. 

Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn kommer slet ikke ind i det!

Som altid var der i forbindelse med julen en præst, der trådte frem i medierne og bekendte sin manglende tro, og den er stor, denne hans ikke-tro. Jeg blev også kontaktet med spørgsmålet: Tror du på Gud? Men når jeg konsekvent nægter at svare en journalist på det spørgsmål, er det fordi, i det øjeblik jeg eller andre gør det, så gør vi knæfald for tanken om, at tro er noget, vi hver især har inden i os selv, og at det er noget, vi kan have mere eller mindre af. Det er pølsesnak. 

Tro er, som livet er det, ikke noget vi har, men noget vi får – tager imod – og giver hinanden. Tro er noget, vi er og lever i de fællesskaber, som nu engang er vores skæbne. 

Og jo, selvfølgelig har vi hver især også et personligt trosliv, nogle af os beder fadervor, inden vi skal sove, eller læser i Bibelen – eller hvad vi nu finder gavnligt til indvortes brug. Men hvor meget eller hvor lidt præstens forstand står i vejen for hans eller hendes personlige tro, det er inderligt uinteressant. For vi giver det videre, vi selv har modtaget, både det glædelige budskab og de ritualer og sakramenter, vi som præster forvalter. Paulus siger det sådan her: Som forvaltere kræves det i øvrigt at vi findes tro. Bemærk: At vi findes tro, ikke at vi har tro. 

Dåben virker jo så i øvrigt uafhængigt af præstens personlige tro. (Det slog allerede kirkefaderen Augustin fast overfor kætteren Donatus i det fjerde århundrede, da de baksede med selvsamme spørgsmål). Tro er noget vi er, både i forhold til det budskab vi er sat til at forvalte, men også i forhold til hinanden. 

Snakker jeg udenom her? Tror jeg f.eks. selv på Gud? Så lidt som jeg har til sinds at svare journalister på det spørgsmål, vil jeg svare her inden for den gudstjenestelige sammenhæng, vi er fælles om med et: Jeg kan slet ikke forestille mig et liv, hvor Gud ikke er ind over. Jeg tvivler aldrig et øjeblik på, at Gud er en del af vores menneskeliv. Og bemærk igen, ”vi” er troens mindste fællesnævner. Jeg kan ikke tænke troen som min egen, fordi den er så knyttet til de mennesker, der har givet den videre til mig i kærlighed med en uudtalt fordring om, at jeg skal give den videre til enhver jeg møder på min vej, ikke kun dem jeg selv finder elskværdig. 

Bliver jeg i tvivl om at jeg er elsket og velsignet som den jeg er, inklusiv alt det i mig, der er forbandet og udisciplineret og uopdragent? Ja, det bliver jeg, igen og igen. 

Det falder jo så svært at tage imod livet som et lille barn, så let det end lyder. For at tage imod livet som et barn vil sige at opgive al tanke om at egen præstation fører nogen steder. Og det er ikke så ligetil. Men der hvor det sker, at vi på nådefuld glemmer ethvert fornærmet regnskab over, hvad de andre skylder os og i stedet tager imod det, der rækkes frem mod os, da vokser livet sig stort og tæt. For vi er – store og små – hinandens skæbne – ikke hinandens krampagtige projekter, der pinedød skal lykkes. 

Ligesom Gud ikke vil noget med os, - vil vores tro, f.eks. eller vores opdragelse – men møder os i kærlighed, sådan skal vi også møde vores børn, os selv og hinanden. For et er fornødent, og det er kærlighed. Den kærlighed der siger: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. 

Børn er forbilleder, ikke fordi de er uskyldige. Som J. Sløk engang sagde i en forelæsning: Prøv at sætte to små børn i en sandkasse med kun en skovl i, så skal I bare se mangel på uskyld! Det er heller ikke altid vores børn føles som en velsignelse for os, men når vi elsker, ved vi i hjertet, at det er, når de er allermest forbandede og udisciplinerede, at de har mest brug for kærligheden fra os.

Hvem der ikke var vokset fra den umiddelbare rækken ud efter de andre! Hvem der ikke til stadighed må minde sig selv om, at livet er ikke det, vi når, men det vi lader nå os.

Men da må vi huske vores dåb, at det tilsagn der lyder til det lille barn, er et tilsagn der også har lydt til os engang. At Gud er med os alle dage, fordi ligesom Gud er vores skæbne, så er vi også hans. Han har ikke noget for med os, han rækker armene ud og velsigner os, deler sit liv og sin tro med os, for at vi skal dele den med hinanden.                                                                   

Tro på det, og giv det videre i kærlighed i slægt efter slægt!

Lena Kjems   

 



Prædiken til Helligtrekongers søndag

”Thi vel er jorden underlagt,
det mulm, hvorfor du gruer,
end verden er i mørkets magt,
Guds daggry dog du skuer”

Sådan lyder ordene i en salme, vi skulle have sunget i dag på Helligtrekongers søndag, hvis altså ikke omstændighederne havde tvunget os til at holde kirkedøren lukket. Jeg tror, vi alle deler en ganske klar forståelse af, hvad ordene dækker over.

Mulmet, vi gruer for, er her ikke kun fordi januar er så forbandet mørk. Det er her også, fordi der ligger en tyk dyne af mismod over folket på grund af de dystre udsigter for det år, der knap nok er begyndt endnu. Medierne bugner ellers altid på denne tid af året med historier om, hvad den og den kendte person har valgt som sit nytårsforsæt. Men de personlige ambitioner og håbefulde drømme, som typisk optager os så intenst i årets første måned, har ikke haft samme tag i os. For hvad er mine små personlige fremtidsplaner, hvis ikke vores fælles nuværende situation under pandemien ændrer sig til det bedre?

Vi taler henført i kvasi-religiøse vendinger om vaccinen, men kort efter hører man dårligt nyt om den engelske variant af covid-19, som spreder sig langt hurtigere, og derfor kræver skrappere og længevarende restriktioner. Vi glæder os over, at vore mest udsatte borgere og sundhedspersonalet nu kan få det immuniserende stik i skulderen. Men samtidig hører vi, at man kan bringe smitten videre, selv om man er vaccineret. Hvis det er rigtigt, så kan vi næppe bevæge os frit over landegrænser i overskuelig fremtid. Og hvor langt tid virker vaccinen? Kunne man forstille sig en tredje mutation, som vaccinen ikke kan bremse? Disse spørgsmål kan ikke undgå at trænge sig på, og her ved årets begyndelse er jeg ikke i tvivl om, at de udeblevne svar er med til at skabe en massiv bekymring. Det er derfor, at de første skridt i det nye år er blevet så tøvende og usikre. Alting er jo nærmest lukket ned. I skrivende stund ved vi end ikke, om der skal holdes gudstjeneste på næste søndag. Jeg ved godt, at der ikke er mange, der bekymrer sig om det. Men sagen er, at hvis ikke der holdes gudstjeneste i landets kirker om søndagen, så er der noget, der er fuldstændig galt.

