Læs prædiken til 5. s. e. påske

Læs prædiken til 5. s. e. påske


# .
Udgivet søndag d. 17. maj 2020, kl. 00:00

5. søndag efter påske 2. tekstrække

Lena Kjems 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Johannesevangeliet 17,1-11


Forfatteren Svend Aage Madsen skrev i 70’erne bogen Se dagens lys, som et ”flippet eksperiment”. Den direkte anledning var nogle rødstrømpers forslag om at lave 5 årige ægteskabskontrakter i stedet for ”til døden jer skiller”. I bogen forestiller Madsen sig et samfund, hvor det via en computer bliver muligt for alle mennesker at vågne op hver dag som et nyt menneske, med ny partner, nyt job og ny bolig. Det har sine fordele, blandt andet at man ikke risikerer at komme til at sidde fast i hverdagens hamsterhjul, idet hver dag i radikal forstand er en ny dag. En af bogens fortalerne for denne daglige udskiftningspraksis ser tilbage på fortiden:

Man var slave af materielle værdier, og bundet på hænder og fødder af ”åndelige værdier”. Man var bundet til en ægtefælle, knyttet til sine venner, forpligtet over for sine børn (). Og ustandselig snæredes man af et eller flere af disse bånd.

Men hvad nu, spekulerer Madsen, hvis man møder kærligheden, den eneste ene, og dermed får evigheden som horisont? Så slår en dag med den elskede jo ikke til. Så vil man have hinanden, hver dag, hele tiden, til evig tid.

To mennesker når på grund af computernedbrud at forelske sig i løbet af deres tildelte døgn, og det lykkes dem at snyde systemet, så de kan følge det hjerte, de opdager de har og binde sig til hinanden. De har begge savnet et bånd, der kunne kæde dem sammen og give dem en sammenhængende livshistorie, i stedet for hver morgen at blive skyllet op som Robinson på et ukendt sted. Med kærligheden får de givet den mulighed.

Går vi nu til dagens evangelium, så stikker ordet herliggørelse ud, også fordi det nævnes adskillige gange. Vi hæfter os måske ved det, fordi det er et ord så stort, at det ikke indgår i dagligsproget, og vel næppe nogensinde har gjort det.

Vi er derimod til gudstjeneste, stedet hvor de store ord hører hjemme. Jesu ypperstepræstelige bøn hedder dette kaldes dette uddrag fra Bibelen da også.

I gudstjenesten hører de store ord hjemme, løfteordene som vi ikke helt forstår, men nok til at vi tør sætte vores lid til dem.

I gudstjenesten hører også de små ord hjemme.

Tæller man efter, er der et ord der nævnes flere gange end herliggørelse, et lille ord, et ord der ikke gør noget væsen ud af sig selv og som derfor er nemt at skøjte hen over.

Det er ordet: give.

Det er det ord, der binder himmel og jord sammen, Gud, Søn og Helligånd sammen, Gud og menneske sammen, og menneske og medmenneske sammen.

Det er det ord der binder stort og småt sammen i det, der hedder livet. Fuldkommenhedens bånd, det bånd der gør fri, som vi synger med Grundtvig i Nu skal det åbenbares.

Livet er at give – og at tage imod.

Man lever af det man får skænket – det er titlen på en erindringsbog af den tidligere biskop i Århus, Kjeld Holm. Med de ord er alt sagt, resten er detaljer.

Jesus siger: Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det på en måde også. For det er jo skærtorsdag aften, den sidste aften i Jesu liv. Han er sammen med sine disciple, dem om hvem han siger, at de har holdt fast ved hans ord. Det er på en måde frysende ord, når man nu ved, at inden for det næste døgn svigter Judas ham, disciplene falder i søvn, selvom han beder dem om at være vågne, og Peter fornægter ham tre gange. Det er dem, han har fået givet af Gud. Os.

Og hvad har vi fået givet af Gud? Hamselv. Han som dør på et kors, men som selv i lidelsen har blik for at give sin mor og sin ven til hinanden: Se her er din søn, se her er din mor. Herlighed og ubærlighed, kærlighed og lidelse, er bundet sammen på korset på gådefuld vis.

Vi er ham givet og han os. Det afspejles også i sakramenternes løfteord: ”Modtag det hellige korses tegn” og ”Dette er mit legeme som gives for jer” .

Livet er at give og tage imod. Både i helligdage og hverdage, både i stort og småt.

Med livet følger en fordring om at tage hinanden for givet og have blik for de herlige små tråde der binder os sammen, usynlige bånd som gør at vi hænger sammen og dermed hænger på hinanden.

Når Jesus kan takke Gud for dem, der blev givet ham, og når man ser på, hvem det egentlig var, forrædere og fornægtere, så siger det noget om hvor radikal kristendommen egentlig er.

Ethvert menneske vi møder på vores vej er os givet, om end det ikke er alle, vi af hjertet kan sige med Gud: Alt mit er dit.

Nu er det fristende her på dette sted at gå i polemik mod individualismen og gøre den til det store dyr i åbenbaringen.

Og så kan vi fortælle en coronahistorie, hvor vi sætter spot på det grimme der finder sted, det at folk hamstrer, det at nogle stjæler sprit og værnemidler, det at nogle ved uansvarlig adfærd udsætter andre for smittefare.

Men det der står tilbage er hverken egoisme eller umoral.

De seneste to måneder har også vist, at vi er bundet sammen som folk, der vil hinanden det bedste. Vi har vist samfundssind i enestående grad, vi har forstået alvoren og det er givetvis også, fordi der i vores kulturkristne DNA er indlejret en tro på, at ethvert menneske har en enestående værdi, der ikke hænger sammen med, hvad det menneske kan bidrage med og heller ikke hvad vi andre tænker og mener om det menneske. Det er noget vi har fået givet, et skænket menneskeværd, der følger det lille barn fra første til sidste åndedrag. Det er ikke et menneskeværd, vi først får i dåben, da bliver det stadfæstet, det er et værd der allerede er givet i og med skabelsen og den gudbilledlighed, der netop ligger i at kunne give og tage imod som Gud gør det.

Med Johannes er vi i dag i kirke, skærtorsdag aften. Lidelsen ligger stadig forude kronologisk set, men som altid er menigheden påskedagsmenigheden. I det stykke er vi samtidige med Peter og Judas og de andre. Vi er bundet sammen med dem der var forud og med dem, som skal komme og vi ligner hinanden:

På vort eget nat og dag

stirrer vi med velbehag

det forstyrrer freden

lad os Jesus en og hver

som vort liv og lys få kær

Det gør enigheden!

Den sidste linje er misforståelig. Det handler ikke om menneskers indbyrdes enighed,  men Grundtvig har manglet en versefod og har åbenbart regnet med, at folk kunne sige sig selv, at der er tale om treenigheden.

Treenigheden er et ord i den dogmatiske sværvægtsklasse. Det er de færreste af os, der kan gøre rede for det begreb, fordi det fører os væk fra det levede liv og op i hovedet og tanken. Man det handler om noget meget mere jordnært, det at man, hvad enten man er Gud eller menneske, er givet at leve sit liv med og for hinanden. Det kan også hurtigt blive meget abstrakt, men så har vi vores dåbspagt, i den er vi blevet kædet sammen med hinanden over tid og sted og har fået en sammenhængende livshistorie, sådan at vi sammen (og ikke hver for sig) kan synge:

Lad verden ej med al sin magt

os rokke fra vor dåbes pagt

men giv at al vor længsel må

til dig til dig alene stå.