Men så må vi nøjes med at blive hjemme og læse søndagens tekster højt og synge en salme for sig selv eller med familien. Vi er stedt ligesom kirken under romertidens forfølgelser. Ned i katakomberne! Ikke fordi vi tvinges derned, men fordi vi selv gerne vil! Fordi vi er bange for at livet glider fra os. Men også dér i mørket kan der lyde lovsang og tændes lys.

Det er i hvert fald det, som Helligtrekongertiden gerne skulle bidrage med. Teksterne til i dag og de kommende søndage skulle gerne kaste lys over julens afgørende begivenhed. Inkarnationens hemmelighed: at Gud lod sig føde som et menneske. Det handler om åbenbarelsen af Jesu Kristi herlighed.

De tre vise mænd, vi hører om i dagens evangelium var draget af lyset. Men det var af en anden slags end det, vi taler så meget om i vintermørket. Vismændenes lys står beskrevet som et ydre astronomisk fænomen, ja som en lille stjernesol, der gik foran dem, men jeg bilder mig nu ind, at den lige så meget lyste i deres indre. Ved at følge det lys, håbede de at komme til det, de længtes efter: Jødernes nyfødte konge. Ikke en hvilken som helst kongelig baby, men en, de ville falde på knæ for, bringe kostbare gaver og tilbede, som var den Gud i egen majestæt.

Kong Herodes ejede ikke samme længels gave. Og fordi han ikke ejede den, antog han den for at være en trussel, en hændelse, der ville tage magten fra ham i stedet for at den – som vismændene troede - ville skænke ham alt.

Af dette kan vi lære, at det gør en forskel – ikke bare om vi længes eller ej, men også, hvad vi længes efter.

Hjertet kan jo længes efter mange ting på en gang: Fred og ro måske, eller frihed, andres accept. Man kan længes efter at komme af med en sygdom (gør vi ikke alle det?), blive bedre til noget, at være mere glad, taknemmelig, mere optimistisk, elskværdig, rummelig. Men alle disse gode ting bliver aldrig ret længe ad gangen, hvis ikke de er funderet i en dybere længsel efter Gud. For længes man efter Gud, så håber man også, at han er til, og at han er til på en sådan måde, at han er sandheden i mit liv. Ja, længes man rettelig efter Gud, så kan man leve med alle de andre længsler og savn - om end de aldrig opfyldes.

Det er ellers let at være forarget over Herodes. Det er let at pege på det dæmoniske i hans kyniske dobbeltspil. Vi ved også, hvad der skete i Betlehem, da de vise mænd tog hjem ad en anden vej end forventet. Men spørgsmålet er, hvor gode vi selv er til at se vores egen sjælefred begrundet i det lille barn, der blev født i samme stund. Er vi ikke i princippet lige så langt væk som Herodes fra virkelig at håbe og længes efter Gud? Hvis nej, hvorfor håber og længes vi da efter alt muligt andet end Gud?

Er det fordi, han ikke svarer, når vi beder? Er det fordi han ikke giver os tegn, så vi tror på, at han elsker os? Er det fordi, det er for svært og abstrakt at tro på Guds Ord? Eller er det fordi, vi ikke selv kan finde det lys, som skinner i de andres øjne? Sikkert en blanding af det hele.

Det kunne være en af grundene til, at denne søndag, Hellig trekongers søndag, er så fuld af lys. Som om dens eneste formål er at sige: Her er jeg. Følg bare lyset! Betænk, hvor ofte ordet lys går igen i salmerne og bibelteksterne. Det er som om, man fra gammel tid har bestemt, at denne helligdag midt i den mørke vinter skulle minde hele verden om det lys, der var så stærkt, at intet mørke kunne gribe det.
Man kalder da også den periode, der afløser julen for epifani-tiden begyndende med H3K søndag og frem til fastetidens begyndelse. Det græske ord epifani betyder tilsynekomst. Ordet kan både bruges konkret om noget, der bliver fysisk synligt for øjet. Men også om det, der træder frem for vores indre blik – måske som en idé, der langsomt tager form eller som en aha-oplevelse, noget man pludselig indser er sandt. I kirken er ordet epifani selvfølgelig knyttet til Guds tilsynekomst. Derfor handler alle teksterne i epifanitiden om, hvordan mennesket Jesus viste sig som for verden som Guds egen søn. Først for de tre vise mænd, som vi hører om i dag. Så for de lærde Jøder i templet, så for de tørstige gæster, der var til bryllupsfest i Kana, så for den romerske befalingsmand som repræsentant for den store ikke-jødiske verden, så for disciplene, der ser Jesus stilne stormen og endelig 5. s.e.H3K for os, der hører om det rige, det er værd at satse alt på for at få del i.

Ak ja, sukker vi måske og tilføjer: Hvor smukt det end lyder, så er det jo kun tekster og døde bogstaver. Hvor er Gud henne, når jeg for alvor har brug for ham, hvor er han, når jeg beder ham tale sit ord til mig. Hvorfor tier han, når min tro er allersvagest og lige så kraftfuld som en vissen stueplante?

Jeg ved det ikke. Men måske er det fordi, at Gud faktisk taler, når han tier. Jeg ved godt, at det lyder selvmodsigende – enten taler man eller også tier man. Men tavsheden kan dog også tale. Når den lærende overhøres, taler læreren vel stadig, selv om han tier. Eller når den elskede prøves eller når en samtale mellem venner når sin grænse for det, der kan tales om. Da råder tavsheden nok. Men ikke uden samtidig at være fyldt med kærlighed og indbyrdes forståelse. På samme måde kan Guds ord vel tale til os uden at lyde hørbart. Ja, Guds Ord kan, som det hedder i kollekten til i dag ”lyse for os som den rette stjerne, der viser os barnet Jesus.

Det lys leder os altså til Jesus - ikke til lykkeland, sådan som vi måske forestiller os det. Det er ikke opfyldelsen af vore inderste drømme. Det er bedre endnu. Sollyset som vi alle længes efter hjælper os angiveligt med at producere lykkestoffet seronotin. Men din ledestjerne gør dig salig – og så behøver du slet ikke at tænke på, hvordan du kan fodre hjernen med serotonin.

For længslen efter at ende de mange bekymringer man måtte have, dæmpes i skæret fra det levende ord. For det vil, at du skal tage det til sig. Blive et med det. Ja, at du selv skal blive til lys.

Det er da også det vigtigste budskab i den salme, jeg citerede til indledning. Den er skrevet af salmedigteren K. L. Aastrup som en gendigtning af Esajas’ gamle profeti. dvs. de selv samme ord, som formentlig drog vismændene ”ud på stand”.  Opfordringen er her tidløst rettet til os (kristenheden) og til alle som synger den herefter. Lad de ord være vores epifani i dag, vores Guds tilsynekomst:

”Gør dig nu rede kristenhed,
din nat er overvundet.
For dig er Herrens herlighed
som nytårssol oprundet.
Den stærkes hånd har bladet vendt,
din sorg er slukt, din jammer endt.
Bliv lys og gør dig rede!”

Kåre Egholm Pedersen



Prædiken til nytår 2020/2021

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.  Luk 2,21

I anledning af nytåret skal der prædikes over Jesu omskærelse og navngivning. En lillebitte tekstbid af næsten summarisk karakter skudt ind mellem fødselsberetningen, som vi kender så godt, og fremstillingen i templet. Teksten er næsten som et bogmærke, der minder os om, hvor vi er kommet til: et sted mellem den intime familiestund i stalden og den offentlige fremvisning i templet. Et sted mellem det indadvendte og det udadvendte. Det private og det offentlige.

Egentlig ligner evangelieteksten noget, som sorterer under avisens navnestof. En uanseelig notits, som vi så skal fejre nytår på. Hvor meget fest kan vi få ud af det? Kært barn har mange navne, siger man, så hvorfor skal vi lige akkurat hænge os i Jesu navn – og så til nytår? Hvorfor skal verdslighedens store fest påduttes lige netop dét nytårsnavn?

Vi mennesker har til alle tider – endda før skriften bogstaveliggjorde alting i død tekst – givet hinanden navne. Af praktiske hensyn men måske også for at få lidt skik på det hele. Som Adam der fik i opdrag at navngive dyrene, således har vi også fundet på navne til hinanden. Kælenavne, øgenavne og efternavne. You name it. Nogle af dem forsøger vi så at løbe fra – skolegårdens tilråb er ikke altid kønne – eller også pynter vi lidt på dem: Abram, hvis velsignelse kastede et par bogstaver af sig, blev til Abraham. Og Saulus til Paulus. Og er der kuk i dit navn, ja så kan en numerolog måske hjælpe ved at indføje et par z’er. Med andre ord: navne er ikke uden betydning. Navne betyder noget. Spørg bare den mor, som holder sit barn over dåben; kløjes præsten i navnet, er det næsten som en forbandelse.

Et navn giver mening – til den, det gives, og for os, som skal sige navnet. Et navn kan vi forholde os til. Især når den, navnet refererer til, ikke længere er her. Så er det godt at kunne henføre sine tanker og følelser til et navn. Et navn på en gravsten f.eks. Men et navn kræver konsensus. Det er svært i disse tider, hvor vi kan skifte pronomen og navn efter ønske.

I kirken er der et navn over dem alle. Det er det navn, som gives til barnet i krybben. Det navn som i dag påberåber sig en lille evangelisk notits. Jesus. Dét navn er ikke nødvendigvis et trækplaster. Det kunne præsten så gøre noget ved: han kunne indføje det i hver anden sætning fra prædikestolen, men mekanisk gentagelse fremmer nok ikke sagen. Vi må således nærme os navnet på anden vis, altså uden at tage det forfængeligt, men også uden at skamme os ved det.

Mange mennesker siger, at de ”tror på noget større”, og lader ordene henfalde til kryptisk eftertanke. For hvad vil dét sige? Noget større? Det er ikke et navn. Det er ukonkret, ligesom SARS-CoV-2, som vi så kalder Coronaen, for så er vi i stand til både at danse og kæmpe med den. En gud uden et navn kan man hverken bede til eller råbe ad. En gud uden et navn er ikke Gud, men en overnaturlig kraft. En slags metafysisk grille uden jordforbindelse. Det kan vi ikke nøjes med.

For jøderne, som stadig venter på messias, var det tilstrækkeligt, ja faktisk rigeligt. De turde ikke kigge ind bag forhænget, og de turde slet ikke sige Guds navn. Så de lod være og lod sig, indtil videre, nøjes med en skjult og gådefuld Gud. Så skjult at guddommen, derinde i skyen, kunne forlange uhyrligheder som f.eks. at Abraham skulle ofre sin søn. Vi har derimod fået et navn. Vi har fået nogen at skælde ud på, nogen at gå i rette med. Som den, der i systemets klagetelefon vredt udbeder sig et navn på den overordnede, således har vi en Gud. En Gud vi ved navns nævnelse kan stille til regnskab, og som vi kan stå til regnskab overfor. Det er bedre end en navnløs, højere magt. Det er inkarnationens gode pointe.

Inkarnationen er således ikke en skolastisk skrivebordsteori men genuin kristendom, som gør kristendom til kristendom. Inkarnationen er en bevægelse fra Guds private sfære til verdens offentlighed. Fra det navnløse til det navngivne. Til Jesus. Det har den amerikanske præsident faktisk forstået, idet han tweeter ”Merry Christmas” og ikke blot det neutrale ”Happy Holidays”, uanset hvad hans dagsorden så måtte være.

Det er nytår, og i vore egne, hvor årene ikke får dyrenavne som rottens eller grisens år, ja så er det velgørende at lade julefesten sætte grundtonen. Jesus blev omskåret og navngivet på ottendedagen, ligesom nytårsdag er julens oktav: Tonen er den samme. Som oftest er nytåret splinternyt, men i år er det anderledes. Coronaen klinger fortsat med. Det er træls! Vi gider ikke kun at danse med og vrænge ad Hr. Corona. Pokker, om ikke nytåret skal bære mere med sig: Vi kan huske på julen, når vi synger nytåret ind: Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid, og tage inkarnationen så alvorligt, at vi undrende spørger, sådan som Johannes Møllehave gjorde som barn: ”Hvem er Hr. Hid?”. Det var jo i og for sig ikke helt dumt spurgt. Han hedder Jesus, og Jesus betyder ’Jahve frelser’. Dét mageløse navn skal vi hænge os i – i dét navn skal nytåret fejres.

Men inden festen kommer for godt i gang, hvilket den jo helst heller ikke skal ifølge myndighedernes anbefalinger, ja så er der noget mere i det ellers så korte evangelium. Vi er ikke kun til navnefest – den slags fest hvor man egentlig ikke helt ved, hvad man fejrer (en indtastning på borger.dk?) – nej, vi er også til en jødisk omskærelse. Det er blodigt, ja Brorson lader endda blodet knytte an til langfredags offerblod (DDS 135). Uha, en blodig omgang. Behøver vi en så eksplicit inkarnation? Ja, for ham, der nu hedder Jesus, kom ikke ud af ingenting. Det var ikke en utæthed i åbenbaringsteltet, hvorfra den hellige røg sivede ud, nej det var en fødsel! En rigtig menneskefødsel! Med blod og den slags ufestlige ting. Jesus var jøde, født under loven, ligesom alle os andre. Han var så meget menneske, at blodet flød, ved omskærelsen og på Golgata. Han var så meget menneske, at han sætter sig i vores sted. Og han var så meget menneske, at han fik et navn. Som du og jeg. Men et mageløst navn.

Når vi på årets sidste dag holder fest, gør vi det på kirkeårets mindste evangelium. Det kunne stå på bagsiden af et frimærke. Det kan umuligt kaste megen fest af sig, men det giver os et navn. Med det in mente kan vi gardere os imod de ukonkrete gudsforestillinger om ”noget større” og de ængstelige anelser om et pivåbent nytår, hvori Hr. Corona alt for let tager bolig. I Jesu navn har vi noget, eller nogen, at sætte i stedet. I Jesu navn kan vi gå til festbordet, om det så er mutters alene, så dog i Jesu navn.

Nytårets evangelium er et bogmærke i bibelteksten mellem det private krybberum og det offentlige tempelrum. Mellem familiens hygge og verdens tummel. Frelsernavnet knytter an til begge rum. Og måske er det egentlig lige dér, vi helst vil leve. Lige dér, hvor vi kan bede i det skjulte og tale i det åbne. Hvor vi kan græde i fred og grine i fællesskab. Godt nytår, i Jesu navn, både her og dér, amen.

Niels Sander Wienke




Prædiken til julesøndag 2020

Første tekstrække

DDS 114  Hjerte løft din glædes vinger
DDS 108 Lovet være du Jesus Krist
DDS 117 En rose så jeg skyde
DDS 133 Med fred og fryd jeg farer hen når Gud befaler
Nadversalme 105 v 5: Venner sagde Guds engel blidt
DDS 100 Kimer i klokker

Min svigerfar døde for nogle år siden. Han blev 97 år og klarede sig i flot stil derhjemme i eget hus til det sidste. Han var helt klar i hovedet og kunne ikke blive træt af at fortælle om, da han havde skænket et maleri til det lokale plejehjem, og han så på vej ud havde mødt en velmenende ansat, som havde spurgt, hvad han hed og så klistret et mærke på brystet af ham. Først da han kom hjem, kunne han se, hvad der stod: Hej jeg hedder Svend, jeg er dement, men jeg vil gerne snakke, spørg mig om noget! Heldigvis kunne han more sig over det, netop fordi han var så klar.

Han var også mæt af dage til sidst, syntes ikke han var blevet snydt for noget i det her liv. Men det var en eneste ting, han ikke ville gå glip af, og som han så inderligt frem til, nemlig Genforeningen i år (i lyset af at alt festivitas endte med at blive aflyst grundet corona, er det på en måde godt, at han blev sparet for den skuffelse).

Da Christian den 10. (Kedde Kryds på sønderjysk) red over Kongeåen ved den gamle grænse på den hvide hest, stod min svigerfars mor i vejkanten og så på, han var i hendes mave, det var 17 dage, før han så verdens lys, der i 1920.

Han blev født ind i det danske mindretal og voksede op i Flensburg. Hans forældre var vandrelærere i Sydslesvig, de underviste rundt omkring i hjemmene, det var en måde at bevare dansk sprog og kultur på i et tysk samfund.

Det danske var således en hjertesag for hans forældre og derfor var det en grænseløs skuffelse, især for hans mor, at han, da han blev gift, valgte at bosætte sig nord for Kongeåen. Det var ikke ret langt væk, det var i Gråsten, men det var på den forkerte side af den gamle grænse.

Og han var ked af at skuffe sin mor, men der var ”et å gøje”, som det hedder på sønderjysk, hans kommende kone fra Skive nægtede pure at bo syd for Kongeåen og dermed lige op og ned af sin svigermor.

Så de to slog rødder i Gråsten, hvor han kom til at leve hele sit liv derefter. Næsten hele sit voksenliv.

For en dag ringede han og meddelte os, at han var flyttet på det danske plejehjem i Flensburg. Den havde vi ikke set komme. Overhovedet ikke.

Men så fortalte han, at han havde lovet sin mor, i det mindste at vende hjem til Flensborg, før han døde

Fra han flyttede ind på plejehjemmet til han døde gik der mindre end to uger, men han døde i bevidstheden om, at han havde nået at opfylde sit løfte over for sin mor.

Han var ordholdende.

Dagens evangelium handler også om en gammel mand og et løfte, her et løfte fra Gud til menneske:

Simeon har set meget i sine levedage, men her på kanten i sit liv har han stadig det bedste til gode, at se Israels trøst, Herrens salvede.

Og det får han lov til i templet, ikke blot at se barnet, men også at holde det i sine arme.

Han svar på mødet er en lovprisning til Gud (det er Guds ords efterklang på hans bløde tunge, med Helge Noe Nygaards poetiske ord):

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

På latin hedder dagen: Nunc dimittis, det er latin og betyder netop, ”Nu lader du gå”.

Oprindelig hørte teksten til som en del af dagens sidste tidebøn. Luther digtede senere en salme over teksten, og Grundtvig digtede videre på den. Det er den salme vi skal synge efter prædikenen: 133 ”Med fryd og fare jeg farer hen”.

I salmen bliver vi eet med Simeon i og med at også vi, som han, i døden får en indgang til livet.

Engang sang man mest salmen ved begravelser, og det var en af de salmer, folk kunne udenad. Peder Palladius fortæller i sin Visitatsbog om 80 fattige fiskere, som stangede ål på isen ved Saltholm kyndelmisseaften 1542, hvor isen brast under dem. Nogle drev på isen til Malmø og reddede livet, mens 28 druknede. Da alt håb om redning var ude, opfordrede en af fiskerne de andre til ikke at fortvivle, fordi de skulle drukne. Og så ønskede de angiveligt hinanden god nat og istemte: "Med fryd og fred jeg farer hen".

Det er vist mange år siden, man har kunnet den salme, og slet ikke udenad.

Ja, hvad kan man i grunden udenad i dag? Hvad er det fælles arvegods?

Fx Om lidt bliver her stille af Kim Larsen – den handler også om at stå på kanten af livet og gøre status: Fik du set det du ville, fik du hørt din melodi? De spørgsmål er der rigtig mange pårørende i dag, der stiller på deres kære dødes vegne. Sangen er også her i kirken ofte ønsket som postludium ved begravelser, når kisten bæres ude – vi synger den ikke, den egner sig ikke til fællessang, men vi hører den tit.

Nu er der dem, der mener, at ”Om lidt bliver her stille” ikke er en salme. Og det er korrekt, det er en sang der indgår i filmen Midt om natten, og sangen handler om et besøg i cirkus. Men derfor kan vi jo godt læse vores længsler for os selv og hinanden ind i Kim Larsens ord. Også evighedslængslerne, så sandt sangen slutter med de løfterige ord: Vi ses måske igen.

Nu handler evangeliet jo ikke kun om de to gamle, selvom denne søndag fra gammel tid har hedder ”De gamles dag” – men den handler nok så meget om det, Simeon og Annas håb og længsler knytter sig til: det lille barn Jesus, som er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn der modsiges.

At Simeon er gammel er faktisk ret irrelevant. For i salmens ord er han ung – han har fremtiden for sig i kraft af sin forventning, sit håb og opfyldelsen af det håb, selvom døden rent biologisk er ham nærmere nu end nogensinde

Som en klog mand har sagt: Man bliver ikke gammel af at have gennemløbet et vist antal år. Ung er den som forbavses og forundres. Som det umættelige barn spørger han: Og hvad så? Han trodser begivenhederne og finder glæde ved livets leg.... Man er så ung som sin tro, så ung som sine tvivl, man er så ung som sit håb, så gammel som sin mismodighed (Samuel Ulmann).

Gud er en ordholdende Gud, også vi får, hvad vi er blevet lovet, hvad grant profeten spåed’. Det er julens under, at:

Kirke, du er vort Bethlehem,
og alle små derinde,
efter som det er sagt til dem,
skal deres frelser finde
med juledags-evangelium
I hjertekammerets krybberum!

(DDS 105, v.5)

Om vi kan finde fred i lige præcis de ord, er ikke givet, men så har vi de løfterige ord, der lød i forbindelse med vores dåb: Se, jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende!

Det er et løfte, der er til forstå, det er det løfte, som Gud har stillet, også som fordring for vores liv. Også vi skal være ordholdende, så Guds fred kan sænke sig over vores liv med os selv og hinanden.

Og der hvor det glipper, og det gør det jo, da må vi gå til alters, stedet hvor brudte løfter heles af Gud, ved at han giver os det, som vi ikke kan give os selv. Heri skænkes vi igen og igen en ny begyndelse, uanset hvor gamle vi er.

For det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 

Lena Kjems





Prædiken til 2. juledag 2020

DDS 123 Her komme Jesus dine små
DDS 122 Den yndigste rose er funden
DDS 129 Julebuddet til dem, der bygge
DDS 109 I denne søde juletid
Nadver DDS  108 v 5 og 6 (Lovet være du Jesus Krist)
DDS 118 Julen har englelyd

”I år har jeg mest lyst til at græde”.

Det er bedstemor Ekdahl, der i Bergmanns film Fanny og Alexander, betror sig til sin elskede mand juleaftensdag, mens de venter på det store rykind af børn og børnebørn.

Man kan godt følge hende, ikke?

Der er ting i denne jul, der også kan give en anden en lyst til at græde.

  1. Ikke at kunne fejre jul med sine børn og barnebarn.
  2. At blive ringet op fra plejehjemmet dagen før lillejuleaften, og få aflyst julegudstjenesterne, fordi de er blevet ramt af corana derovre og kæmper for at stoppe spredningen.
  3. At blive taget til indtægt for et udsagn om, at kirken burde lukke i julen, fordi DR vælger at lade artiklen ledsage af et billede her fra kirken med mig på prædikestolen til en børnejulegudstjeneste.
  4. At føle sig presset til at bede menigheden om at nynne salmerne, fordi der står i de nye retningslinjer. Men jeg gør det alligevel, for vi skal passe på hinanden, det er ikke tiden at sige: Fanden være kirke på de vilkår, selvom fristelsen til at gøre det er der.

(og så endte det med julegudstjenesterne blev aflyst, hvad jeg ikke vidste i skrivende stund)

Lad nu det være nok eksempler på, hvad der i tiden kan kalde vand af øjnene og så gå tilbage til familien Ekdahl og deres juleaften. Her i den pænere middelklasse er der alt, hvad der hører en ordentlig juleaften til. Der er børn, bristefærdige af forventning, der er fællessang og julehygge, der er juleevangeliet som læses op med andagt og i ro, der er et smukt pyntet juletræ, og en familie der løber med hinanden i hænderne gennem huset, mens de synger: Nu er det jul igen. Alt er som det skal være.

Og alligevel er det den jul, hvor bedstemor Ekdahl har lyst til at græde. For der er sprækker i idyllen, sprækker af mørke. Mest vil hun græde, fordi hun er ved at være gammel, og dermed kan se ind i en fremtid, hvor hun ikke som hønemor kan brede vingerne ud over sine sønner, som alle tre har hjælp behov, så velvoksne mænd de end er. Der er en, der konstant er i pengenød, og som hun understøtter økonomisk, der er en der, skønt lykkelig gift, ikke kan modstå fristelsen til at bestige og besvangre tjenestepigerne. Og så er der ham, der overtaget ledelsen af familiens teater, med stor passion for sagen, men som leder betragtet, for sin mor at se, er udygtig, både kunstnerisk og økonomisk.

Han er ikke uenig med sin mor, selv siger han i en tale til de ansatte efter en premiere:

”Min eneste begavelse er, at jeg elsker denne lille verden inden for dette hus tykke mure. Udenfor er den store verden, og ind imellem lykkes det den lille verden at spejle den store verden, så vi bedre kan forstå den. Eller også kan vi give mennesker der kommer herind en mulighed for et kort øjeblik eller nogle sekunder at glemme den store verden udenfor”.

Den store verden og den lille verden. Den lille verden spejler den store verden, så vi bedre kan forstå den. Sådan er det i teatret.

Sådan er det til en vis grad også i kristendommen, og så alligevel er der tale om mere: Evangeliet spejler ikke kun verden på godt og ondt, men giver os noget andet end os selv at spejle os i.

Det sker julenat i Betlehem, himlen åbner sig, barnet fødes – det er den måde Gud nu, som en hønemor,  prøver at samle hele verden under sine vinger på.

Det gælder ikke kun dem, der har købt billet, så at sige. Ikke kun dem, der hører efter, hvad profeterne siger, ikke kun dem der glæder sig i denne tid og i denne jul, hvor man som bedstemor Ekdahl kan have mest lyst til at græde.

Det er ok at give slip 2. juledag. Teksterne giver os lov, salmerne giver os lov. 

Tag bare Brorsons salme som vi skal synge efter prædikenen: I denne søde juletid. Her hedder det i et af de allermest trøsterige vers i salmebogen:

Og blandes end min frydesang
Med gråd og dybe sukke
Så skal dog korsets hårde tvang
Mig aldrig munden lukke
Når hjertet sidder mest beklemt
Da bliver frydens harpe stemt
At den kan bedre klinge.
Og knuste hjerter føler bedst
Hvad denne store frydefest
For glæde har at bringe.

Igen, evangeliet spejler ikke kun verden på godt og ondt, men giver os noget andet end os selv at spejle os i. Giver os grund til glæde:

Det lille barn i krybben er en ny begyndelse for verden og for os. Og til nye begyndelser knytter sig altid et håb. Og der er vel at mærke ikke tale om et nytårsfortsæt, hvor jeg gør mig selv ansvarlig for at det skal lykkes. Glæden er Guds.   

Og det er glæde for hele verden, både den lille verden og den store verden. Grænserne opløses af evangeliet – vi kan måske sidde her i kirken og føle som teatermanden, at vi i en lille times tid er i et lille rum af orden, omsorg og kærlighed. Men teksterne fortæller os noget andet – fulde som de er af krig, ødelæggelse og mord. At være gudstjeneste er ikke at forlade verden – vi har verden med os ind i kirken, for vi er også en del af verden.

Men – og det er et livsaligt men -  vi bærer noget mere med os ud, evangeliet som mærker os med ånd og i sandhed.

I Fanny og Alexander er der en i øvrigt næsten karikeret usympatisk provst der siger at han går kun op i sandheden, og han i øvrigt har retfærdigheden på sin side.

Den der siger det afslører en løgn om sig selv og om den skabte verden. Den sandhed og retfærdighed, der ikke bærer Guds kærligheds vandmærke, er ikke noget værd. Som Gud vil samle kyllingerne under sine vinger, sådan får vi også i opdrag med lektiens ord at spænde bæltet om lænden, stå frem og tale til den store verden, alt det som Gud befaler.

Vi skal ikke tale abstrakt, vi skal ikke tale principielt, vi skal ikke tale om os og dem, sådan i al almindelighed.

Vi skal gå ud og mærke verden med ord, talt i ånd og sandhed, og dermed ind i den enkelte situation. Vi skal gå glædesbud til verden, simpelthen, vi bliver næppe stenet, vi bliver højst lidt til grin, og det er kan være slemt nok, men livstruende er det jo ikke.

Og vores egen julesorg, ja den er der, og sådan må det være, når man lever med hjertet, så vil være altid være nogen, hvis fravær er så smerteligt nærværende i juledagene, og når man har børn og børnebørn, er man også sikret bekymringer i stort mål. Og jo, også denne jul kan man have lyst til at græde. Og det er ok.

For over alt dette står det glædelige, at Gud lader sig føde julenat som et lille værgeløst menneskebarn, som et modsigelsens tegn, med teksten fra morgendags evangelium.

Der hvor der ingen sorg er, er der ingen kærlighed, der hvor der ingen modsigelse, anfægtelse og modstand er, har vi gjort os verden for lille.

Det er faktisk også en erkendelse Gud gør – både da han indser, at hans rige er hele verden, ikke kun det jødiske folk, og da han lader sig føde som det modsatte af det, verden venter sig af en Gud.

Det er det, vi bliver mindet om, når vi kommer i kirken, det er den sandhed, vi skal spejle os i og dernæst spejle i verden, også de år vi har mest lyst til at græde.

Det er Gud, der vender sorgen til glæde, med det håb lever vi, og det håb er i sig selv en del af glæden

Glædelig jul!

Lena Kjems

 


Prædiken til juledag

*Note:
Denne prædiken er skrevet den 23. december med henblik på mundtlig fremførelse i Vejlby Kirke juledag 2020. 

*Så blev det trods den lidt ujævne optakt endelig jul. Ikke en hvid jul - med mindre man holder med AGF, ”de hvii fra Fredensvang”. De ligger nr. 3 – og det er nok til, at vi har en ”hvii jul” i Aarhus), men dog alligevel en fuldgyldig jul, hvis budskab lyder lige så klart i dag, som det lød den første julenat.

Denne juledag har jeg sat mig for, at prædike så kortfattet som overhovedet muligt. Der er nemlig udgået en befaling fra kirkeministeren om, at vi kun må holde gudstjenester på op til 50 minutter, og så har vi jo travlt. Så jeg har tænkt at prædiken kunne være et oplagt sted at skære ned. Ingen af dagens salmer eller tekster kan nemlig undværes.

Det skal handle om, ”hvad englene sang i verden ud”. ”Fred til mennesker med Guds velbehag”. Hvordan kommer den fred til os, hvordan bliver den virkelighed for os?

Ja, man kan jo begynde med at turde være lidt alene med sig selv. Man kan slukke for tv’et, lægge mobiltelefonen fra sig, holde sig fra sociale medier og bare tage et par dybe indåndinger. Jeg ved godt, at det ikke er definitionen på julefred – men jeg er alvorligt i tvivl om den overhovedet kan indfinde sig, hvis ikke man selv søger for lidt fred og ro.

Man kan også tage en bog ned fra hylden. Bibelen er en god bog, som viser vej til Gud. Den skal vi læse flittigt i. Men det er der også andre bøger, der i kraft og visdom kan være til stor åndelig hjælp for det menneske, der søger efter lys og sandhed. 

Hen over jul har jeg haft lejlighed til at genlæse den russiske forfatter Dostojevskijs vel nok største roman brødrene Karamazov. Den handler om de tre vidt forskellige brødre, Dmitrij, Ivan og Aljosja – og ikke mindst om mordet på deres far Fjodor Karamazov. Den bør læses langsomt og med alle åndsevner åbne, og netop sådan stødte jeg på en passage, eller rettere en sætning, som man langt fra kan fremhæve som særlig central for romanens handling eller indhold. Alligevel vil jeg hævde, at den siger noget vigtigt om menneskelivet.

Sætningen falder på et tidspunkt, hvor familien Karamazov, dvs. faren Fjodor og hans tre sønner, er samlet i et kloster for at bilægge en arvestrid. Faren mener, at hans ældste søn Dmitrij har brugt hans penge på druk og lette damer, mens Dmitrij omvendt mener at han har mange penge til gode hos faderen. Med til mødet er også en godsejer ved navn Pjotr Miusov, som er bror til den gamle Karamazovs første kone, med hvem han fik Dmitrij. Godsejeren har altså en familiær og økonomisk interesse i, at Dmitrij ikke bliver snydt for sin arv.   

I klosteret skal de stridende parter mødes med en af klosterets ældste munke – en såkaldt starets, en viis og meget from mand, som folket hænger ved på grund af hans evner som sjælesørger. Han skal være en slags mægler. Men da Miusov ser den gamle, farer det gennem hovedet på ham:

”Efteralt at dømme en ondskabsfuld og skidtvigtig godtkøbssjæl”.

Men så tilføjer forfatteren Dostojevskij:

”I det hele taget var han meget utilfreds med sig selv”.

Den sætning fik mig til at standse op og tænke efter. For det ser ud til, at Dostojevskij mener, at der er en sammenhæng mellem godsejerens negative, ja helt ubegrundet nedladende første indtryk af den gamle, venlige starets - og så den sætning: ”I det hel taget var han meget utilfreds med sig selv.” Det er forbløffende godt set.

For tænker man over det – er det så ikke rigtigt? Altså en almen sandhed om menneskelivet: Når vi går rundt og mugger over det triste vejr, de uduelige politikere, de inkompetente sundhedsmyndigheder og i det hele taget alle de andre fjolser, som tillader sig at have en anden mening end os (…) kan det så udelukkes, at vores forurettehed skyldes, at der er noget i os, som vi ikke er tilfredse med? Noget tyder på, at vi aldrig kommer til at få fred med os selv, før end vi hver især får gjort noget ved problemet.

Jeg ved det ikke, men tænk over det næste gang, du er i et ondt lune. Kan du egentlig lide dig selv? Kan du se dig selv i sejlet og sige, du er ok? For hvis ikke du kan det, så er der stor chance for, at der er en hel masse andre mennesker, du ubevidst eller ubevidst kommer til at bebrejde din generelle følelse af utilfredshed. 

Pointen med at inddrage Dostojevskijs indsigt her er selvfølgelig ikke den billige, man kan læse sig til i ethvert dameblad: at man skal elske sig selv – fordi man er uimodståelig elskværdig. Enhver med en lille smule selvindsigt vil ikke lade sig overbevise af det. Men vi skal stå ved os selv, ja, være tilfredse med os selv, fordi Gud i sin søn Kristus har sagt god for os. Han er med os og for os. Det ligger i hans navn, Jesus. Det betyder Gud frelser.  

Frelser os fra hvad? Ja, fra at være dumme, utaknemmelige og beregnende, utro, afstumpede, onde mennesker. Han frelser os fra os selv med andre ord. Ikke ved at fornægte os, når vi fornægter ham, men ved at elske os på trods af al vor synd.

Det er sådan Gud stifter fred: Ved hjælp af kærlighed. Fødslen julenat i Betlehem er en barmhjertighedsgerning ud af kærlighed. Og når det føles som om, at julefreden har indfundet sig, så er det fordi den erkendelse har fundet vej i vore hjerter: 

Verden tilbyder os i virkeligheden ikke noget, vi ikke har i forvejen. Den lægger ikke noget til og trækker ikke noget fra – vi har nok, idet vi har - og derfor kan vi være. Bare være til frimodigt – med Guds velbehag.

Derfra kan hjertet næsten ikke andet end at løfte sin glædes vinger.

”For Gud vor Fader gav i nåde,
julenat,
os en skat,
herlig overmåde;
for at frelse os af nøden,
steg herned,
kærlighed,
stærkere end døden.”
Glædelig jul. Amen!

Kåre Egholm Pedersen



Prædiken til juleaftensdag

”Min kære Herre Jesus Krist,
gør dig en vugge i mit bryst,
tag herberg i mit hjerte der,
at jeg dig aldrig glemmer mer.”

Kære menighed!

Sikken et år vi har haft – og sikke en optakt til årets julegudstjenester. Præsten her har stærke holdninger til hele forløbet. Og I har helt sikkert også tænkt jeres. Men prædikestolen og kirkeskibet i det hele taget er ikke bygget til strid, ufred og polemik. I våbenhuset aflægger vi vores våben, og det betyder i vores moderne tid, at vi lægger vores negative tanker til side. Og mens man gør det - altså standser kampen mod det eller den, der nu nager én - så kan man godt føle sig en smule afmægtig. Men det er også en god og sund følelse. En følelse, der som regel går forud for det, vi kalder julefreden.

Jeg læste i min avis, at politiet for nogle dage siden blev kaldt ud til en noget alternativ form for husspektakel i byen Tinglev i Sønderjylland. Anmelderen, der på en spadseretur hørte larmen i nabohuset midt om natten, var sikker på, at der var sket noget voldsomt. Da betjentene ankom kunne de hurtigt konstatere, at der ganske rigtigt befandt sig en ophidset, ung mand på adressen. Det var dog hverken kone, børn, venner eller bekendte, vreden gik ud over. Nej – det var komfuret, som ikke ville, som han ville. Som ordensmagten tørt skrev på twitter:  ”Manden forsøgte uden held at afprøve funktionen stemmestyring af sit komfur”. Og så tog det ene ord det andet.

Man kan let sætte sin ind i den unge mands frustration. Når det, der skulle være så smart og intuitivt ikke virker, så er skuffelsen og vreden fuldt ud retfærdiggjort. Man må forestille sig, at nerverne den nat i Tinglev sad uden på tøjet, allerede inden komfuret blev købt og sat op.

Der har også været nok at være frustreret over denne jul. Ja, ikke kun i julen. Det er blevet sagt om hele året 2020, at det pæneste vi kan sige om det, er, at det snart er omme.

Man har kunnet læse det i øjnene på alle de mennesker, der i december måned har stået i kø i covid-19 testcentrene. Trætte og afmægtige blikke har vi udvekslet - kun netop synlige over kanten af mundbindet. Mon ikke mange af os i perioder har ønsket os langt væk til en anden mindre kompliceret tid. En tid, hvor vi uhindret kunne være sammen og more os og være glade – uden hele tiden at blive mindet om det ubekvemme faktum, at vi alle sammen går rundt med lidt af døden i os, og at det i mange tilfælde er os, der giver den videre uden at ane det? Det giver gode kår for ægte følt angst og afmagt. Angst fordi førende virologer forudsiger, at vi pga. klimaforandringerne, befolkningstæthed, turisme og vareudveksling nu står over for epidemiernes æra. Og afmagt fordi kuren tilsyneladende består i at begrænse eller helt opgive helt afgørende sociale livspraksisser for mennesket som art. Kærtegn og kys, håndtryk og glæden ved at opleve noget sammen, synge sammen, danse tæt, kort sagt: det fysiske nærvær, som uden ord fortæller os, at vi ikke er alene.

Operationsstuens ideal om størst mulig sterilitet er flyttet ud i den virkelige verden, hvor en million endnu ikke opsporede vira ifølge FN angiveligt har pandemisk potentiale. Elsker vi stadig den brogede verden? Det var lettere at svare ja sidste jul, var det ikke?

Der er selvfølgelig også håb. Det er glædeligt, at vaccinen er her, og at vi med tiden vil kunne give den til enhver, der vil ha’ den. Det kan meget vel blive den første og eneste covid-19 jul, vi kommer til at opleve og godt for det. Men det er nu ikke håbet til vores egen magt, jeg vil tale om i dag. Det kan man høre og læse om så mange andre steder. Nej, det håb, vi vil samle os om i dag, kommer ikke fra os, men fra himlen.

Jeg sagde før, at pandemien minder os om, at vi alle sammen går rundt med lidt af døden i os, og at det i mange tilfælde er os, der giver den videre uden at ane det. Dette mener jeg også i helt fundamental forstand. Når vi sætter børn i verden, så fødes de under samme vilkår som alle andre dødelige. Vi ved godt, hvad livet ender med – og derfor gør vi alle mulige krumspring for at fortrænge det.

Det kristne håb fortæller os det modsatte. Nemlig at vi alle sammen går rundt med lidt af evigheden i os, og at vi i mange tilfælde giver bevidstheden om evigheden i os videre uden at tænke over det. Det giver gode kår for glæde og frimodighed.

Der er tale om to forskelige måder at se verden på. Jeg tror, at når vi er allermest skrøbelige eller nede i kulkælderen, så er det fordi vi har glemt, at der findes andet i livet, end det vi kan registrere med vore sanser og forstand. Når himlen over os ikke længere siger os noget, og evigheden ikke rigtigt kommer os ved, så får mørke kræfter langt lettere tag i os. Men evigheden findes. Det minder julen os om år efter år. Ikke bare som noget fjernt, nogle heldige overmennesker engang skal opleve, men som en virkelig kvalitet inden i hver og en af os. Den følelse er tilgængelig for os lige nu: at der er noget i os, der ikke skal dø. Sjælen skal ikke dø. For vi er skabt i den levende Guds billede, og derfor også til en højere bestemmelse end blot at overleve det og det anslag mod eksistensen.

Vi tror, det er vores opgave at frelse verden. Ved hjælp af videnskab og teknologi kæmper vi hårdt for at skabe en bedre og grønnere verden. Der lægges store forkromede planer for fremtiden med CO2-regnskaber, ingen menigmand kan gennemskue. Og det er vel bedre end ingenting. Men hvordan har den enkelte det egentlig i den såkaldt antropocæne tidsalder? Har vi det bedre i dag, end vi havde det for 30 eller 50 år siden? Er vi mere glade i dag, fordi alle har fået mobiltelefoner og trådløst internet? Bliver vi gladere af at kende dagens smittetal? Ligger vores salighed i en vaccine mod corona-virus?

Kristendommen peger på noget andet. Nemlig på det lille barn i krybben. Når han er vores frelser, så er det ikke fordi, han har lært os, at vi skal være gode ved hinanden. Det er er mange der har sagt op gennem historien, og vi har endnu ikke lært det. Nej, det afgørende er, hvad Kristus har gjort for os. Han har ikke lært os noget, som andre ikke kunne have sagt lige så godt. Han lærte os ikke, at der var en forløsning for mennesket – nej han forløste mennesket. Kan I se forskellen? Kristus har ved sin fødsel, sit liv og sin død løskøbt din og min sjæl. Som det hedder om sjælen i en af julens elskede salmer: ”Det er ej fremmed bolig, du har den selv jo købt”. Det er den røde tråd i alt det, vi synger om her i julen. Uden helt at fatte det, gentager vi det år efter år og finder i behag i ordene: ”Han har himmerigs dør oplukt”. Han har. Det er ikke mig, der selv skal storme mod døren. Den står allerede åben.

Det glædelige ved jule-evangeliet har for mig altid været dette, at det taler om en begivenhed, der er sket og derfor virker i dag, ja netop nu uafhængigt af mig. Der er ikke noget, jeg skal gøre for at frelse mig selv. Du og jeg er ok. Det afgørende er sket ved Jesus Kristus, fordi Gud i ham blev vores frelser og bror. At tro, at dette er sandt, der er at leve enfoldigt i troens forventning.

Det er noget andet end at råbe af verden, som om den var et stemmestyret komfur.

Mærk selv efter, hvad der giver julefred i dit hjerte.

Glædelig jul. Amen.


Kirkebøn:

Almægtige, evige Gud. Lad din nåde og fred være med din kirke ud over jorden; overvind al splid i kirken, så det må kendes, at vi er ét i Kristus.

Lad ordets lys skinne for alle, der vandrer i mørke, og følg dine tjenere overalt, hvor de går med bud fra dig.

Bevar vort fædreland frit og vær hos alle, der lever adskilt fra deres folk, på havet og i fremmede lande.

Vær nær hos alle, der gør tjeneste i forsvaret. Velsign deres arbejde for fred og retfærdighed mod splittelse og uret, grusomhed og vold. Vær med dem, der er sat til at lede og befale, giv dem klarsyn og beslutsomhed og omsorg for dem, de har ansvar for.

Beskærm vor øvrighed, og vor Dronning Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vejled og oplys alle, der har ansvar for vort land, vor kirke og skole.

Vær med børnene og de unge, med de gamle og de ensomme, med dem, der har det fattigt og trangt og alle, der må kæmpe med sygdom på sjæl eller krop.

Trøst enhver, der sørger over tabet af en, de havde kær. Lær os i kærlighed at bære vor næstes byrder og hjælp os at fuldende vort liv her på jorden i tro på, at vi af din nåde kan samles hos dig i dit evige rige.

Amen

Kåre Egholm Pedersen